KORT NYT FRA DANMARK
Børns evne til at lære og udvikle sig i en daginstitution afhænger i høj grad af institutionens størrelse.
Det viser ny forskning, der fraråder at børn tilbringer hverdagen med mere end 100 andre piger og drenge. Det høje antal af børn er nemlig med til at skabe et stressende miljø, og det går i sidste ende ud over pædagogikken og børnenes indlæringsevne, skriver dr.dk.
»Ledere og politikere har argumenteret for de store institutioner med, at det vil give bedre ledelse, flere timer til børnene og et bredere fagligt miljø. Men vores undersøgelser viser, at det til en vis grad sker på bekostning af børnenes trivsel, læring og udvikling,« siger Grethe Kragh‐Müller, der står bag forskningen i en pressemeddelelse. Hun er til dagligt lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU).
Resultaterne er baseret på observationer af hverdagen i 12 forskellige daginstitutioner over længere tid.
Derudover har de indsamlet et stort datamateriale gennem spørgeskemaer og interviews.
Forskerne fastslår, at det ikke kun er børnene, som påvirkes af larmen, forvirringen og de mange indtryk. Også de voksnes pædagogiske evner forringes.
»Samlet set er den pædagogiske kvalitet i den konkrete dagligdag højere i de små institutioner end i de store,« siger Grethe Kragh-Müller i pressemeddelelsen.
Hun slår ned på, at de mindre institutioner i højere grad har fokus på nærvær og kontakt med børnene.
Det viser sig, at pædagogerne i de større institutioner ofte ikke kender alle børnene, og det gør det derfor svært at skabe de tætte relationer, som er nødvendige for at skabe et godt lærings- og udviklingsmiljø.
Alt peger altså på, at kommunerne bør tynde ud i de enkelte institutioners massive børneflokke. Alligevel svarer 3 ud af 4 kommuner ja til, at de har en eller flere daginstitutioner med over 100 børn, skriver dr.dk.
Udgivelsen af den videnskabelige forskningsrapport kan ses her: Pædagogisk kvalitet i små og store daginstitutioner
Læs også:
Børnehavens legetøj inficeret med skadelige bakterier
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv