1864: Derfor er historikerne uenige om historien
Historikere er 150 år efter krigen i 1864 stadig ikke enige om, hvad der egentlig skete. Uenighed er uundgåelig, mener en 1864-forsker.

Her ses dele af Sønderborg, som ligger i ruiner efter preussernes bombardement. (Foto: <a href="http://www.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object194720/da/" target="_blank">Georg E. Hansen, Det Kongelige Bibliotek</a>)

De danske skanser ved Dybbøl lå kl. 03:00 18. april 1864 sønderbombet, efter preusserne i over en måned havde sendt titusindvis af granater ind over området. kl. 04:00 begyndte det sidste bombardement.

Kl. 10:00 stoppede granaterne med at falde, og 37.000 preussiske soldater stormede de ødelagte skanser. Her ventede 11.000 danske soldater.

I de næste fire timer forsøgte de at holde overmagten tilbage, indtil de mod politikernes vilje måtte redde sig i sikkerhed på Als.

Seks måneder senere stod danskerne op til et Danmark, der var blevet en reel miniputstat.

Afståelsen af Slesvig og Holsten, samt den nye dansk/tyske grænse ved Kongeåen havde reduceret landet med 33 procent.

Disse fakta og begivenheder er der i dag ikke megen tvivl om blandt historikerne. Men årsagerne til og forklaringerne på, hvorfor udfaldet blev, som det gjorde, er der stadig uenighed om. Det skyldes især, at hver historiker opfatter verden forskelligt, forklarer en historiker.

»Historien kan ikke forklare sig selv. Begivenhederne er der, men årsagen og sammenhængen forklarer ikke sig selv, og de bliver forskellige, alt efter hvordan historikerne opfatter verden,« siger Hans Vammen, der er lektor emeritus i historie fra Saxo Instituttet på Københavns Universitet.

LÆS OGSÅ: Professor: Det er ok at fortolke historien om 1864

Hvem havde ansvaret for krigen?

Fakta

Tidslinje over krigen i 1864

1. februar - Preussen og Østrig har en hær på 60.000 mand liggende lige syd for Danevirke, hvor 40.000 danske soldater venter.

4. februar - Danevirke rømmes, fordi den ikke kan holdes. På tre dage vandrede de danske soldater de 40 kilometer til Dybbøl.

15. marts - Preusserne begyndte deres ustandselige bombardement af de danske stillinger. Det fortsatte indtil 18. april.

14. april - De danske generaler bønfaldt politikerne om at måtte trække hæren over på Als. Det kunne der ikke være tale om.

18. april - Preusserne indledte et seks timer langt bombardement af skanserne. Kl.10:00 stormede 37.000 preussiske soldater de danske stillinger.

30. oktober - Danmark mister hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og den dansk/tyske grænse trækkes ved Kongeåen.

Kilde: Den Store Danske

Hans Vammen deltog sammen med den tidligere rigsarkivar Johan Peter Noack og adjunkt Rasmus Glenthøj fra Syddansk Universitet i en debat tirsdag 18. november i Det Kongelige Bibliotek, der blandt andet handlede om, hvorfor krigen i 1864 opstod.

Et af de springende punkter, hvor historikerne er uenige, er placeringen af ansvaret for krigen.

Var det udelukkende de danske politikeres storhedsvanvid, der var skyld i krigen, eller havde kongen en andel i krigens begyndelse?

»Christian IX forsøgte at få regeringen til at underskrive en beslutning om at udskyde krigen, men det gik ikke. Kongen bestemte altså ikke, at der skulle være krig. Jeg mener derfor, at mine kolleger lægger alt for stor vægt på kongens myndighed på dette tidspunkt,« sagde Hans Vammen som svar på, hvem der tog beslutningen om krig.

Til det svarede Rasmus Glenthøj, at Grundloven faktisk tydeligt placerer det endelige ansvar.

»Der er en selvmodsigelse her. Ifølge Grundloven har kongen det brede ansvar for de beslutninger, der bliver truffet. Men det er korrekt, at der var en magtkamp mellem kongen og regeringen,« sagde Rasmus Glenthøj.

