New York, New York - byen der er så fantastisk, at de måtte navngive den to gange. The Big Apple. The City that never sleeps. Gotham City. Empire City. The Melting Pot. The Capital of the World... Kært barn har mange navne, og det gælder i den grad for New York City, USA’s folkerigeste by, og hovedperson i et utal af amerikanske romaner.
Den seneste er også en af de mest hypede bøger i lang tid: Garth Risk Hallbergs debutroman 'Byen brænder', en overrumplende og overvældende murstensroman om New York i 1970ernes kaos af finansiel bankerot, punk, kriminalitet, stoffer, og om nogle af de mange mennesker, der forsøger at navigere i mylderet – både det konkrete og det abstrakte.
En stor del af hypen omkring Hallbergs roman handler om budkrig mellem forlagene, der endte med et forskud på små $2 millioner, stort set uhørt for en debutforfatter. Anmelderne har også taget godt imod bogen, dog med visse forbehold (behøvede den virkelig være så lang). Jeg vil dog ikke anmelde bogen her men skrive lidt om, hvordan den gør sig som en New York-roman.
Litterære begyndelser af forfatteren Washington Irving
Lige siden den hollandske koloniby New Amsterdam blev til New York og til indgangshavnen for mange af de millioner af immigranter, der ankom til USA, har byen stået som et symbol på løftet om USA. Eller som den franske historiker Francois Weil skriver:
»New York is not America but what America promises, perhaps its greatest promise.«
Håbefulde forfatterspirer er siden da blevet draget af de skinende lys, og mange har forsøgt at indfange den særlige New Yorker-stemning. En af de første til at mytologisere New York, omend med et ironisk udgangspunkt, var forfatteren Washington Irving, der var USA’s første succesrige forfatter. Han er bedst kendt for sine fortællinger såsom 'Rip van Winkle' og 'The Legend of Sleepy Hollow', fortællinger fra Hudson River-floddalen nord for New York City. Disse historier skabte en mytologisk amerikansk fortid for den unge nation. Det var i øvrigt Irving, der i 1870 gav byen øgenavnet Gotham.
Men Irving skabte første gang opmærksomhed i 1809 med udgivelsen af 'A History of New York from the Beginnings of the World to the End of the Dutch Dynasty'. Det var en komisk parodi på datidens lærde historieskrivning, og titlen alene antyder den ironiske mytologiseren, der indpakker Irvings fortælling om New Yorks rødder.
Der bliver ikke lagt fingre imellem i beskrivelsen af byens ledere. De er dovne og apatiske. Det passive byråd bliver kontrasteret med det blomstrende og myldrende byliv. Og de planer byrådet har, deres ønsker om at konstruere og planlægge den spæde koloni mødes med ligegyldighed fra byen, der beskrives kollektivt som en 'djærv møgunge'. Byen vokser slet og ret fra de forkromede planer, som et par få individer har lagt.
Gennemgående temaer i New York-litteraturen
Irvings tekst opsummerer nogle af de tendenser, der har vist sig som centrale i de beskrivelser og konstruktioner af New York, som er fulgt siden da. I sin introduktion til 'Writing New York: A Literary Anthology', opsummerer Phillip Lopate nogle af de gennemgående temaer i New York-litteraturen:
• Byens modstridende 'ansigter': Glamour og elendighed
• Byens menneskeskabte karaktertræk: De gigantiske bygningsværker og en uvæsentlig natur
• Optagethed af forretninger og penge
• Medier og information > celebrity-kulturen
• Tilbud om anonymitet
• Beklemt forhold til resten af USA
• Stor, kompakt befolkning
• Arbejderklassen
• Ensomhed og fremmedgørelse
• Den ultimative modernistiske by
• Byens vanedannende, forførende egenskab
Disse temaer er kommet til udtryk i nu klassiske romaner som Stephen Cranes 'Maggie: A Girl of the Streets' (1893), Edith Whartons 'Uskyldens år' (1920), F. Scott Fitzgerald’s 'Den store Gatsby' (1925), John Dos Passos’ 'Manhattan Transfer' (1925), Nella Larsens 'Passing' (1929), Betty Smiths 'Der vokser et træ i Brooklyn' (1943), J. D. Salingers 'Forbandede ungdom' (1951), Sylvia Plaths 'Glasklokken' (1963) og Ralph Ellisons 'Usynlig mand' (1952).
Til dem kan tilføjes nyklassikere som Jay McInerneys 'Bright Lights, Big City' (1984), Tom Wolfes 'Forfængelighedens bål' (1987), Bret Easton Ellis’ 'American Psycho' (1991), Toni Morrisons 'Jazz' (1992), Don DeLillos 'Underverden', Teju Coles 'Åben by' (2012), Jennifer Egans 'Tæskeholdet banker på' (2010), Rachel Kushners 'Flammekasterne' (2013) og Donna Tartts 'Stillidsen' (2013).
