1864-Monrad var ikke så gal, som vi tror

Så man Ole Bornedals tv-serie 1864, fik man indtryk af, at toppolitikeren D.G. Monrad var totalt verdensfjern og rabiat – men det var faktisk ikke tilfældet.

Rasmus Glenthøj, adjunkt ved Institut for Historie, Syddansk Universitet, har undersøgt, om han kunne finde dækning for eftertidens billede af Monrad og de andre nationalliberale politikere i de historiske kilder. Det kunne han ikke.

Efter nederlaget i 1864 blev Monrad udpeget som den skyldige. En utilregnelig mand, som krævede Danmark til Ejderen og sendte danske mænd i døden for en utopisk sag. Men virkeligheden var mere nuanceret.

»Ting er jo ofte komplicerede, og efter mine kildestudier kan jeg nu argumentere for, at den gængse udlægning ikke holder. Der er ingen tvivl om, at en ophidset nationalistisk offentlighed krævede 'Danmark til Ejderen'. Men jeg fandt ud af, at der var forskel på, hvad politikerne sagde offentligt, og hvad de rent faktisk mente,« siger Rasmus Glenthøj.

Nationalliberale ønskede fredelig deling

Da historikeren i 2011 satte sig for at undersøge konsekvenserne af 1864, begyndte han at læse de gamle kilder.

Det gik da op for ham, at mange historikeres tolkning af 1864 ubevidst er blevet farvet af den politiske kamp, der opstod i krigens kølvand. En kamp, hvor det negative syn på de nationalliberale vandt, hvorefter eftertiden bedømte dem ufortjent hårdt.

(Se mere om den politiske kamp efter 1864 i videoen: Forsker: Vi tillægger 1864 for stor betydning)

I dokumenter, som offentligheden aldrig fik at se, kunne Rasmus Glenthøj imidlertid læse, at de nationalliberale politikere om nødvendigt var parate til at dele Slesvig, hvor mange talte dansk. Målet var en gang for alle at få skrinlagt grænsestriden ved at trække en endelig grænse mellem Danmark og Tyskland.

De nationalliberale frygtede nemlig, at Danmark ville gå under, når det løse tyske forbund, som hertugdømmerne Holsten og Lauenborg var med i, blev omformet til en mere fast tysk statsdannelse.

Den ville kunne gøre krav på Slesvig og derved svække Danmark så meget, at landet ville gå under.

»Vi har interne dokumenter, der viser, at de nationalliberale allerede overvejede en fredelig deling i 1860 og 1861. Men de turde i sidste ende ikke, fordi folkeviljen og kongen var imod det. Frederik VII havde på det her tidspunkt stadig reel magt, og han ville have afskediget regeringen på stedet. Så de nationalliberale indså, at en deling ikke kunne komme på tale i fredstid,« siger Rasmus Glenthøj.

Sagde én ting, men ville noget andet

De nationalliberale var stort set alle enige om en deling af Slesvig. Men de var ikke enige om, hvor grænsen skulle gå.

Kunne man rejse tilbage i tiden og spørge de forskellige politikere, ville man få forskellige svar alt efter omstændighederne og hvilken mand, man greb fat i.

»Men de fleste nationalliberale var reelt villige til at dele Slesvig et eller andet sted, hvis det kunne skaffe en endelig løsning på striden – og derved sikre Danmarks eksistens og uafhængighed af Tyskland.«

»Enkelte historikere har været inde på det aspekt tidligere, men langt de fleste har overset den vigtige pointe. De fleste historikere har derimod skrevet, at de nationalliberale var totalt afvisende over for en deling. Det var rigtigt, hvis man kun ser på, hvad de sagde offentligt. Men forkert, hvis man ser på, hvad de sagde internt,« fortæller Rasmus Glenthøj.

Med andre ord var D.G. Monrad og den daværende nationalliberale statsminister C.C. Hall politikere – eller populister om man vil – som sagde det, folk og konge gerne ville høre. Men i virkeligheden havde de et mere nuanceret syn på sagerne.

