Resultaterne fra de seneste års forskning i fedmebehandling har været nedslående: De fleste behandlingstilbud har haft en meget beskeden - om nogen - effekt på vægten.
Fedmekirurgi er undtagelsen. Flertallet af patienterne, der får frakoblet dele af fordøjelsesystemet, taber sig meget, og mange formår at holde vægten nede efter operationen.
Men ikke alle. 20 til 30 procent af patienterne tager på igen et par år efter operationen. Nogle få tager alle kiloene fra før indgrebet på igen.
Mange årsager til, at behandlingen ikke virker for alle
Hvad er det, der gør, at behandlingen ikke virker på samme måde for alle?
Mange faktorer spiller muligvis ind. Men én af dem kan være forstyrrende spisemønstre, som kan gøre det meget svært for patienten at gennemføre de nødvendige livsstilsændringer.
I så fald skulle man tro, at det ville hjælpe at tilbyde patienterne kognitiv adfærdsterapi, som har til formål at rette op på de uheldige mønstre før operationen.
Det er netop, hvad Hege Gade fra Vesterfold Sygehus har undersøgt i sin doktorafhandling.
Maden 'dæmper' smertefulde følelser
Tidligere undersøgelser har afsløret, at op til 25 procent af patienterne, som henvises til en slankeoperation, har forstyrrende spisemønstre som ukontrolleret, følelsesstyret eller impulsstyret spisning.
Det forbindes ofte med visse - særligt neurotiske - personlighedstræk, som øger tendensen til depression, angst og sårbarhed over for stress.
»En kvinde sidder hos lægen. Hun har taget seks kilo på, så hun får skældud. Hun føler skyld og skam og har det forfærdeligt. Hun har koldsved og hjertebanken, da hun forlader konsultationen,« fortæller Hege Gade og fortsætter:
»Derefter går hun ind i en 7-eleven og køber pølser og chokolade. Det dæmper nemlig de negative følelser. Når du spiser energimættet mad fuld af fedt og sukker, udskiller hjernen nemlig dopamin. Det dæmper kortvarigt den indre uro. Det ender som en slags selvmedicinering, på samme måde som nogle mennesker bruger alkohol til at dæmpe smertefulde følelser.«
»Men virkningen holder ikke længe. Og derefter kommer angeren og selvbebrejdelsen, som igen kan udløse yderligere destruktiv adfærd: 'Nu har jeg sikkert spist 500 kalorier. Jeg kan lige så godt købe lidt mere chokolade',« fortæller Hege Gade.
Kognitiv adfærdsterapi kan skabe nye tankemønstre
Ifølge Gade har tidligere forskning vist, at adfærdsterapi kan hjælpe patienterne med at ændre de ødelæggende spisemønstre, selvom behandlingen ikke alene kan gøre patienten slankere. Han uddyber:
»Vi arbejder med selve hændelsen og prøver at finde ud af, hvad det var. der udløste de negative tanker og følelser.«
Så kan terapeuten hjælpe patienten med at indøve et nyt tankemønster, som ikke udløser yderligere skyld, skam og indtagelse af energimættet mad.
»Jeg plejer at sige: Du har spist et marcipanbrød - ikke slået nogen ihjel! Du mener måske, at du kan spise et marcipanbrød til, men måske skal du vente til på lørdag med at gøre det,« fortæller Gade.
Hege Gade testede, hvordan terapien påvirkede cirka 100 patienter, som alle gennemgik fedmekirurgi.
Det gav gode resultater i starten, men virkede alligevel ikke helt som håbet.
Forsøgspersonerne fik normaliseret deres spisemønstre
Undersøgelsen gik ud på, at en gruppe fik adfærdsterapi i ugerne forud for operationen. En anden gruppe bestående af tilsvarende patienter fik almindelig opfølgning med fokus på livsstilsændringer.
Det viste sig, at terapien havde stor indvirkning på både de forstyrrende spisemønstre og andre psykiske plager som angst og depression, som også rammer mennesker, der lider af fedme.
»Efter de 10 uger var gået, havde de forsøgspersoner, som fik adfærdsterapi, normaliseret deres spisemønster,« fortæller Gade og fortsætter:
Denne type adfærdsterapi er skabelonen for al fedmebehandling inden for sundhedsvæsnet. Men den diskuteres for lidt.
Gro Rugseth, Norges Idrætshøjskole
»De havde mindre ukontrolleret spisning, mindre impulsstyret spisning og havde større evne til at begrænse sig.«
Men efter et par år var forskellen mellem de to grupper forsvundet. Begge grupper havde oplevet den samme forbedring af spisemønstrene.
Det var en skuffelse, indrømmer Hege Gade og forklarer, at det alligevel er vigtigt at publicere fundene. Hun påpeger også, at der kan være mange årsager til de manglende forskelle.
Gives tibuddet om terapi for tidligt?
Det første år efter en slankeoperation oplever patienterne ofte bedring på mange måder. Kiloene rasler af, og de føler mindre sult end før. Det er først senere, at nogle begynder på de gamle, uheldige spisemønstre igen.
Måske ville adfærdsterapien have en større effekt, hvis patienterne startede terapien et halvt år efter operationen i stedet for før?
Et studie fra december 2014 viste for eksempel, at det ikke var spisemønstret før operationen, men et halvt år efter, som bedst kunne bruges til at spå om, hvor meget patienterne tabte sig.
»Vi bør tænke i alternative baner«
Gro Rugseth fra Norges Idrætshøjskole forsker også i fedme, men var ikke involveret i denne undersøgelse. Hun mener, at det er positivt, at brugen af kognitiv adfærdsterapi i fedmebehandlingen efterforskes.
»Denne type adfærdsterapi er skabelonen for al fedmebehandling inden for sundhedsvæsnet. Men den diskuteres for lidt. Vi ved fra forskning i livsstilsbehandling, at resultaterne over tiden er meget nedslående. Der opnås kun en lille vægtændring med tiden.«
»Og der har været en tendens til, at patienten ofte tillægges ansvaret for, at det ikke fungerer. Men her har forskerne forsøgt at se på hele metoden. Det er godt, at det er blevet efterforsket. Jeg mener, at resultaterne relaterer til andre undersøgelser, som heller ikke kan påvise, at kognitiv adfærdsterapi har den ønskede effekt over tid. Min konklusion er, at det er nødvendigt at tænke i alternative baner.«
Rugseth er kritisk over for de behandlingstilbud, der findes for mennesker, der lider af fedme. Både livsstilsbehandling - som har haft dårlige resultater - og fedmekirurgi, som er et stort indgreb, hvis indvirkning på lang sigt vi ved meget lidt om.
Forskeren har tidligere været fortaler for at teste helt nye behandlingsformer, som ikke drejer sig om at veje, måle og tælle kalorier.
På trods af det, mener Rugseth alligevel, at Gades forskning er vigtig, og at den giver mulighed for mere debat omkring kognitiv adfærdsterapi i fedmebehandlingen.
Det vigtige forhold mellem terapeut og patient
Gade påpeger selv, at hendes studie har enkelte svagheder. For eksempel at hun selv var terapeut for alle patienterne i undersøgelsen.
Det er en kendt sag, at meget af den kognitive terapis effekt kan forklares, ud fra hvor godt forholdet mellem terapeut og patient er.
Så hvor meget af resultatet skyldes Gade personligt, og hvor meget skyldes teknikken?
En kontrolgruppe ville havde været en fordel
»Det havde været en stor fordel, hvis undersøgelsen havde haft en ekstra gruppe, som blev behandlet af em anden terapeut,« indrømmer hun og tilføjer:
»Vi burde også havde målt kvaliteten på forholdet mellem terapeut og patient.«
Men selvom det er spørgsmål, denne undersøgelse aldrig vil kunne svare på, vil den alligevel give mere indsigt i fremtiden.
Til næste år skal Gade i gang med en 4 års opfølgning af patienterne fra undersøgelsen.
Måske findes der nogle forskelle de 2 grupper imellem, som ikke kunne påvises efter det første år.
© forskning.no Oversat af Stephanie Lammers-Clark
