Søvnløs - og på stoffer
For at fungere efter en søvnløs nat, udskiller hjernen dopamin - et stof som også produceres ved brugen af amfetamin.

Udskillelse af dopamin kan betragtes som førstehjælp mod søvnmangel. Men før eller siden kræver kroppen hvile og restitution, og man falder i søvn. »Dopamin erstatter ikke søvnen, men kompenserer for noget af søvnmanglen,« forklarer forskerne. (Foto: Colourbox)

Søvn er helt afgørende for at kroppen skal få den nødvendige hvile og restitution. At fratage en person søvn vil være den rene tortur - og søvnløshed over lang tid er livstruende.

Alligevel fungerer den øverste etage overraskende godt også dagen efter en nat uden søvn. De fleste vil godt nok føle sig slidte og ukoncentrerede, men kan alligevel klare at løse almindelige opgaver.

Forklaringen kan være at hjernen doper sig selv, ved at udskille dopamin. Det viser en ny undersøgelse, som er publiceret i Journal of Neuroscience.

Forsvar mod søvnmangel

Produktionen af stoffet stimuleres også af det narkotiske stof amfetamin.

Brugere af amfetamin oplever at kunne holde sig vågne og i aktivitet i lange perioder uden søvn.

Hjernen producerer også dopamin for at kompensere for noget af manglen på søvn og hvile, mener forskerne.

»Dette er den første undersøgelse som fastslår at dopamin er knyttet til kroppens forsvar mod søvnmangel,« siger Nora Volkow i en presseomtale.

Hun har ledet undersøgelsen ved National Institute on Drug Abuse i USA.

Blev holdt vågne

De 15 friske deltagere som blev inviteret til at deltage i undersøgelsen, blev inddelt i to grupper.

De heldige kunne lægge hovedet på puden, og sove sig igennem den første del af undersøgelsen.

Den anden gruppe, derimod, måtte finde sig i at blive holdt vågen gennem hele natten. Næste morgen blev hjernen hos alle deltagerne undersøgt med en såkaldt PET-scanner.

Forskerne fandt et betragteligt højere niveau af dopamin i hjernen hos dem som ikke havde sovet.

Kompenserer for søvnmangel

»Fundet tyder på at hjernen producerer mere dopamin for at kompensere for søvnmangel,« kommenterer David Dinges fra University of Pennsylvania.

At dopamin er knyttet til at holde sig vågen, er kendt fra undersøgelser af blandt andet Parkinson-patienter, hvor søvnighed er en kendt effekt af sygdommen.

Personer med Parkinsons syge har samtidig lavere værdier af dopamin i hjernen end andre.

Ikke erstatning

Forskerne understreger at udskillelsen af dopamin på ingen måder erstatter behovet for søvn.

Fra tidligere er det veldokumenteret at søvnmangel fører til en væsentlig reduktion i hjernens evne til læring og koncentration.

Udskillelsen af dopamin skal snarere betragtes som en nødløsning, som hjernen tyr til, når den skønner at det ikke bliver mulighed for søvn lige med det samme.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.