Alle ved, hvor skræmmende det kan være at have mareridt. Heldigvis sker det kun en gang imellem for langt de fleste.
Men nogle af os er mere tilbøjelige end andre til at have onde drømme.
Næsten alle, som lider af narkolepsi, har forstyrret nattesøvn, og mange har mareridt, der kan være meget livagtige.
Ifølge to nye studier foretaget ved American Northwestern University kan såkaldt 'lucid dreaming' - det vil sige bevidste drømme - hjælpe.
\ Hvad er narkolepsi?
Narkolepsi er en sjælden kronisk hjernesygdom, der forårsager uimodståelige søvnanfald, pludselige anfald af muskellammelser, drømmelignende fornemmelser i dagtimerne, eller når man falder i søvn, samt lammelser ved opvågning (søvnparalyse).
Narkolepsi er en hjernesygdom, der viser sig ved uimodståelige søvnanfald, pludselige anfald af muskellammelser (katapleksi), drømmelignende fornemmelser i dagtimerne eller ved indsovning (hypnagoge hallucinationer) samt lammelser ved opvågning (søvnparalyse).
Narkolepsi starter oftest i barndommen og ungdommen.
Man antager, at 2.500-3.000 mennesker i Danmark lider af sygdommen. Heraf har kun en lille del fået stillet diagnosen.
(Kilde: Rigshospitalet)
Lydsignal gjorde forsøgsdeltagere bevidste om, at de drømte
Når du har en lucid drøm, er du bevidst om, at du drømmer. Det betyder, at du selv kan bestemme, hvad der sker i drømmeland.
I et af de nye studier lykkedes det forskerne i et forsøg med 19 deltagere at få dem til at drømme bevidst ved hjælp af en teknik kaldet targeted lucidity reactivation (TLR).
Teknikken går ud på at afspille et lydsignal, som deltagerne skal bruge til at øve sig i at blive bevidste om egne tanker og krop.
Efter at deltagerne havde gjort dette i vågen tilstand, blev den samme lyd spillet, mens de sov.
Reducerede narkolepsi-mareridt
I det andet studie brugte forskerne så TLR-teknikken sammen med kognitiv adfærdsterapi for at afhjælpe mareridt. Det er en samtaleterapi, hvor en terapeut forsøger at hjælpe mennesker med at ændre tankemønstre og adfærd.
Under terapien blev deltagerne bedt om at skrive deres mareridt ned og derefter omskrive dem til drømme, som de hellere ville have. De blev derefter bedt om at indøve historierne om de mere behagelige drømme, inden de faldt i søvn.
Seks deltagere indgik i studiet, der er udgivet i tidsskriftet Journal of Sleep Research, og alle fik terapi, mens halvdelen også brugte TLR-teknikken med lyd.
Alle deltagere blev desuden bedt om at skrive en søvndagbog. Her skulle de blandt andet fortælle, hvor ofte de havde mareridt og andre søvnvanskeligheder.
Ifølge studiet oplevede samtlige deltagere færre mareridt. Fire af dem havde så få mareridt bagefter, at de ikke længere kvalificerede sig til diagnosen 'mareridtslidelse'.

Kræver flere undersøgelser
Søvnforskerne Ståle Pallesen og Elisabeth Flo-Groeneboom ved Universitetet i Bergen mener begge, at det ser lovende ud.
De er dog enige om, at der skal forskes mere i bevidste drømme.
»Bevidste drømme er allerede anerkendt som en tilgang mod mareridtslidelse. Samtidig betragtes det ikke som et førstevalg til behandling,« siger Elisabeth Flo-Groeneboom.
»Troen på, at man kan tage kontrol over mareridtet, kan gøre personen mindre bange for at gå i seng,« siger hun.
Udfordringer
Ståle Pallesen peger dog på en udfordring ved den amerikanske teknik.
»Det er ikke alle, der kommer ind i den bevidste drømmetilstand,« siger han.
Ifølge Ståle Pallesen mener forskere, at kun omkring halvdelen af os har oplevet bevidste, lucide drømme.
Elisabeth Flo-Groeneboom er også skeptisk over for, hvordan brug af en app, der laver lyd, vil fungere.
»Jeg er spændt på, om det at indføre lyd kan føre til ufrivillige opvågninger. Hvis det er tilfældet, kan det vise sig at være mere forstyrrende end hjælpsomt,« siger hun.
»Det er fuldt ud muligt at lære at drømme bevidst uden en app.«
For få deltagere
Selvom teknikken virker lovende, mener Ståle Pallesen, at undersøgelsen bør gentages med flere deltagere for at se den faktiske effekt.
»I behandlingsstudiet var der kun seks patienter, alle med narkolepsi. Det er for få til at drage konklusioner.«
Han synes også, at kombinationen af terapi og en app med lyd bør testes på større dele af befolkningen, der kæmper med mareridt.
»Størstedelen af dem, der kæmper med mareridt, lider ikke af narkolepsi. Metoden bør derfor testes på et større udvalg af mennesker, der lider af en mareridtslidelse,« siger han.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
\ Kilder
Provoking lucid dreams at home with sensory cues paired with pre-sleep cognitive training, Consciousness and Cognition (2024), DOI: 10.1016/j.concog.2024.103759
Treating narcolepsy-related nightmares with cognitive behavioural therapy and targeted lucidity reactivation: A pilot study, Journal of Sleep Research (2024), DOI: 10.1111/jsr.14384
































