Amerikanske krigsfilm sladrer om deres tid

90 kroner er dyrt for en biografbillet. Men når du står med din balje duftende popcorn i den ene hånd og vægten af 0,75 liter cola i den anden – så går det nok.

Foran dig har du to timers virkelighedsflugt. Når lyset dæmpes, og biografmørket falder på, forsvinder hele virkelighedens hurlumhej fra dit hjerte, der kun banker hurtigere, fordi filmen er så spændende.

Men virkeligheden er alligevel tæt på. Især krigsfilm siger nemlig en del om deres tid – det forklarer adjunkt Thomas Bjerre. Han forsker i amerikansk populærkultur ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, hvor han på det seneste er begyndt at forske i krigsfilmene om Irak.

Det gør han ved at se filmene og nærstudere alt det, der bliver skrevet om dem. Det har fået ham til at drage mindst én konklusion:

»Især amerikanske krigsfilm siger en hel masse om, hvordan amerikanerne ser på sig selv.«

Det gælder ikke bare filmene om Irakkrigen, men også filmene om alle de andre krige, som USA har deltaget i.

Anden verdenskrig var heltenes tid

Historien om amerikanerne og de store film om deres krige uden for USA begyndte for alvor med Anden Verdenskrig. Her deltog USA i kampen imod Hitler-styret og dets allierede i blandt andet Italien og Japan.

Det var en krigshandling, som langt de fleste amerikanere bakkede op omkring. Japanske krigsfly angreb den amerikanske flådebase Pearl Harbor i 1941, og det blev bogstaveligt talt startskuddet til amerikanernes krigsvilje.

Det var ifølge de fleste amerikanere modigt, patriotisk og flot af de amerikanske mænd, at de stod op imod ondskaben.

John Wayne trak i soldatertøjet

Sådan lød det amerikanerne imellem og i præsidentens taler. Men ét af de bedste eksempler på holdningen til anden verdenskrig slog netop igennem i filmene, forklarer Thomas Bjerrum:

»Filmene om anden verdenskrig er overhovedet ikke kritiske. De ligner mere krigspropaganda og er meget patriotiske.«

Det gælder blandt andet filmen ’Sands of Iwo Jima’, der tager udgangspunkt i det store slag i 1945 mellem japanerne og amerikanerne om den vigtige japanske ø af samme navn.

I hovedrollen har ’Sands of Iwo Jima’ ingen ringere end den hårdeste amerikanske klippe, den største og stærkeste helt, skurkernes største frygt og symbolet på heltemod: John Wayne.

Make love – not war

Men så kom Den Kolde Krig (se faktaboks). Fra 1950erne og helt frem til 1975 drog amerikanerne blandt andet i krig i Vietnam for at forhindre, at kommunisterne vandt for meget frem.

Det blev en lang og blodig krig for amerikanerne, der til sidst måtte trække sig ud – ydmygede og besejrede af en mindre, men smartere fjende. I USA spredte protesterne sig mod krigen. Den amerikanske ungdom havde fået nok: make love – not war, sagde de.

Vietnamkrigen var noget rod

Derfor var det ifølge Thomas Bjerre en anden slags krigsfilm, amerikanerne begyndte at efterspørge i forbindelse med Vietnamkrigen:

»På grund af den store indflydelse fra Vietnamprotesterne var det er et helt andet billede af USA, som tegner sig i Vietnamfilmene. Her er der en stor usikkerhed om krig, og der bliver stillet mange kritiske spørgsmål«

»På den måde afspejler krigsfilmene virkelig amerikanernes syn på de to krige. Anden verdenskrig var god, men Vietnamkrigen var noget værre rod,« fortæller Thomas Bjerre

Dette nye syn på krig kom blandt andet til udtryk i film som ’Apocalypse Now’ og ’The Deer Hunter’, der begge viser krigens onde bagside. I filmen ’Platoon’ kunne amerikanerne se deres egne soldater meje uskyldige kvinder og børn ned i en sanseløs krigsrus.

