Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Psykisk svage mødre tror mindre på barnets evner

Annonce:

Mødre er sjældent blege for at fortælle vidt og bredt om, hvor dygtig Alma eller Anton er i skolen, eller hvor pænt svesken kan opføre sig. Hvis hun altså mener, at det er tilfældet. Men har mor det svært psykisk, har det negativ indflydelse på, hvordan hun vurderer podens kunnen.

Det peger ny forskning fra TrygFondens Børneforskningscenter på Aarhus BSS på, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Studiet viser blandt andet, at mødre, som har det svært psykisk, ofte undervurderer deres børns evner.

»Mange kvinder med fødselsdepression bliver aldrig diagnosticerede, men deres psykiske tilstand har stadig indflydelse på deres liv og herunder også på, hvor gode de er til at vurdere deres børns evner,« forklarer Nabanita Datta Gupta i pressemeddelelsen. Hun er økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og en af forskerne bag studiet.

Mødrenes manglende tro på børnene kan i værste fald betyde, at børnene får mindre selvtillid og tror mindre på egne evner, vurderer forskerne bag studiet.

Forskerne har sammenlignet resultaterne af en række tests kaldes CHIPS-tests (Children’s Problem Solving) med forældrenes vurderinger af børnenes evner på skolebænken og socialt. CHIPS-testene afprøver børnenes sproglige og kognitive niveau samt psykiske diagnoser.

»Resultaterne er valide, fordi forældrenes subjektive vurderinger holdes op imod de objektive mål i CHIPS-testen og de psykiatriske diagnoser. Der er selvfølgelig en række andre ting, som også spiller ind, men vores forskning er et vigtigt bidrag til den samlede forståelse af forældrenes evne til at vurdere deres børns adfærd og kunnen,« siger Nabanita Datta Gupta i pressemeddelelsen.

Annonce:

Studiet viser også, at fædre er ligeså gode til at vurdere børnenes kognitive og ikke-kognitive evner, som mødre er. Det kan være relevant i forhold til forældremyndighedssager, hvor man ofte lytter mere til moderens vurdering end faderens, står der i pressemeddelelsen.

Studiet er publiceret i Review of Economics of the Household.

LÆS OGSÅ: Forældre ser ikke deres børns overvægt

LÆS OGSÅ: Børn af psykisk syge forældre har større risiko for selvmordsforsøg