Kilderne vægtes forskelligt

Historikerne i debatten har haft de samme kilder til rådighed, i form af breve, dagbøger og protokoller fra statsrådet, men alligevel er de meget uenige om forskellige forhold før, under og efter krigen i 1864.

Hans Vammen forklarer, at det kan skyldes valget af kilder, som man bruger i sin tolkning af begivenhederne.

Sådan så Dybbøl Mølle ud efter 18. april, hvor preusserne for alvor rykkede ind i Danmark. (Foto: <a>Det Kongelige Bibliotek&lt;/a&gt;)

»Vi danner os under læsningen en helhedsopfattelse og vælger så de kilder, kendsgerninger og begivenheder ud, som vi mener kan støtte den forklaring, vi ønsker. Vi lægger derfor mindre vægt på, eller udskyder de kendsgerninger, som ikke passer ind i vores helhedsopfattelse,« siger han.

Man kan ikke undgå uenighed

Men bør man som historiker ikke undgå alt for mange uenigheder, hvis vi skal have et ordentligt billede af historiens gang?

Til det spørgsmål svarer Hans Vammen, at det stort set er umuligt at undgå uenighed blandt historikerne, selvom man faktisk har forsøgt at mindske den.

»Der har tidligere været retninger, som ville gøre historievidenskaben objektiv. Det skete blandet andet i 1800-tallet, hvor naturvidenskabens frembrud betød, at humanisterne forsøgte at gøre sig objektive. Men i tiden efter 2. Verdenskrig blev stort set alle historikere enige om, at en objektiv historieskrivning ikke findes,« siger han.

Religion og politik ændrer synet på historien

Forklaringerne på historiske begivenheder og personerne involverede i dem har ændret sig gennem tiden.

For eksempel betød religiøse forhold enormt meget for, hvordan man tolkede på historiske begivenheder tidligere, men historikernes forskellige menneskeopfattelse kan også spille en rolle for udfaldet.

»Hvis vi går lidt tilbage i tiden, var det de religiøse forhold, der betød meget for synet på historien. Samtidig har historikerne forskellige opfattelser af, hvad der motiverer menneskers handlinger, og det har en betydning, når man skriver historiske værker og psykologiske portrætter, som jeg gør. Desuden har den politiske magt også altid spillet en rolle i historieskrivningen og forskningen,« siger han.

Hans Vammen giver to eksempler på, hvordan religiøse forhold og den politiske magt har spillet ind på historikernes syn på historien. 

Fakta

Lyt her til debatten mellem historiker Hans Vammen, forhenværende rigsarkivar Johan Peter Noack og adjunkt Rasmus Glenthøj.

»Middelalderens korstog blev tidligere set som de kristnes retfærdige kamp mod de hedenske muslimer, i dag forklares korstogene med sociale, økonomiske og kulturelle faktorer,« siger han.

Den politiske magt har ifølge Hans Vammen gennem tiden blandt andet brugt historikerne til at retfærdiggøre deres politik ved at henvise til historien.

Den nationale historieskrivning er varieret

Et andet forhold, der gør sig gældende, når man ser på historiefaget, er de enkelte lande. Ifølge Hans Vammen skriver hvert land deres historie ud fra deres synspunkt.

»Der er stor forskel på den nationale historieskrivning i forskellige lande, det giver selvfølgelig også nogle forklaringer og fortolkninger af historiske begivenheder, som er forskellige,« siger han.

Forskellene i den nationale historieskrivning kom selvfølgelig også til udtryk, da krigen i 1864 var slut, fortæller Hans Vammen.

»Krigen i 1864 så tyske historikere som en reaktion på dansk undertrykkelse af hertugdømmerne. Danskerne så den derimod som et tysk overgreb. Senere er det blevet mere nuanceret, som det fremgik af vores debat,« siger han.

Der er altså dele af historien omkring 1864, der ikke er til diskussion, men samtidig vil der være forhold, hvor historikerne måske aldrig vil komme til enighed om, hvad der skete.  

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone. 'Vov at vide'-serien er produceret med økonomisk støtte fra og i samarbejde med Danmarks Frie Forskningsfond.





Det sker