Alle tre film tog styrtbad i prisregn. Hjemme i USA bragede de igennem den amerikanske offentlighed, og vandt alle tre Oscars for blandt andet bedste film.

Men Vietnamkrigen sluttede, og det samme gjorde filmene om den efterhånden også. Med undtagelse af den korte Golfkrig i 1991, var USA i mange år ikke involveret med store styrker i en langvarig krig.

Krigen mod terror pustede liv i nye krigsfilm

Det ændrede sig på få timer, da to passagerfly fløj ind i World Trade Center en septembermorgen i 2001. USA bombede terroristernes base i Afghanistan – ’Krigen mod terror’ var en realitet.

Kampen fortsatte mod den irakiske diktator Saddam Hussein, da den daværende præsident George W. Bush samlede den såkaldte ’Koalition af Villige’, der alle var lande med det tilfælles, at de ville Saddam-regimet til livs.

Det er en konflikt, som siden har kostet mindst 4.000 amerikanske soldater livet. I omegnen af 100.000 civile irakere er døde siden 2003.
For tredje gang i USA's historie er landet i en krig langt væk hjemmefra.

Det kalder igen på filmskabernes opmærksomhed, og endnu engang er Hollywood trukket i arbejdstøjet. Resultatet er flere filmprojekter om kamphandlingerne i Irak – blandt andet ’The Hurt Locker’, der handler om krigsstrabadserne for en amerikansk bombespecialist i tiden lige efter invasionen.

Nye krigsfilm er virkelighedstro

Ligesom filmene om både anden verdenskrig og Vietnamkrigen siger filmene om Irakkrigen en del om deres tid.

Dengang USA indtog Iwo Jima, kunne de amerikanske biografgængere se optagelser af, hvordan deres tropper hejste nationalflaget på den japanske ø. Det gjorde de to gange: første gang, da sejren var deres – anden gang for det amerikanske publikums skyld.

Men i dag dækker medierne krig på en helt anden måde. TV-stationerne viser bomberegnen mens den falder. Civile folk i krigsramte lande uploader optagelser af tortur, kamphandlinger og mennesketab fra deres mobiltelefoner til YouTube.

Det sætter ifølge Thomas Bjerre spor i filmene om Irak. De skal nemlig være så autentiske eller virkelighedsnære som muligt:

»De krigsfilm, der handler Irak, har en hidtil uset høj grad af autenticitet,« siger Thomas Bjerre: »De forsøger virkelig at være fluer på væggen.«

For at sætte streg under realismen udstyrer filmskaberne blandt andet kameramændene med håndholdte kameraer. Det får filmbilledet til at ryste kaotisk – nøjagtig ligesom i virkeligheden.

Flere af skuespillerne er også selv tidligere soldater. Og så er de gennemgående ikke specielt kendte. Det er nemlig svært for en film at fremstå realistisk, hvis rollen som sindsforvirret soldat spilles af en Hollywoodstjerne fra den sidste Indiana Jones-film.

Fra John Wayne-typer til adrenalinjunkier

En anden måde, som Irakfilmene sladrer om virkeligheden på, er, at historien om de amerikanske soldater i Irakkrigen er helt forskellig fra den, der var om soldaterne i eksempelvis Anden Verdenskrig. Det er langt fra John Wayne-typerne, som møder øjet i filmene om irakkrigen:

»Dem, som drager til Irak, tilhører en helt anden generation end heltene som holdte fanen højt under anden verdenskrig. Generationen fra anden verdenskrig bliver ofte kaldt for ’The Greatest Generation’, mens dem, der drager til Irak bliver kaldt for ’Generation Jackass,« siger Thomas Bjerre

Jackass er en TV-serie om mænd, der laver de mest halsbrækkende stunts, fordi de keder sig. Og det er netop også en væsentlig pointe i de nye film om Irak: soldaterne drager ud – ikke fordi de tror på krigens ædle formål, men slet og ret fordi de keder sig.