»Man kan drage en parallel til debatten om efterlønnen for få år siden. For nogle år siden sagde de danske politikere, at de aldrig ville afskaffe efterlønnen. Men de mente sandsynligvis noget andet, der bare ville være utrolig upopulært at sige til befolkningen. Og de vidste, at de meget vel kunne tabe et valg på at sige, hvad de i virkeligheden mente,« siger Rasmus Glenthøj.

Noget ekstraordinært skulle til: krig

Som i tilfældet med efterlønnen var politikerne i midten af 1800-tallet klar over, at noget ekstraordinært skulle til, hvis befolkningen skulle overtales til en deling af Slesvig.

I 2008 kom finanskrisen, og et efterlønsindgreb blev 'solgt' til befolkningen som en nødvendighed, der kunne redde dansk økonomi. I 1860'erne så politikerne en krig som den udtagelsestilstand, der:

• ville tvinge de neutrale stormagter – England og Frankrig – ind som mæglere i striden,
  
• og som kunne sælge en fredelig deling af Slesvig til befolkningen og kongen.

»Siden 1857 havde de danske politikere forsøgt at få de neutrale stormagter til at mægle mellem Danmark og de tyske stater, så der kom en afklaring uden krig. Men stormagterne mente ikke, sagen var akut nok, så danskerne og tyskerne måtte klare det alene.«

»Vi har flere kilder, der viser, at den danske regering på det tidspunkt vurderede, at truslen om en krig ville bringe de neutrale stormagter ind i sagen,« siger Rasmus Glenthøj.

Statsministerens højre hånd: Krig kan føre til deling

Peter Vedel, der var statsminister C.C. Halls højre hånd, skrev til ambassadøren i Berlin, at hvis der kom en krig, kunne det føre til en deling af Slesvig. For så kunne man tvinge kongen og folket til at acceptere den ellers upopulære løsning.

»Planen forudsatte implicit international mægling, hvilket Vedel dog ikke skrev direkte i brevet. Men den svenske ambassadør i København, Henning Hamilton, nedskrev, at indenrigsminister Orla Lehmann i sommeren 1863 fortalte ham, at man var parat til at tage en konflikt – også selvom det betød krig. En krig ville nemlig føre til international indgriben og dermed mægling, som kunne løse problemet.«

»Politikerne var klar over risikoen for en krig. Men skulle den komme og falde uheldigt ud for Danmark, forventede de international mægling. Det havde været normen i europæisk politik lige siden Wienerkongressen i 1814-1815 – og i den forbindelse ville man kunne opnå en deling af Slesvig,« siger Rasmus Glenthøj.

Danmark kunne have fået den nuværende grænse

Det kan tilskrives mange faktorer, at Danmark alligevel ikke kunne forhandle sig til en deling af Slesvig, da krigen brød ud. Men en af de vigtige faktorer var, at Monrads regering – som tog over efter Halls regering i 1863 (se boks) – ønskede, at grænsen skulle gå meget længere mod Syd, end den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck kunne acceptere.

»Meget taler for, at hvis Hall stadig havde været ved magten, så havde man fået en deling af Slesvig i 1864 med en grænse som den i dag – eller måske med Flensborg. For det var foreneligt med Bismarcks syn på sagerne,« siger Rasmus Glenthøj.

Så på et punkt støtter adjunkten eftertidens kritik af D.G. Monrad: Da det under krigen i 1864 rent faktisk lykkedes at få en international konference i London, udviste den nationalliberale frontkæmper dårligt boldøje. Han sprængte konferencen ved ikke at acceptere en deling af Slesvig ved den nuværende grænse. Derfor fortsatte krigen.

»Monrad frygtede, at en nordlig deling ville svække Danmark så meget, at staten på kortere eller længere sigt ville gå under. Derfor var han parat til at løbe en risiko og sprænge den internationale konference i London. Det var den beslutning, der fik katastrofale følger,« siger Rasmus Glenthøj.

