‘Spiser du, som var det sommer året rundt? Det kan forvirre dit indre ur.’
Sådan lyder overskriften i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet (KU), og som en af forskerne, Thomas Mandrup-Poulsen, udtaler til TV 2:
»Når ens biologiske ur bliver forvirret, så kan organerne ikke fungere koordineret.«
Supermarkederne bør endda »hjælpe dem, der vil forbedre deres sundhed ved at spise efter sæson«, tilføjer forskeren fra KU.
Men kan det virkelig være skadeligt for mennesker for eksempel at spise jordbær om vinteren?
\ Hvad er det biologiske ur?
Det biologiske ur er et system, der styrer mange daglige rytmer i kroppen, for eksempel søvn, stofskifte, temperatur og hormonproduktion.
Påvirkning fra lys
Lyset spiller en stor rolle for det biologiske ur. Specielle celler i øjet (ganglieceller) har et lysfølsomt stof (melanopsin), som registrerer lys og sender signaler videre til hjernen.
På den måde påvirker lyset os med signalstoffer og ‘stiller’ uret til den rette tid hver dag.
Jetlag fra et forstyrret ur
Hvis den indre døgnrytme og den ydre lys-mørke-cyklus ikke passer sammen, kan man få det, forskere betegner som et ‘biologisk jetlag’.
Hvis skævheden varer ved (for eksempel på grund af skifteholdsarbejde eller livsstil), kan det øge risikoen for helbredsproblemer såsom hjerte-kar-sygdomme og diabetes.
Kilde: Ugeskrift for Læger

Nej, det er der intet, der tyder på i det nye studie, som KU og TV 2 omtaler.
Sådan lyder vurderingen fra en medieforsker og to sundheds- og ernæringsforskere, som har undersøgt påstanden for Videnskab.dk.
»Det er stukket af, og man er endt med påstande, der ikke kan understøttes af selve studiet,« siger en af dem, Dorthe Corfitzen Pedersen, der forsker i overvægt.
Det nye studie er baseret på mus. Men pressemeddelelsen fra KU henvender sig til os som mennesker og skriver ting som:
»Derfor kan det have betydning for vores sundhed, at vi spiser sæsonens lokalt producerede fødevarer.«
Men hvad kan man egentlig sige om sæsonspisning og sundhed?

Til at undersøge spørgsmålet har vi talt med følgende forskere:
- Dorthe Corfitzen Pedersen, forperson for Selskabet for Ernæringsforskning og forsker ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Region Hovedstaden
- Lotte Lauritzen, professor på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, hvor hun forsker i fedtstoffer og deres indvirkning på hjernen
- Kresten Roland Johansen, medieforsker og lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
- Thomas Mandrup-Poulsen, speciallæge og professor i immuno-endokrinologi ved Københavns Universitet

Da Dorthe Corfitzen Pedersen i første omgang så omtalen af det nye studie, tænkte hun:
»Fedt, at et studie om ernæring er nået så bredt ud. Det er jo det, man altid går og håber på som forsker.«
»Men så kiggede jeg lidt nærmere på det og opdagede det ‘spin’, som resultaterne er blevet udsat for.«
Udgangspunktet er en videnskabelig artikel om museforsøg med forskellige typer kost og lysforhold. Artiklen er skrevet af et internationalt hold af forskere fra blandt andet Københavns Universitet, og den er publiceret i det anerkendte tidsskrift Science.
Københavns Universitet har så skrevet en pressemeddelelse om resultaterne. TV 2 har taget historien op, og en af de danske forskere har deltaget i både tv-indslag og i en artikel på TV2.dk.
Og det er især formidlingen af studiets resultater, som kilderne kritiserer over for Videnskab.dk.
»Presseomtalen er stærkt overdrevet,« siger professor Lotte Lauritzen, der selv er ansat på Københavns Universitet.
»Der er altså stor forskel på mennesker og mus, og ud fra det her studie kan man derfor overhovedet ikke sige noget om, hvad vi bør spise.«
'Amerikaner-kost' fik mus til at stå senere op
I det nye studie har forskerne udsat mus for forskellige diæter og forskellige mængder lys for at efterligne skift i årstider og sæsonbestemte fødevarer.
Resultaterne viser en sammenhæng mellem kosttype og evnen til at tilpasse sig nye lysforhold. Især de mus, som fik meget fedtholdigt diæt, havde sværere ved at omstille sig fra sommerlys til vinterlys, lyder konklusionen.
Musenes søvn blev dårligere, de stod senere op end normalt. Men hvad kan man udlede af resultaterne?
Forskerne skriver selv i deres videnskabelige artikel, at noget lignende kan gøre sig gældende for mennesker.
De spekulerer i, at »forarbejdede fødevarer« med et højt fedtindhold, og som ikke er i balance med den årstid, hvor vi spiser dem, kan være årsag til »den høje forekomst af overvægt og søvnforstyrrelser i vores samfund«.
Men den slutning er der slet ikke dækning for, mener Lotte Lauritzen.
Hun fremhæver, at forskerne i forsøget har prøvet at imitere human ernæring med et højt fedtindhold - det, hun kalder en ‘amerikaner-kost’.
»Men det er helt uigennemskueligt for mig, hvordan deres resultater på nogen måde kan overføres til mennesker,« siger hun.
»For det første er mus planteædere, de ville aldrig spise 'amerikaner-kost’, mens vi mennesker også spiser kød. Derfor får vi mere mættet fedt i vores kost, mens mus spiser meget lidt fedt og altid kun plantefedt, som er rig på den sunde flerumættede fedt.«
»Desuden er mus natdyr, så deres biologiske ur er også helt anderledes indstillet i forhold til at matche lys og fødeindtag end vores.«
Forsker: Undgå sydafrikanske jordbær om vinteren i Danmark
Dorthe Corfitzen Pedersen nævner eksempler, hvor hun mener, forskere og journalister i dækningen af studiet er gået for langt:
- »Derfor mener forskerne også, at der hos mennesker kan opstå en uoverensstemmelse mellem de varierende lyssignaler, vi får fra solen i løbet af året, og de signaler, vi sender til kroppen med den mad, vi spiser.« Citat fra pressemeddelelsen.
- »Det betyder ikke noget, hvis et supermarked i Holte bliver nødt til at få fat i en pastinak fra Samsø eller England, for der er den stadig i sæson. Men de sydafrikanske jordbær bliver dyrket i deres sommer - og det er det, der forvirrer det indre ur.« Citat Thomas Mandrup-Poulsen til TV2.
- »Man burde lave stande i butikkerne, hvor man tydeligt kan se, hvad der er sæsonens råvarer. Selvfølgelig kan man stadig have andre ting i butikken, men særlige årstidsområder kan hjælpe dem, der vil forbedre deres sundhed ved at spise efter sæson.« Citat Thomas Mandrup-Poulsen til TV2.
Men en opfordring til handling, som i sidste eksempel, mener Dorthe Corfitzen Pedersen ikke, at der er belæg for.
»Der mangler nogle mellemregninger og forbehold i de her udtalelser.«
Medieforsker Kresten Roland Johansen kalder forløbet »et oplagt eksempel« på et problematisk samarbejde mellem forskere og journalister.
»Man bør spørge ind til, hvad et museforsøg faktisk kan sige om virkningen og konsekvenserne for mennesker. Og hvad anden forskning på området viser - hvis den slags forskning findes,« siger han.
»Det bør man spørge både forskerne bag forsøget om, men også gerne uvildige forskere om - især før man anviser nye forbrugs- og kostvaner for ens publikum.«