I krigen bliver de unge amerikanere til adrenalinjunkier, der ikke kan vente med at komme tilbage til krigen, så snart de er hjemme i USA. Dermed bliver film som The Hurt Locker mere til et portræt af amerikanske soldater snarere end en kritik af USA:

»Filmene om Irakkrigen forsøger at være enormt realistiske, men uden at være specielt kritiske over for USA – på den måde håber de på at sælge bedre. De fokuserer blandt andet mest på soldaternes livsvilkår, men ikke så meget på USA,« siger Thomas Bjerre

De nye krigsfilm flopper

På trods af gode anmeldelser er det interessant nok ikke noget, amerikanerne gider bruge penge på at se. Ud over ’The Hurt Locker’, er der ellers lavet et væld af andre film om Irakkrigen – blandt andet ’Battle for Haditha’ og ’Redacted’.

Har du hørt om dem? I så fald tilhører du et mindretal. Krigsfilmeneom Irak er nemlig floppet på det hvide lærred. ’The Hurt Locker’, der ellers solgte nogenlunde i Europa, formåede ikke engang at tjene sig selv ind.
 

Hvorfor vil amerikanerne ikke se på filmene om irakkrigen? Det er stadig svært at svare på. Men ifølge Thomas Bjerre hænger det blandt andet sammen med, at filmene om Irakkrigen er for tidligt på den:

»De fleste film om Vietnamkrigen kom jo først et godt stykke tid efter, krigen var slut – det samme kan man ikke sige om disse her film. De kommer, mens amerikanske lig stadig bliver fløjet hjem i body bags. Så måske skal amerikanerne have Irakkrigen på større afstand, inden de er klar til at se film om den,« funderer Thomas Bjerre

Danmark er også i krig

Det samme kan man ikke sige om den første danske film, som for alvor har tændt lommelygten foran Afghanistankrigens mørke: ’Armadillo’ – en film, de fik roser af danskerne såvel som anmelderne.

Thomas Bjerre forklarer, at mens eksempelvis ’The Hurt Locker’ var fiktion, der forsøgte at være virkelig, så er ’Armadillo’ en dokumentarfilm, der låner fra fiktionen.

I åbningsscenen ser vi helikoptere i slow motion til lyden af trist musik – en direkte inspiration fra åbningsscenen i ’Apocalypse Now’.
Herfra får danskerne for første gang syn for sagen. Afghanistankrigens virkelighed er brutal og nådesløs:

»Indtil ’Armadillo’ var det jo nærmest kun de gamle danske ’Soldaterkammerater’-film, der handlede om den danske krigsindsats. På den måde afspejler ’Armadillo’ et skifte i danskernes forhold til krig: vi er blevet en krigsførende nation, der deltager i krige, hvor vores soldater dør,« pointerer Thomas Bjerre.

Han mener dermed, at ’Armadillo’ forsøger at fortælle danskerne noget helt særligt – det er meningen, vi skal synes, at krig er brutal.

Film er aldrig uskyldige

Selvom krigsfilm kan være vidt forskellige, sladrer de altså om deres tid. Soldaterne fra anden verdenskrig var helte, mens de i Vietnamkrigen var dræbermaskiner i et uretfærdigt overgreb på vietnameserne. I Irakkrigen er soldaterne blevet til adrenalinjunkier i en krig, som filmskaberne ikke helt tør kritisere så åbenlyst – endnu.

Dermed er der stof til eftertanke, næste gang biografmørket falder på:

»Film siger en hel masse om, hvad der er på spil i vores samfund - de er ikke bare uskyldige. Filmskaberne kan få deres holdninger ind i spillefilm, som kan have en enorm gennemslagskraft.«

»Det, der er væsentligt ved at se på film på denne her måde, er, at store begivenheder ikke bare bearbejdes af historikere og i samfundsdebatten, men også i populærkulturen. Selv i den mest hjernedøde Blockbuster kan der være skjulte budskaber,« siger Thomas Bjerre.

Han har en række kommende artikler om amerikansk populærkultur i internationale tidsskrifter. Hans forskning udkommer også i 2013 på bogform i samarbejde med Torben Huus Larsen.