Ny Nordisk Hverdagsmad er bedre for klimaet end den mad, som danskerne normalt spiser. Det dokumenterer Forskningscenter OPUS på Københavns Universitet ifølge en pressemeddelelse.
Resultaterne er netop offentliggjort i onlinve-versionen af det ansete Stanford-baserede tidsskrift Climatic Change, og kommer på print i starten af 2013.
Ny Nordisk Hverdagsmad anbefaler, at man spiser:
Flere:
- Frugter
- Grøntsager
- Fuldkorn
- Lokalt dyrkede og producerede varer
- Sæsonråvarer
- Råvarer fra naturen, havet og søerne
- Økologiske råvarer
Mindre:
- Kød
Hvis alle danskere spiste sådan, ville de fleste få mere klimavenlige madvaner end i dag.
»Ny Nordisk Hverdagsmad rummer et stort potentiale for at nedsætte madvanernes negative effekt på klimaet. Resultaterne viser, at udledningen af drivhusgasser er mindst 6 procent lavere ved Ny Nordisk Hverdagsmad. Og udledningen har faktisk potentiale til at blive reduceret med hele 27 procent i forhold til den mad, som de fleste danskere spiser,« fortæller lektor Henrik Saxe i pressemeddelelsen. Han forsker i bæredygtighed på Forskningscenter OPUS ved Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
Resultaterne er fremkommet ved at sammenligne hvor meget drivhusgas de to typer af mad potentielt set udleder.
Forskernes undersøgelse viser, at der særligt er tre forhold ved Ny Nordisk Hverdagsmad, der har indflydelse på madens klimaeffekt:
- Sammensætningen af maden – det vil eksempelvis sige, om man spiser meget kød eller mange grøntsager
- Om maden er lokalt dyrket og produceret
- De økologiske produkter.
Lektor Henrik Saxe understreger, at det specielt er sammensætningen af maden og de lokale råvarer, der har indflydelse på, om ens madvaner gavner klimaet. Valget mellem økologiske eller konventionelle fødevarer har en mere usikker betydning for klimaeffekten:
»Hvis vi skal spise klimavenligt, skal de fleste af os skære ned på hvor meget kød, vi spiser. Samtidig er det også en fordel for klimaet, hvis vi spiser lokalt producerede varer og erstatter noget af oksekødet med lammekød, kylling og svinekød - eller vælger flere vegetabilske proteinkilder, som bønner og andre bælgfrugter,« siger Henrik Saxe.
Det kan eksempelvis ske, hvis mængden af rødt kød reduceres endnu mere – uden at man samtidig reducerer det samlede kødindtag. Yderligere forudsætter det, at der kun vælges økologiske fødevarer i de tilfælde, hvor produktionen udleder færre drivhusgasser, end en konventionel produktion af de tilsvarende fødevarer.
I øvrigt hjælper man også klimaet yderligere ved at skære ned på forbruget af kaffe, vin, slik og andre søde sager.
Læs også på Videnskab.dk:































