Tenniskommentatorer og andre fans af den noble sport taler om, at kvindelige tennisspillere er mindre stabile end mandlige tennisspillere. Kritikken lyder på, at de kvindelige favoritter ofte ryger hurtigere ud af turneringerne, end det er tilfældet hos mændene.
Specielt danske Caroline Wozniacki har været udsat for kritikken. Efter et godt forår er hun netop røget ud i første runde af WTA-turneringen Rogers Cup i Toronto, og i sidste uge blev hun som topseedet slået ud allerede i første kamp i WTA-turneringen i Stanford i USA.
Men nu er der hjælp på vej til Miss Sunshine fra en uventet kant: Et nyt studie viser, at der ganske vist er forskel på, hvor tit kvindelige og mandlige tennis-favoritter taber, men at den forskel skyldes kampens længde snarere end spillerens køn. Det skriver EurekAlert.
»Vores resultater peger på, at forskellen i stabiliteten hos kvindelige og mandlige tennisspillere slet ikke skyldes deres køn, men at der er forskel på kampformaterne (kampens længde, red.) i de store turneringer (Grand Slams, red.) som Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open for henholdsvis kvinder og mænd,« siger Stephanie Kovalchik, ph.d. i biostatistik fra RAND Corporation, som har lavet det statistiske arbejde, til EurekAlert.
Den grundlæggende forskel på kampformaterne ved Grand Slams er, at mænd spiller bedst af fem sæt, mens kvinderne spiller bedst af tre sæt.
Mænd lider præcis samme nederlag
Stephanie Kovalchik og hendes kollegaer har kigget på tenniskampe spillet mellem 2010 og 2014, og forskerne har set på flere forskellige typer af nederlag, som en tennisspiller kan komme ud for. For eksempel:
'Upsets' er når en undertippet spiller vinder over favoritten. Det skete i 31,5 procent af kvinde-kampene og 29,6 procent af herre-kampene. Den forskel var dog udlignet, hvis Grand Slam-kampene (hvor længden af kampen er forskellig) ikke blev talt med.

'Streaks' er det maksimale antal kampe den enkelte tennisspiller vinder i træk. Her var gennemsnittet af 'streaks' lige lange for henholdsvis kvinder og mænd.
'Letdowns' er når en spiller går direkte fra at vinde en turnering til at blive slået ud i første runde af den næste turnering. Risikoen for dette var højere hos kvinder, men kun når der var tale om Grand Slam-turneringer. I andre turneringer var risikoen for 'letdowns' de samme hos kvinder og mænd.
Det er altså kun i Grand Slam-turneringerne, at forskellen mellem mænd og kvinder opstår.
Forskerne bag studiet mener, at den overordnede forskel i 'upsets' skyldes, at de mandlige tennisspillere har bedre forudsætninger for at vinde deres kamp mod undertippede spillere, jo længere kampene er. Derfor nyder de godt af Grand Slam-tuneringerne, hvor de spiller længere kampe, end kvinderne gør.
»Når vi snakker sammenligning af kvinders og mænds atletiske præstationer, siger mine resultater, at der er to stærke tilbøjeligheder blandt tenniskommentatorer: Man vægter præstationer i Grand Slam-turneringer højere, og man anderkender ikke i tilstrækkelig grad de forskelle, kønnene er underlagt,« siger Stephanie Kovalchik til EurekAlert.
Stephanie Kovalchik har netop fremlagt sine undersøgelser på konferencen JMS 2015 i Seattle, USA. På konferencen fremlægges alverdens statistiske undersøgelser.
Artiklen er opdateret 13. august 2015 kl. 10.35


































