Indien er nærmest et gigantisk uautoriseret ‘medicinforsøg’, fordi medicinalindustrien har næsten frit slag til at afprøve nye produkter på den indiske befolkning, siger lektor i antropologi ved Aarhus Universitet Jens Seeberg.
»De fattige i byerne bliver sjældent raskere af den private behandling – de bliver blot fattigere,« siger han.
Mere end 80 procent af den medicinske behandling i Indien er i dag privat, og det er udgangspunktet for det Danida-finansierede forskningsprojekt Health System Reform and Ethics, som Jens Seeberg leder.
Han har undersøgt, hvad sundhedsydelser på markedsvilkår betyder for sundheden blandt de fattige i udvalgte byer i Indien, Thailand og Indonesien, og resultatet er nedslående. I stedet for forbedringer er Indiens spinkle offentlige sundhedssystem blevet udhulet, og konkurrencen blandt de private behandlere fremmer ikke sundheden.
»De private behandlere er venlige og bliver derfor værdsat af patienterne, men hvis et medikament ikke virker, må patienten bare gå videre til den næste behandler, så systemet gør ikke behandlingen bedre,« forklarer Jens Seeberg.
I de store slumkvarterer i Delhi findes der stort set kun private behandlere, som ikke har nogen medicinsk uddannelse.
\ Fakta
Den lokale ‘medicinsælger’ eller ‘Bengali doctor’ forhandler sig sammen med kunden frem til en cocktail af kortison, antibiotika og smertestillende medicin, der bekæmper de fleste symptomer, men alt for sjældent helbreder den underliggende sygdom. Alligevel foretrækker inderne de private behandlere frem for læger.
»Indere i slumkvarterer kender udmærket forskel på læger og kvaksalvere, men ser på lægerne med større skepsis, for en læge tager flere og dyre tests og bliver derfor mistænkt for at gå medicinindustriens ærinde. Her sikrer konkurrencen altså ikke kvalitet,« siger Jens Seeberg.
Anarki og overmedicinering
Forskellen bliver klar, hvis man sammenligner Indien med det danske sundhedssystem. I Danmark er patienten tilknyttet en fast, praktiserende læge, som henviser patienten opad i et etableret hierarki af specialister og speciallæger. Patienten følges af en sygdomshistorie og -journal, hvor lægerne overfører information til hinanden. Derfor er der tale om et system.
»I vores forskning så vi, at Indien ikke på samme måde har et sundhedssystem. Der er snarere tale om et anarki. Overmedicinering og kortsigtet behandling er almindelig, fordi patienten begynder forfra hver gang, han opsøger en privat behandler eller læge, eller derfra skal videre til en øjenlæge eller på et apotek. Behandlingen er ukoordineret, og næste skridt er aldrig klart,« fortæller Jens Seeberg.
I Indien fungerer sundhedssektoren som et netværk. Behandlere er støttet af medicinfirmaer og har økonomisk fordel af at ordinere koncernens produkter, en offentlig ansat læge anbefaler i dagtimerne operationer på sin egen private aftenklinik, og kvaksalvere og uddannede læger giver den samme symptombehandling med kortison og antibiotika, fordi patienterne efterspørger den.
Indiske erfaringer hjem til Danmark
Jens Seeberg kan genkende nogle generelle fænomener, som vi på trods af betydelige forskelle på Indien og Danmark også bør tænke over herhjemme.
»Vi kan se, hvordan det frie marked går efter profit. Det er godt at sælge så meget som muligt. Men det er ikke det, vi vil med sundhedsydelser. Her er det bedst at forebygge så meget som muligt, og det har medicinsælgere jo ingen økonomisk interesse i,« forklarer Jens Seeberg, der også fremhæver, at henvisninger til privatsygehuse for at nedbringe ventelister ender som statsstøtte til privat industri.
»På kort sigt hjælper operationer på privatsygehuse den enkelte hurtigt videre, men på længere sigt bliver det offentlige sundhedssystem efter alt at dømme dårligere, fordi specialister forsvinder over i den private medicinindustri til en bedre løn« siger lektoren med henvisning til den tendens, som projektet har registreret i de asiatiske lande.
Jens Seeberg understreger dog, at de danske forhold er meget forskellige fra de tre lande i Asien, som hans forskning har fokuseret på.
»Konsekvenserne er voldsomme både i Indien og i Danmark. Fordi udgangspunkterne er så forskellige, kan man ikke blot sammenligne situationen. Men alligevel hænger både lokale sygdomme og behandlinger sammen med, hvad der sker globalt,« siger han.
Vi kan se, hvordan det frie marked går efter profit. Det er godt at sælge så meget som muligt. Men det er ikke det, vi vil med sundhedsydelser. Her er det bedst at forebygge så meget som muligt, og det har medicinsælgere jo ingen økonomisk interesse i.
Jens Seeberg
I Danmark reagerer vi fx på lægemanglen ved at indkøbe dyre, udenlandske specialister – og det presser jo også prisen op i Indien. Og omvendt har overmedicinering og forkert brug af medicin allerede skabt nye resistente sygdomme.
»Det er sygdomme, der er dyre og meget svære at behandle – og de spreder sig altså også til Danmark. Samlet ser det ud til, at vi hverken får en bedre behandling eller mindre udgifter ud af et sundhedssystem på markedsvilkår,« konkluderer Jens Seeberg.
Lavet i samarbejde med Det Humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet.
