Socialpædagoger har store vanskeligheder med at dokumentere deres arbejde med anbragte børn og unge. Trods flere års debat og igangsættelse af udviklingsprojekter omkring dokumentation og synliggørelse inden for det socialpædagogiske felt, er der ikke rigtig nogen der ved, hvad der skal dokumenteres og hvordan.
Det er i direkte modstrid med krav og intentioner. Faget har generelt et ønske om at kunne forbedre vidensdeling på tværs af institutioner og at kunne dokumentere de positive effekter af arbejdet.
»Der er et generelt ønske om at dokumentere arbejdet, så alle ved, hvad der virker og fagets status bliver styrket,« siger Anna Kathrine Frørup, der er ekstern lektor på Institut for uddannelse og pædagogik på Aarhus Universitet (tidligere DPU).
Hun har netop forsvaret ph.d.en Vidensformer og dokumentationspraksis i socialpædagogisk arbejde – en analyse af, hvordan dokumentation og socialpædagogisk praksis italesættes i henhold til arbejdet med anbragte børn og unge på døgninstitution, som undersøger arbejdet med dokumentation i det socialpædagogiske arbejde. Hun har fulgt arbejdet på en række socialpædagogiske institutioner og udført kvalitative interviews med personalet. Det har hun sammenholdt med den overordnede dokumentationsdiskussion som finder sted i fagblade.
Omsorg umulig at skrive ned
Det vanskelige ved at dokumentere arbejdet skyldes blandt andet, at arbejdet med at skabe et bedre fundament for unge konstant afhænger af de enkelte situationer. Konflikter kan eskaleres eller reduceres på grund af betoningen af et ord eller opfattelsen af et blik, relationen mellem pædagogen og den unge kan have indflydelse.
I det hele taget er der et væld af konkrete, men også mere uhåndgribelige årsager til at en situation ender som den gør. Tidligere forskning viser da også, at sprogbrug og begreber i pædagogikken er meget kontekstuel og afhænger af situationen. Derfor kan årsagerne være svære at dokumentere og nedfælde i rapporter.
»Når socialpædagoger forsøger at dokumentere deres arbejde, står de tilbage med en følelse af, at det væsentlige ikke kommer ned på papiret. Deres egentlige arbejde er svært at indfange i et formelt sprog,« siger Anna Kathrine Frørup.
Det betyder også, at dokumentationskravet bliver en irritation for socialpædagogerne. De regner det hverken for fyldestgørende eller som en del af deres egentlige arbejde.
»Der er en indberetnings- og underretningspligt som bliver overholdt. Men ikke med den gode vilje. Socialpædagogerne føler, at det går ud over deres ’rigtige’ arbejde. Mange af indberetningsfelterne virker irrelevante, men medfører merarbejde, fordi de ikke bare skal skrives i underretningsblanketter, men også føres til protokol i institutionens interne arbejdsdagbog, så man kan udfylde blanketterne korrekt,« siger Anna Kathrine Frørup.
Vidensdeling er begrænset
Afhandlingen viser, at dokumentation ikke fungerer. Den vidensdeling som i sidste ende kan forbedre tilværelsen for udsatte unge finder ikke sted.
»I mange år er begrebet dokumentation blevet anvendt i flæng. Det er et underligt diffust begreb. Der er bred enighed inden for socialpædagogikken om, at man gerne vil dokumentere arbejdet, men der er ingen redskaber til, hvordan man skal gøre det i praksis, så man kan vidensdele på tværs,« Anna Kathrine Frørup.
På de enkelte institutioner bliver arbejdet dagligt dokumenteret. For at pædagogerne skal være i stand til at arbejde sammen på tværs af tid, bliver der ført dagbog og lagt planer for næste dags arbejde. Men informationen er kun brugbar for den enkelte institution.
Området mangler klar målsætning
Det skyldes blandt andet, at lovgrundlaget for socialpædagogik i Danmark er meget bredt formuleret, så der er vide rammer inden for pædagogikken. Derfor er målene, udover at hjælpe børn og unge videre til en bedre tilværelse, ikke formuleret. Uden specifikt formulerede mål er det svært at dokumentere, at man lever op til målsætningen.
»Der er ingen faste regler for, hvad det er socialpædagogikken skal opnå. Det gør det svært at tage udgangspunkt i en fast base, som man måler ud fra. Derfor er det vanskeligt at opbygge målemetoder. I stedet ender målet og vurderingen af om man har nået målet med at blive en skønsspørgsmål ud fra de enkelte institutioners definition af, hvad for eksempel det gode liv er. Derfor er det svært at dele viden på tværs af institutioner,« siger Anna Kathrine Frørup.
Det betyder, at hele diskussionen omkring dokumentation reelt udvikler sig til en diskussion om at afgrænse selve faget.
»Det ender i en langt sværere diskussion om, hvad er formålet med arbejdet, hvilke mål er der, hvilke midler, hvad er det særlige ved socialpædagogikken.«
