Måske har du hørt om den berømte Stanford-eksperiment fra 1971, hvor 24 mandlige studerende blev spærret inde i en kælder og inddelt i to grupper – henholdsvis fanger og fangevogtere.
Forskerne var nødt til at afbryde eksperimentet, fordi fangevogterne efter ganske få dage begyndte at opføre sig så modbydeligt, at det ikke længere var forsvarligt at fortsætte.
Stanford-eksperimentet er blandt andet blevet brugt til at forklare, hvorfor så mange mennesker begik grusomheder i Nazi-Tyskland. Forskernes konklusion var nemlig, at alle kan blive sadister og tyranner, hvis situationen byder sig.
De nye afsløringer om Stanford-fængselseksperimentet så dagens lys i juli 2018 i en artikel af Ben Blum i netmagasinet Medium. Han interviewede flere af forsøgets deltagere på ny og gennemgik gamle arkiver ved Stanford University.
»Det mest berømte psykologistudie nogensinde var fup,« skriver Ben Blom.
Hvad er det egentlig, som er dukket op, og hvordan skal vi forholde os til det berømte eksperiment i lyset af afsløringerne?
\ Læs mere
Fik besked på at holde ro og orden
I 1971 blev 24 mandlige studerende rekrutteret til et eksperiment.
Kælderen ved Stanford University blev indrettet som et fængsel og de studerende tilfældigt inddelt i to grupper: Fanger og fangevogtere. Studiet blev ledet af socialpsykologen Philip Zimbardo.
Fangevogterne blev iklædt uniformer og mørke briller for at give dem følelsen af autoritet. Fangerne blev arresteret i deres hjem og bragt til universitetskælderen, hvor de blev afklædt og desinficeret.
Det var meningen, at fængselsopholdet skulle være to uger, og at fangevogterne skulle arbejde i skiftehold på 8 timer. Fangevogterne fik besked på at holde orden.
Fangerne måtte for eksempel ikke gå på toilettet mere end tre gange om dagen, de skulle stille til optælling med jævne mellemrum og blev serveret tre enkle måltider.
Rengjorde toiletter med de bare hænder
Fangevogterne begyndte hurtigt at herse rundt med fangerne, som svarede igen med modstand og oprør. Fangevogterne måtte derfor finde en måde at sætte sig i respekt.
Og så strammede forholdet mellem de to grupper til.
Vagterne lagde udspekulerede planer for, hvordan de kunne herse rundt med fangerne. Det startede ganske vist som lidt af en leg, men ifølge Philip Zimbardi udviklede det sig i de efterfølgende dage til noget helt andet.
Vagterne fandt på stadig mere opfindsomme måder at nedværdige fangerne. De fik deres studiekammerater til at rengøre toiletterne med de bare hænder, fratog dem senge og tøj samt forstyrrede deres søvn.
Eksperimentet blev afbrudt efter seks dage, da psykologen Christina Maslach blev vist rundt i ‘fængslet’. Hun var vidne til fanger, der marcherede rundt, bundet sammen med en lænke og papirposer over hovedet, og hun var så foruroliget over det, hun så, at hun bad Philip Zimbardo om at standse eksperimentet øjeblikkeligt.
Adskillige fanger havde allerede fået lov til at forlade kælderen; angiveligt som følge af psykiske sammenbrud.
Ideerne kom fra en tidligere fange
Stanford-fængselseksperimentet fik efterfølgende stor opmærksomhed, og Philip Zimbardo blev ophøjet som ekspert i menneskelig ondskab.
Men nu viser det sig, at vigtig information bevidst blev udeladt fra fortællingen.
Philip Zimbardo har hele tiden hævdet, at det var de studerende selv, som udviklede den autoritære og hensynsløse adfærd. Det var, som om deres indre ondskab så at sige boblede op til overfladen.
I forsøget på at gøre eksperimentet realistisk, talte Philip Zimbardo med den tidligere fange Carlo Prescott, som kom med de fleste ideer til, hvordan fangevogterne skulle behandle fangerne.