Monrad havde uklart forhandlingsmandat

Da jeg gik igang, troede jeg også, at de nationalliberale politikere var urealistiske. Men da jeg kom mere ind i tingene, så jeg, at det ikke var sådan i alle tilfælde.

Rasmus Glenthøj

Man kan imidlertid forsvare Monrad med, at han havde et uklart forhandlingsmandat. Regeringen var en samlingsregering med både nationalliberale, konservative og folk fra Venstre. Så der var dyb internt splittelse omkring spørgsmålet.

Derudover var Kongen og statsminister Monrad lodret uenige om hvilken politik, man skulle føre.

• Kong Christian IX var parat til at acceptere foreningen af Slesvig-Holsten, hvis hertugdømmerne accepterede ham som overhoved.
  
• D.G. Monrad ville have en grænse ved indfjorden Slien syd for Dannevirke i Sydslesvig i det nuværende Tyskland.
  
• C.C. Hall og andre stærke nationalliberale stemmer kunne acceptere en grænsedragning som ligner den, vi har i dag.
  
• For at forplumre det hele endnu mere, betragtede både Hall og Monrad det som en mulighed, at Danmark kunne indgå i en nordisk union med kong Karl 15. af Sverige-Norge som dansk konge.

»Alt i alt skabte det en virkelig håbløs situation, som efterlod et totalt uklart forhandlingsmandat for den danske regering. Derfor skal man passe på med at sige, at alle nationalliberale var komplet gale. Pointen er, at verden ikke er sort og hvid. Den er fyldt med gråtoner.«

»Skal vi forstå, hvordan politik fungerer, skal vi ikke kun se på, hvad politikerne siger offentligt. Det gælder dengang som nu,« siger Rasmus Glenthøj.

Kollega: Her er jeg uenig med Glenthøj

Hans Vammen, lektor emeritus ved Saxo Instituttet, Københavns Universitet, er en af de andre historikere, der har skrevet om 1864. Han har sat sig ind i Rasmus Glenthøjs bog om 1864.

»Jeg kender Rasmus Glenthøjs synspunkter. Hvis vi tager Hall og Monrad først, er vi umiddelbart enige om, at Hall før krigen havde en uofficiel plan på grund af den massive opinion: Kunne man tabe med ære på slagmarken, kunne de internationale magter træde til og gennemtvinge en deling af Slesvig. Og vi er vist også enige om Monrads ansvar for Londonkonferencens sprængning, selv om Rasmus ser mere positivt på Monrad end jeg gør«, siger Hans Vammen.

Til gengæld er han uenig med Rasmus Glenthøjs udlægning på to andre punkter:

1. Glenthøj overser, at de nationalliberale faktisk selv var med til at skabe den opinion, som var skyld i, at en fredelig grænsedragning blev umulig. Det var deres egen presse, der var med til at opildnede befolkningen. Så helt uskyldige var de ikke.
   
2. Rasmus Glenthøj har ikke taget højde for, at hvis Slesvig skulle deles, så ville det betyde, at den del, der kom ind under Danmark, skulle have samme demokratiske rettigheder som kongeriget havde fået med Grundloven fra 1849. Det var de nationalliberale imod. De var ’åndsaristokrater’ og ønskede ikke at udbrede et demokrati, hvor også bønderne havde magt. De nationalliberale ønskede derimod, at det nye område skulle have begrænset valgret, som det med fællesforfatningen i 1855 var blevet vedtaget, at områder uden for kongeriget skulle have. Derfor gennemførte de den ligeledes udemokratiske og traktatstridige Novemberforfatning 1863, som blev prøjseres påskud for krigen. Det motiv vægter Hans Vammen tungere end Rasmus Glenthøj.

Læs mere om baggrunden for de forskellige udlægninger af 1864 i artiklen: '1864: Derfor er historikerne uenige om historien'

Rasmus Glenthøjs bog '1864 – Sønner af Slagne' fortæller hele historien om den politiske optakt til 1864-krigen og det politiske postyr, som efterfølgende førte til, at D.G. Monrad og de andre nationalliberale blev sværtet til for eftertiden.