I dagspressen i dag kan man læse om, hvordan ny dyr medicin kan medføre så kraftige besparelser i sundhedsvæsenet, at selv fyringer ikke kan udelukkes. Ikke lige netop de overskrifter, man gerne vil se.
Bag dette ligger en kompliceret problemstilling, som langt det meste af vejen burde være omgæret af positive vibrationer. Sagen er jo den, at jo mere vi ved om sygdommes oprindelse, jo mere skræddersyet kan man fremstille nye lægemidler. Og takket være udforskning af vores genom, er der næsten månedligt banebrydende nyheder.
Her plejer man så at nævne de nye måder at behandle kræft på, men lige i øjeblikket er det mere det nye lægemiddel mod hepatitis C. Den ser ud til at revolutionere vores syn på denne form for leverbetændelse, som man ellers kun har kunnet holde nede, men ikke helbrede. Som man kan læse på dette website, kunne det se ud som om denne sygdom, som har ramt mere end 20.000 herhjemme, kan være udryddet i 2030 (https://videnskab.dk/kort-nyt/hepatitis-c-ny-behandling-kurerer-90-procen...).
Hvis vi altså har råd til medicinen, som er citeret for at koste op mod 7.000 kr. Om dagen, altså.
Naturligt nok er Verdenssundhedsorganisationen WHO bekymret, for på Verdensplan regner man med, at der er 150 millioner inficerede. Desuden er der lige så bekymrede politikere, sygehusadministratorer, men glade aktionærer i de firmaer, som fremstiller medicinen. Noget lignende gælder for nye kræftbehandlinger. Der er også her tale om helt nye vinkler, som på kort sigt kan lægges til traditionel behandling, men som på længere ud i tiden kan tænkes at udgøre en kemoterapi-fri indgang, som er mindst lige så effektiv, men vel at mærke med meget færre bivirkninger.
I flere aktuelle tilfælde har medicinalfirmaer tilbudt kræftafdelinger disse nye stoffer næsten gratis i den periode, som går inden de bliver godkendt af myndighederne. Det er i udgangspunktet beundringsværdigt, men man skal her huske på, at når præparaterne én gang er godkendte, skal afdelinger selv betale for dem. Og så er det til den fulde pris, så bordet fanger altså.
Medicinalvirksomheder er ikke skurke
Det er vigtigt at betone her, at medicinalfirmaerne ikke er er skurke i dette spil. Prissætninger for et lægemiddel sker selvfølgelig i relation til de udgifter , som har været ved udviklingen af det. Med alle udgifter indregnede, lige fra design af stoffet i laboratoriet, test i kultur systemer og i forsøgsdyr sluttende med kliniske afprøvninger i tre faser, kan de løbe op i milliard klassen for ét stof. Og så er det langt fra alle præparater, som selv efter at der brugt så mange penge, ender med at kunne markedsføres succesfuldt.
På den anden side er det fra flere sider hævdet, at priserne, de nævnte udgifter til trods, er alt for høje. Dette kan have sin baggrund i prissætningen i sig selv, men er i nogle situationer sat i relation til den forventede gavn af midlet.
Således nægtede det højt anerkendte kræftcenter Memorial-Sloan Kettering i New York i 2012 at anvende et nyt stof ved tyktarmskræft på grund af prisen og på grund af, at gevinsten i forhold til næstdyreste middel var marginal. Efter at avisen New York Times i en leder havde støttet centret i denne beslutning fulgte en del meningsudvekslinger i det offentlige rum, som endte med, at firmaet rent faktisk sænkede prisen for stoffet Zaltrap til det halve (ingen af disse stoffer kan anvendes alene, skal det lige tilføjes).
Det var USA. Hvordan tages beslutninger i Europa vedrørende ny medicin?
Anvendelse af nye stoffer i Europa
Ja, i England mente den nationale sundhedstjente (NHS) i november 2014, at 25 stoffer var for dyre til generel anvendelse fra den fond, som ellers blev specielt oprettet af det offentlige til at give kræftpatienter nye muligheder. Forslaget blev mødt af protester fra patient organisationer og fra medicinal industrien. Argumenter omfattede blandt andet sammenligninger med andre lande, blandt andet Tyskland og Frankrig.
Herhjemme har vi i en årrække haft en udmærket procedure med særbehandling af indikationen for anvendelse af nye lægemidler (udvalget hedder RADS, og det er nogen gang en RADSelfuldt (undskyld) opgave at sidde der, tror jeg). Det er overordnet positivt, at en anbefaling af anvendelse fra udvalget bliver fulgt op af, at det kan anvendes, men så er vi tilbage til det med udgifter og deraf følgende underskud, som på landsplan for alle regioner ser ud til at blive på 800 millioner i 2015.
Prisen at betale for et menneskeliv
Som behandler har jeg ingen problemer med at tale med mine patienter om ny medicin, heller ikke hvis jeg skal fortælle, at jeg synes, at den har så marginelle effekter og muligvis så mange mulige bivirkninger, at den ikke er værd at anvende. På den anden side vil jeg kæmpe med næb og kløer for at få indført nye behandlinger, hvis de virkelig har en gavnlig virkning. Således for nogle år siden for en dyr tablet, som øgede antallet af blodplader hos patienter, som bløder, fordi de laver for få.
Der var fx en patient fra et øsamfund, som fik for 170.000 kroner om året i 3 år på trods af, at han var over 80 og noget dement. Hans problem var bare, at hans næseblødninger var så alarmerende, at han en 4-5 gange skulle transporteres til afdelingen med helikopter, hvilket kostede mere end medicinen. Vigtigst var imidlertid, at han undgik de meget stressende og foruroligende situationer, som også var svære at behandle. Faktisk var han ikke på Hovedlandet efter han startede medicinen!
Jeg selv har ingen løsning til, hvordan vi i fremtiden skal håndtere problemerne med ny, dyr medicin, men én ting er sikkert: der er brug for generelle retningslinjer, som i højere grad gør, at patienter, som er kandidater til den, er bedre informerede. Det vil lette alles arbejde, både politikeres, administratorers og lægers.
Denne artikel var oprindeligt publiceret som et blogindlæg

