Allerede i 2005 skrev han en artikel i avisen The Stanford Daily med titlen ‘The Lie of the Stanford Experiment’:
»Ideer som at placerer poser over fangernes hoveder, binde de indsatte sammen med lænker og bruge bøtter i stedet for toiletter, er alle mine erfaringer fra San Quentin-fængslet, som jeg delte med professorerne bag Stanford-eksperimentet flere måneder før, det blev påbegyndt. At påstå, at fangevogterne selv fandt på disse ofte anvendte metoder, er absurd,« skrev Carlos Prescott.
Fangevogterne blev altså lært op og vejledt.
Også de involverede har kritiseret eksperimentet. Men på trods af deres vidnesudsagn og kritik fra fagfæller blev eksperimentet alligevel anvendt i psykologi-lærebøgerne.
Alle fangevagter skal være ‘benhårde’
Ved at lytte til gamle lydoptagelser kunne journalisten Ben Blum afsløre, at fangevogterne blev anbefalet at være strenge.
David Jaffe var studerende og spillede en central rolle i eksperimentet. Han havde tidligere selv udført et mindre, lignede studie, som Philip Zimbardo lod sig inspirere af.
David Jaffe havde hovedrollen som opsynsmand i fængslet og var meget opsat på, at fangevogterne var strenge for at eksperimentet kunne fungere.
I en lydoptagelse, som nu er kommet frem, kan man høre David Jaffe irettesætte en fangevogter, som ikke er streng nok,
»Han siger, at alle fangevogterne skal være såkaldte ‘benhårde fangevogtere’.«
En forsøgsdeltager siger, at han ikke er så hård, men David Jaffe beordrer ham til at finde den side af sig selv frem.
»Hør her, dét, jeg mener med hård, er, at du skal være streng, og du skal være der, hvor det sker. Det er meget vigtigt for eksperimentet. Målet er, at det skal virke som et rigtigt fængsel, så fangevogternes adfærd er afgørende,« sagde David Jaffe.
Ben Blum skriver, at eksperimentet egentlig begyndte dagen før, fangerne ankom til fængselskælderen. Fangevogterne var tidligere blevet orienteret om, hvordan de skulle opføre sig. De fik at vide, at det var deres opgave at få fangerne til at føle sig hjælpeløse.
»Vi må ikke torturere eller misbruge dem fysisk,« sagde Philip Zimbardo.
»Vi kan skabe kedsomhed. Vi kan skabe en følelse af frustration. Vi kan til en vis grad skabe frygt. Vi har total kontrol over situationen. De har ingen.«
Spillede skuespil
Allerede den følgende dag fik en af fangerne et dramatisk ‘psykisk sammenbrud’.
Det er blevet brugt som et slående eksempel på den kraftfulde effekt, eksperimentet havde på deltagerne.
Douglas Korpi har efterfølgende forklaret, at episoden bare var dårligt skuespil. Han havde sagt ja til at deltage i eksperimentet, fordi han gerne ville tjene nogle penge og tænkte, at han ville få god tid til at læse til eksamen.
Men da fangevogterne tog lærebøgerne fra ham den allerførste dag, frygtede han, at eksamen ville gå i vasken, hvis han ikke kom ud. Som sidste udvej agerede han psykisk ustabil og blev sat fri.
En anden, som spillede skuespil, var den strengeste fangevogter, der blev navngivet ‘John Wayne’.
Dave Eshleman havde studeret teater og anså eksperimentet som en øvelse i improvisation.
»Jeg troede, jeg gjorde det, som forskerne ville have, jeg skulle gøre, og jeg ville gøre det bedre end alle de andre ved at spille en fængselsvagt-karakter.«
I interviewet med Ben Blum fortæller Dave Eshleman, at han fortryder det, han gjorde.
»Jeg gik langt over stregen,« indrømmer han.
Juraprofessor vil fjerne eksperimentet fra egen bog
De nye afsløringer slår benene væk under Philip Zimbardos konklusioner. Det var nemlig ikke rollen og situationen i sig selv, som var drivkraften bag fængselsvagternes grusomme adfærd.