New York som konkurrerende fortællinger
Digteren Robert Moses har sagt, at »New York er simpelthen for stor, for kompleks til at blive behandlet af en enkelt forfatter.« Den bedste måde at få en fuld fornemmelse af byen på er altså at læse samtlige af ovenstående romaner… og endnu flere. Hvis vi tager de teoretiske briller på og betragter New York (og byer i det hele taget) på en mere abstrakt og symbolsk måde, så kan vi tale om New York som en tekst. Eller som tekster. Som en samling af forskellige betydninger og fortolkninger, der flyder på kryds og tværs, overlapper, støder sammen eller falder i hak.
På denne måde er New York altså en repræsentation, et imaginært, optænkt miljø. De forskellige diskurser udgør byen for os. De beskriver den men søger også at forme vores forestillinger om, hvad byen er, og hvordan den relaterer til vores liv. På den måde kan man sige, at New Yorks betydning aldrig er konstant men altid undervejs og altid til forhandling. Vi kan ikke fiksere New Yorks betydning eller mening permanent, vi kan ikke definere den endeligt. Forskellige mennesker bringer forskellige perspektiver og fortolker den dermed forskelligt. New York bliver derved en kæde af meninger, der hver især konkurrerer med hinanden.
Historisk og kulturelt har der altid eksisteret dominerende fortællinger og forestillinger on New York, og de har ofte stået i skarp kontrast til hinanden. Urfortællingen om den amerikanske by er den puritanske 'City upon a hill', en by, der skulle være veletableret, velordnet og gudfrygtig, idet verdens øjne hvilede på den.
Men New York har længe også været symbol på det modsatte: den mørke, dystre by, der truede med at trække sine beboere ned i en sump af laster, synd og udskejelser. Dette billede har især slået igennem på film; i de utallige film noirs, i 'Midnight Cowboy' (1969), 'Taxi Driver' (1979) og 'Kids' (1995). Eller i sange som Lou Reeds 'Dirty Boulevard'. Men også i romaner som ovennævnte 'Maggie: A Girl of the Streets', 'Den store Gatsby', 'Bright Lights', 'Big City' og 'American Psycho'.
Men New York er i den grad også blevet hyldet. Ikke mindst af byens hofpoet Walt Whitman, der besang menneskemængdernes organiske kroppe, byens dynamik og vitale puls. Den begejstring kammede hurtigt over i en mytologi om New York som det sted, hvor drømmene kan gå i opfyldelse. En idé, der er blevet del af vores fælles bevidsthed i en sang som 'New York, New York' og i nyere viderefortolkninger som Jay-Z’s 'Empire State of Mind' og Taylor Swifts 'Welcome to New York' (Swift blev endda udnævnt som New Yorks officielle 2014-2015 'Global Welcome Ambassador' i kølvandet på hitsinglen.)
Overfladebyen og underbyen
Mange af Woody Allens New York-film, især 'Manhattan' (1979), fremstiller metropolen igennem et nostalgisk og romantisk filter. De foregår i et jødisk, intellektuelt overklasse-miljø omkring Central Park, og der er stort set ingen bevidsthed om det kaos, der foregik i de fattigere bydele på samme tidspunkt.
Så New York er altså en sammenfiltring af utallige fortællinger skabt og skrevet af mennesker, der alle har forsøgt at påtvinge byen deres forestillinger om orden og at kontrollere vildnisset i et disciplineret miljø. Men forestillingen om at være i stand til at læse, kapere og forstå byen er udelukkende teoretisk. Et billede af New York set ovenfra ser struktureret og organiseret ud, men det er kun på grund af afstanden – vi ser kun grid-strukturen og husblokkene – byens liv og dens skikke fortsætter nedenunder i gadernes kaos.
Disse to kontrasterende forestillinger om New York opsummeres af Nicholas Christopher i sin bog om film noir og den amerikanske by, 'Somewhere in the Night':
»Enhver amerikansk by er altid fortællingen om to byer: overfladebyen, velordnet og funktionel, gennemsyret af skikke og rutiner, og så dens skygge: underbyen, der vrimler med dystre impulser og forbudte strømme, en verden af vold og kaos.«
Det vil være mere præcist at udvide denne binære læsning, for historien om New York er oftest fortællingen om overfladebyen og underbyen. Måske er det nemmest at tale om New York som en collage, som en samling af forskellige betydninger, der overlapper. Derfor er der mange eksempler på fortællinger, hvor den velordnede overfladeby filtres ind i den dystre underby. Og vi ser fortællinger, hvor underbyen, til trods for sine laster, mytologiseres som noget eksotisk og attråværdigt.
Tænk bare på The Pogues’ julesang 'Fairytale of New York' (1987). Eller sen-40'ernes New York i Salingers 'Forbandede ungdom', hvor den deprimerede og psykisk ustabile teenage-ramte Holden Caulfield vandrer hvileløst rundt mellem jazzklubber, Grand Central Station, ned af Broadway, leder efter ænderne ved søen i Central Park og kæmper sig igennem juleshopperne på 5th Ave.
