Vi udveksler, vi sammenligner og vi deler.
Andre mennesker udgør en stor del af vores liv, og de er med i meget af det, der foregår inde i vores hoveder.
Derfor har man på Aarhus Universitetshospital startet forskningsprojektet Interacting Minds - a Biological Basis.
Projektet undersøger, hvor meget vores hjerner faktisk bruger kontakten med andre mennesker.
For hjerneskadepatienten bliver kontakten tydelig, når han efter en blodprop bliver mentalt udkørt i store forsamlinger og pludselig har mistet evnen til at holde det på afstand, når kollegerne diskuterer i et åbent kontorlandskab.
\ Fakta
LÆS OGSÅ
Men det ses også hos juniorpartneren, når hun hele natten vender og drejer indtryk og inspiration efter en lang mødedag med konsulenterne.
Humaniora møder sundhedsvidenskab
»Mange års hjerneforskning har givet et godt billede af hjernens opbygning. Men forskere har næsten altid konkluderet på forsøg med mennesker, der løste opgaver i enerum. Problemet er, at et isoleret menneske giver et meget dårligt billede af de betingelser, vores hjerner normalt fungerer under.«
»I vores projekt vil vi gerne se al den kommunikation og påvirkning, som foregår, når et menneske tænker og løser problemer. I forskningen kombinerer vi den sundhedsvidenskabelige viden om nervesystemet med humanistisk viden om social interaktion og kultur til at designe forsøg med mennesker, der har en omverden, når de tænker.«
Det forklarer lektor Andreas Roepstorff, der med kandidatgrader i både biologi og antropologi har de oplagte kvaliteter til at lede forskerne fra humaniora og sundhedsvidenskab, der samarbejder på Center for Funktionel Integrativ Neurovidenskab (CFIN), Aarhus Universitet.
Humanistiske svar til neurologer
De sidste ti år har forskning i, hvordan vores hjerner interagerer, vokset sig stærk og international.
Men det kniber fortsat med klare svar på, hvordan man skal undersøge det.
Her har projektet Interacting Minds hentet 'svar' fra humaniora.
Det træk tillader nye og anderledes 'målinger' på især de formodninger, meninger og opfattelser fra omverdenen, som et menneske altid bærer med sig - selv hvis det sidder alene og løser en neuropsykologisk test. Andreas Roepstorff forklarer, hvad sådan et arbejde på tværs af faggrænser kræver:
»Som antropologer lærer mine kolleger typisk sprog og deltager i livet blandt de folkeslag, de studerer. På samme måde skal jeg kunne læse billeder fra MR-scanninger, som neurologer især bruger til at finde ændringer af væv i hjernen og rygmarven,« siger han.
»Vi analyserer, hvordan neurologer får mening ud af billederne og hvilke svar, de leder efter; det gør vi for at se, hvordan kultur og interaktion medregnes i de spørgsmål, man typisk stiller scanningsbillederne. Og det billede vi får, er aldrig billedet af een hjerne uden en omverden.«
Forskellige fag
Studier af scanningsbilleder er led i et noget anderledes feltarbejde, som Andreas Roepstorff har sat i gang.
Et isoleret menneske giver et meget dårligt billede af de betingelser, vores hjerner normalt fungerer under
Andreas Roepstorff
Forskere fra så forskellige fag som religionsvidenskab, filosofi, lingvistik og psykologi skal observere, hvordan arbejdet normalt foregår inde i selve forskningslaboratorierne, når de kittelklædte hjerneforskere opnår nye resultater.
Det skal gøre det muligt at diskutere, hvordan hjerneforskere undersøger interaktion, og hvordan hjerneforskere kan sætte - og nå - nye mål i forskningen.
Hjerner i praksis
I Århus har man i forskningsprojektets første tre år undersøgt, hvordan neurologien typisk arbejder med hjernen. Hele tiden har målet dog været, at viden om interaktion og undersøgelser med hjerner, der samarbejder, skal give en direkte gevinst for de mennesker, der mærker resultaterne fra hjerneforskning.
Derfor er forskerne allerede i gang med at omsætte deres nye viden til handling: På Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Risskov Psykiatrisk Hospital skal det blive mere klart, hvad interaktion betyder for hjerneskadede og sindslidende - og måske i anden omgang med diagnoser og behandlingsmetoder, der bedre udnytter hjerners evne til at interagere med hinanden.
Og man er også i kontakt med forskere på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor det gælder skoleelever, der faktisk ofte bruger hinanden og det stof, de kender, til at lære nyt med:
»Det er samarbejdsteknikker, som både erfarne lærere og neuropsykologer allerede benytter sig af. Det nye er, at vi forsøger at omsætte det til hjerneforskning og få en mere specifik viden om, hvordan hjerner faktisk fungerer.«
»Projektet skulle gerne gøre os klogere på, hvordan netop den slags teknikker hjælper os. Og forhåbentlig ender det med, at vi får endnu større gevinst af kroppens vigtigste organ,« siger lektor Andreas Roepstorff.
Lavet i samarbejde med Det Humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet
