Stol ikke på ingredienslisten, når du køber tatoveringsblæk fra en webshop.
I mange tilfælde er den forkert, og der er stor sandsynlighed for, at blækket indeholder skadelige stoffer, viser et nyt studie ifølge MedicalXpress.
I studiet har forskere analyseret 73 blækprøver, som de bestilte online. De undersøgte, hvad prøverne indeholdt, og om indholdet stemte overens med det, der stod på ingredienslisten.
- 93 procent af prøverne opfyldte ikke europæiske krav til, hvilken information forbrugerne skal have om indholdet. Der manglede oplysninger om udløbsdato, partinummer, renhedsgrad samt kontaktoplysninger til producenten.
- 61 procent af prøverne indeholdt uregistrerede, forbudte og skadelige stoffer.
- Alle prøver indeholdt potentielt skadelige metaller som nikkel og krom.
- 3 prøver indeholdt de skadelige stoffer arsen, bly og kviksølv.
- De fleste prøver indeholdt andet, end det der stod på ingredienslisten.
»Studiet viser, at tatoveringsblæk burde kontrolleres bedre, og at forbrugerne burde være mere forsigtige, « siger Yolanda Hedberg, der er lektor i kemi på University of Western Ontario i Canada, til MedicalExpress.
Ifølge forskerne bliver meget tatoveringsblæk solgt fra USA, hvor reglerne til hvad blækket må indeholde, og hvad forbrugerne skal oplyses om, er meget slappere end i Europa.

