'Byen brænder'
Det er netop sammenfiltringen af alle de forskellige diskurser og betydninger om New York, der er en af pointerne i Hallbergs 'Byen brænder'. Hvor de fleste af de klassiske New York-romaner har fokuseret på bestemte bydele, så er der en særlig type New York-roman, der prøver at indfange så meget af byen og dens modsatrettede som muligt. John Dos Passos gjorde det eminent i den modernistiske klassiker 'Manhattan Transfer'. Og Tom Wolfes 'Forfængelighedens bål' er den ultimative roman om New York i 1980'erne. Det er især Tom Wolfes roman, som 'Byen brænder' kan sammenlignes med. Ikke siden Wolfe har en roman forsøgt at præsentere så mange facetter af storbyen, hvad angår klasse, race, etnicitet og bydele. Her et kort oversigt over handlingstrådene i Hallbergs roman:
Det meste af handlingen foregår i New York fra december 1976 og et halvt års tid frem. Byen er gået bankerot, og selvom eliten stadig sidder på toppen, så vrimler det med stoffer og kriminalitet. Der er dog også en gryende punkbevægelse, der peger en anden vej end ren undergang. Midt i punkbevægelsen er Nicky Chaos, der har overtaget punkbandet 'Ex Post Facto' fra den tidligere leder Billy Three Sticks. Han hedder i virkeligheden William Hamilton Sweeney III og har gjort oprør mod sin stenrige borgerlige familie. Han har fundet sig en sort elsker – Mercer, en sort bondeknold fra Georgia, der er flyttet til storbyen med forfatterdrømme. Indtil de bliver realiseret, underviser han på en pigeskole.
Williams søster Regan er stadig en del af den rige elite. Hendes mand Keith har dog en affære med teenagerpigen Sam, som bliver forgudet af den nørdede teenager Charlie, der ligesom Sam er indfanget af punkmiljøet. Disse karakterers skæbne bliver knyttet sammen, da skud lyder fra Central Park nytårsaften 1976. Ind på scenen kommer også den garvede og polioforvredne politidetektiv Larry Pulaski, der er klar til pension men som ikke kan give slip på sagen. Og der er journalisten Ralph Groskoph, der også viser sig at have fat i den lange ende. Alle disse tråde peger frem mod den skæbnesvangre juli-dag i 1977, da et strømafbrud skaber kaos i millionbyen.
Hallberg går til opgaven med et imponerende ambitionsniveau. Han forsøger at inddæmme og kontrollere New York, ligesom mange andre før ham. Men fælles for stort set al litteratur om New York er det faktum, at byen altid vinder over ethvert forsøg på at kontrollere den. Byen har simpelthen sit eget liv, og mennesker skal ikke gøre sig nogle forhåbninger om at styre den. Den kendsgerning dukker også op flere steder i 'Byen brænder'. Her er det fra journalisten Ralph Groskophs manuskript, hvor han beskriver nogle af de aspekter af New York, som den fortabte forstadsteenager Sam finder skønhed i:
»halshuggede parkometre, psoriasis-ramte postkasser, biler uden ruder og hjul, den kendsgerning at New York bag det snorlige ansigt som byen viste verden, ikke var hverken helt i lod eller vater…«
Endnu mere undergangsagtigt bliver det for Regan, der som sagt tilhører en af byens rigeste familier. Dagen efter nytårsdrabet, der foregik få meter fra familiens eksklusive Upper East side adresse, fornemmer Regan, at det privilegerede overfladeliv, som Hamilton-Sweeney-klanen lever, netop blot er en overflade:
»For enden af en sidgade fik hun et glimt af lysene på Times Square, kolde og umenneskelige. Forbavsende så hurtigt pladsen tømtes for mennesker når kameraerne først var slukket. Hun ramtes af en pludselig vision af et vildnis der overtog byen. Sneen ville blæse væk og afsløre slyngplanter der voksede hen over husene, pumaer på jagt ved nedgangen til subwayen. Ikke den naturlige tingenes orden, men kaos: børn der gjorde oprør mod deres forældre, biler der styrtede gennem jordfaldshuller i gaderne. Tomme butikskvarterer, bydele løbet over ende. Forarmede mennesker der så op fra deres skjul i byens smøger og sidegader, som vaskebjørne i skæret fra forbipasserende biler, poterne presset sammen, ansigterne indsmurt i blod« (side 110-111).
'Byen brænder' er altså en klassisk New York-roman i den tunge ende af skalaen. Hallberg vil have det hele med, og resultatet bliver selvsagt overvældende og til tider næsten udmattende. 'Byen brænder' er over 1.000 sider i den danske oversættelse. Det er bare med at komme i gang. Skriv gerne jeres indtryk her.
Kilder
Neil Campbell & Alistair Kean. 'The American City' i American Cultural Studies, 4th ed. 2016.
Nicholas Christopher. 'Somewhere in the Night: Film Noir and the American City'. 1997.
Garth Risk Hallberg. 'Byen brænder'. Oversat af Mich Vraa. Lindhardt og Ringhof. 2016.
Philipe Lapote, red. Writing New York: 'A Literary Anthology'. 2008
Christopher Mulvey & John Simmons, red. New York: 'City as Text'. 1990.
Francois Weil. 'A History of New York'. 2004
