Alkohol har mange negative effekter på helbredet. En del af dem er meget overraskende.
Det gælder både kortsigtede effekter som at vågne op med en dundrende hovedpine eller nedtrykthed og angst, samt langsigtede konsekvenser som kræft.
Hvis du overvejer at tage en pause fra alkohol, vil du opleve både hurtige forbedringer og langsigtede gevinster for dit helbred.
Men hvor hurtigt kan du mærke en forskel? Vi har lavet en tidslinje baseret på videnskabelig forskning, der viser, hvad du kan forvente at mærke i løbet af de første dage, uger, måneder og år efter en pause fra alkohol.
En del effekter kan du mærke med det samme, så hver eneste alkoholfri dag er en gevinst for dit helbred.
Efter én dag
Det tager cirka 24 timer for kroppen at forbrænde alkohol, så du kan begynde at mærke forbedringer allerede efter én dag.
Alkohol øger produktionen af urin, hvilket fører til dehydrering. Men kroppen kan optage et glas vand næsten med det samme, så når alkoholen er ude af systemet, mindskes dehydreringen, og det forbedrer fordøjelsen, hjernefunktionen og energiniveauet.
Alkohol nedsætter også leverens evne til at regulere blodsukkeret. Når alkoholen forlader kroppen, begynder blodsukkeret at normalisere sig.
Hvis du drikker dagligt, kan du i starten risikere at få det lidt værre, i takt med at kroppen vænner sig til ikke konstant at have alkohol i systemet.
Du kan opleve forstyrret søvn, humørsvingninger, svedeture eller rystelser. De fleste symptomer forsvinder typisk inden for en uge uden alkohol.
Efter en uge
Selvom alkohol i første omgang kan gøre dig søvnig, forstyrrer det faktisk din søvnrytme. Ved slutningen af en alkoholfri uge kan du derfor opleve mere energi om morgenen som følge af den øgede søvnkvalitet.
Leveren fungerer som kroppens filter og står for en stor del af nedbrydningen af alkohol, og den kan let tage skade, selv ved moderat indtag af alkohol. Leveren renser blodet, bearbejder næringsstoffer og producerer galde, som hjælper fordøjelsen.
Men leveren har en bemærkelsesværdig evne til at regenerere sig selv. Hvis leverskaderne er milde, kan syv dages alkoholpause være nok til at mindske ophobningen af fedt i leveren og hele lette arvævsskader.
Selv små mængder alkohol kan svække hjernens funktion. Derfor kan et alkoholstop forbedre hjernens sundhed allerede inden for få dage hos personer med et let til moderat alkoholindtag og inden for en måned selv hos personer med et stort alkoholforbrug.
Efter én måned
Alkohol kan gøre det sværere at regulere humøret og forværre symptomer på angst og depression. Efter nogle uger begynder de fleste at få det bedre, selv personer med et meget stort forbrug af alkohol rapporterer om forbedret humør efter én til to måneder.
Bedre søvn og humør resulterer sandsynligvis også i mere energi og større velvære og trivsel.
Efter en måned uden alkohol rapporterer mange desuden, at de nu har større tiltro til, at de kan ændre deres alkoholvaner.
Du kan tabe dig og reducere mængden af kropsfedt. Alkohol indeholder mange kalorier og kan aktivere belønningssystemer, der øger sulten og får os til at overspise eller vælge mindre sund mad.
Også din huden vil takke dig. Alkohol fremskynder aldring gennem dehydrering og inflammation; en effekt, der kan vendes ved at stoppe med at drikke.
Alkohol irriterer tarmen og forstyrrer fordøjelsessystemet, hvilket kan give oppustethed, fordøjelsesbesvær, halsbrand og diarré. Disse symptomer begynder typisk at aftage inden for fire uger.
Efter en måned uden alkohol reduceres kroppens insulinresistens (som kan føre til højt blodsukker) markant med 25 procent. Blodtrykket falder (med 6 procent), og kræftrelaterede vækstfaktorer falder, hvilket mindsker kræftrisikoen.
Efter seks måneder
Leveren begynder at hele allerede efter få uger. Hos personer med et moderat alkoholindtag kan leverskader være fuldt reversible efter seks måneder.
Selv personer med et stort indtag af alkohol vil på dette tidspunkt ofte opleve, at de er blevet bedre til at bekæmpe infektioner, og de føler sig generelt sundere.
\ Læs også
Efter ét år eller mere
Alkohol bidrager til eller forårsager en lang række kroniske sygdomme, herunder hjertesygdomme, slagtilfælde, type 2-diabetes og syv forskellige kræftformer samt psykiske lidelser.
Risikoen for alle disse sygdomme kan mindskes ved at stoppe eller reducere alkoholforbruget.
Alkohol øger blodtrykket, og forhøjet blodtryk (hypertension) er den største risikofaktor for død i verden.
En stigning på blot 2 mmHg over det normale niveau (120 mmHg) øger risikoen for død som følge af slagtilfælde med 10 procent og for iskæmisk hjertesygdom (fælles betegnelse for sygdomme i hjertet, der skyldes forsnævring af de årer, der forsyner hjertet med blod og ilt, red.) med 7 procent.
Ved at skære ned på alkoholindtaget til mindre end to genstande om dagen kan du markant sænke blodtrykket og dermed mindske risikoen for både slagtilfælde og hjertesygdom.
Et lavere blodtryk mindsker også risikoen for nyresygdomme, øjenproblemer og endda impotens.
Hvis du holder helt op med at drikke, falder risikoen for at udvikle kræft.
Ét studie, som fulgte mere end 4 millioner voksne i 3 til 7 år, fandt, at risikoen for alkoholrelateret kræft faldt med 4 procent – selv blandt blandt personer, som i forvejen ikke drak særlig meget, og som stoppede helt.
For personer, der gik fra stort til moderat alkoholforbrug, faldt risikoen med 9 procent.
Tid til forandring?
Enhver reduktion af alkoholindtaget vil give mærkbare og ofte hurtige forbedringer i hjernefunktionen og helbredet generelt.
Jo mindre man drikker, og jo længere tid der går mellem hver alkoholisk genstand, desto sundere bliver man.
Uanset om du ønsker at drikke mindre eller stoppe helt, er der enkle strategier, der kan hjælpe dig med at holde fast i beslutningen:
- Sæt klare mål – og lav en plan med små, konkrete skridt.
- Vær opmærksom på de forbedringer, du mærker ved at stoppe.
- Følg din udvikling med for eksempel en Drink Tracker.
- Du kan få hjælp i den kommunale alkoholbehandling. Den er ikke kun åben for mennesker, som drikker for meget – den har også tilbud om hjælp til pårørende. Brug Alkolinjens Danmarkskort til at finde hjælp tæt på dig.
- Du kan få gratis og anonym hjælp og rådgivning på Alkolinjen 80 200 500.
Er du i tvivl, om du bør ændre dine alkoholvaner, kan du tjekke din risiko her.
Hvis du har forsøgt at skære ned uden held, kan det være, du har brug for professionel hjælp. Du kan også tale med din praktiserende læge.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.


