Hans Petter Graver er én af de mange, som har benyttet Stanford-eksperimentet som eksempel i en fagbog. Han er professor ved det juridiske fakultet ved Universitetet i Oslo og har skrevet bogen ‘Hva er rett’.
Han fortæller, at han vil fjerne henvisningen til Stanford-fængselseksperimentet i bogens næste oplag.
»Forhold knyttet til Zimbardos metode og konklusioner er blevet afsløret, som viser, at det ikke er et reelt eksperiment. Det er to grunde til, at det ikke kan bruges som eksempel. Den ene grund er, at studiet ikke underbygger det, som det påstår at underbygge; den anden grund er for at tage afstand til denne type videnskabelig praksis.«
Hans Petter Graver uddyber:
»Zimbardo hævdede, at en spontan adfærd udviklede sig blandt fangevogterne, da han satte eksperimentet i gang, som kan forklare, hvordan en autoritetsrolle kan få mennesker til at foretage uacceptable ting.«
»Nu viser det sig så, at det slet ikke var en spontan udvikling. Fangevogterne blev instrueret i, hvordan de skulle undertrykke fangerne og skabe ubehagelige situationer. Og så forsvinder en stor del af pointen, og læseren af studiet bliver bedraget.«
»Klar holdning til fusk«
Hans Petter Graver fortæller, at der er ting, som tyder på, at Philip Zimbardo godt var klar over, at fangen, som havde det første sammenbrud, spillede skuespil.
»Og så er det helt uredeligt, at han alligevel skriver om denne persons udvikling i projektet.
Hans Petter Graver mener ikke, at det giver mening at analysere eksperimentet på ny, nu da man har fået kendskab til, hvad forsøgsdeltagerne blev instrueret i.
»Jeg synes, at hele pointen i at diskutere enkeltheder i studiet er helt væk, nu da det viser sig, at det er baseret på fusk. Eksperimentets troværdighed er væk, og det bidrager desuden til at undergrave tilliden til forskningen generelt. Så her mener jeg, at man bør have en klar holdning til, at det er blevet afsløret som værende fusk, og at det derfor ikke kan anses som videnskabeligt arbejde.«
»Vi kan fortsat lære af studiet«
Sigrun Marie Moss er forsker ved Psykologisk Institut ved Universitetet i Oslo og har arbejdet meget med politisk ledelse i Afrika i løbet af konfliktsituationer.
Hun kender godt til Stanford-fængselseksperimentet og har læst adskillige artikler om studiet, der har afsløret kritiske informationer, og hun mener, at studiet skal ses i lys af den tid, hvor det blev udført.
»Vi skal først afklare, hvad det er, vi nu diskuterer. Er det, at Zimbardo skjuler noget, som skete? Eller er det, at eksperimentet beviser andre aspekter, end det som Stanfors-forskerne hævdede?«
Sigrun Marie Moss mener, at der i projektet bliver sat relativt simple lighedstegn mellem det at befinde sig i en magtposition og hensynsløs adfærd.
»Men hvis der er noget, som dette studie viser os, så er det i stedet, hvordan en autoritetsfigur potentielt kan overtale andre til at gøre ting på trods af etiske og moralske aspekter. Det er et afgørende element, som man kan observere i forbindelse med krig, konflikt og mobning.«
Sigrun Marie Moss mener, at det er vigtigt, at alt kommer frem, så alle studiets fejl og mangler kan tages op i psykologifaget.
»Vi skal spørge os selv: Hvad er det, vi bliver ved med at lære fra os?«
Hun mener, at Stanford-eksperimentet stadig har værdi, hvis man ser lidt anderledes på det.
»Fangevogterne blev trænet op. Men i mange situationer, hvor vi står over for vold og frihedsberøvelse, er det netop tilfældet. Det er jo ikke sådan, at fangevogtere bare bliver ansat og kastet ud i situationer, uden at de har fået træning i, hvad de skal gøre, hvis folk eksempelvis ikke vil lystre.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