Professor Thomas Mandrup-Poulsen svarer Videnskab.dk, at han er enig i, at hans eget nye studie på mus »ikke kan overføres til mennesker«.
Men han er uenig i kritikken af, at mus reagerer anderledes på kosten, end mennesker vil gøre, og at deres biologiske ur ikke er sammenligneligt med vores.
»Vi ved, at mennesker, som får en meget fedtholdig diæt, har sværere ved at tilpasse sig overgang fra vintertid til sommertid,« siger han og fremhæver et studie på området.
Men hvorfor har han udtalt sig om mulige risici for mennesker, når han samtidig erkender, at studiet ikke kan overføres til mennesker?
»Fordi det er perspektivet i vores studie« svarer Thomas Mandrup-Poulsen.
»Studier i mus er ofte det første skridt, når vi vil blive klogere på og forbedre menneskers liv. Det er også tilfældet i vores studie.«

Forsker står »100 procent« inde for sine udtalelser
Thomas Mandrup-Poulsen understreger, at hans studie indeholder »utroligt vanskeligt stof«.
»Stof, som måske slet ikke kunne formidles og omtales så bredt, hvis vi ikke vi havde inkluderet perspektiverne i studiet, men udelukkende havde holdt os til at tale om selve forsøget og resultaterne med musene.«
»I stedet har vi valgt at udsætte vores forskning for en professionel journalistisk formidling på universitetet. Her er vi som forskere blevet bedt om at sætte nogle perspektiver på, hvad vi forventer, det kunne betyde for mennesker, og hvad der derfor er relevant at undersøge i fremtidige studier.«

Han fremhæver, at han »hver gang det var muligt«, har »understreget forbehold« ved at sammenligne mus og mennesker.
»Jeg står 100 procent inde for KU’s pressemeddelelse og mine egne udtalelser i medierne,« siger professoren og fremhæver et dilemma som forsker:
»Jeg prøver at formidle på en måde, så folk forstår mig, samtidig med at jeg tager de fornødne forbehold.«
»Jeg siger jo heller ikke noget, der er særligt kontroversielt«
Thomas Mandrup-Poulsen fremhæver også, at det ofte er journalister, der spørger ham ind til hans studiers mulige perspektiver for mennesker.
»Og så svarer jeg så vidt muligt uden at have humane studier,« siger han.
Hvorfor egentlig?
»Det handler om, at der er en offentlig interesse i kost og ernæring - og jeg siger jo heller ikke noget, der er særligt kontroversielt.«
»Jeg siger jo egentlig bare det samme, som kostrådene anbefaler - at man bør spise grønt, groft og varieret - og at perspektivet ved vores studie er, at man bør spise sæsonens fødevarer.«
Men hvad kan man egentlig sige om effekten på vores sundhed, hvis vi spiser fødevarer uden for sæson - på baggrund af dit nye studie?
»Jamen, når du spørger så direkte, så kan man ikke sige noget definitivt, før der er lavet studier på mennesker.«
































