Hvorfor har spækhuggere angrebet hundredvis af skibe de seneste år?

Siden 2020 har spækhuggere angrebet næsten 700 både i havet ud for Spanien og Portugal, ifølge ABC Nyheter – og det er især gået ud over sejlbåde.

Selvom spækhuggere er ét af havets største rovdyr, er det absolut ikke almindeligt, at de går til angreb på fartøjer.

Det sker faktisk så sjældent, at man ikke har observeret denne adfærd blandt spækhuggere andre steder i verden.

Mindst fire både er sunket efter at være blevet angrebet. Heldigvis kom ingen personer til skade. Men hvorfor sker det? Forskerne har forskellige teorier.

Er 'angrebene' hævn?

Måske skyldes hele miseren en spækhugger, som hedder White Gladis, skriver NRK, Norges public service-udbyder af radio og tv.

Forskere tror nemlig, at hun kan have oplevet noget, der gør, at hun ikke kan lide både. Måske kolliderede hun med en båd og kom til skade? Eller måske blev hun viklet ind i et net?

Forskerne tror, at hun måske har lært sin familie at tage hævn og angribe både.

»Det tror jeg altså, er noget vrøvl,« siger Eve Jourdain, som forsker i netop spækhuggere ved Universitetet i Oslo.

Sidste år skrev hun sammen med 34 andre hvalforskere et åbent brev, hvor de advarede mod at sprede misinformation om spækhuggere i medierne.

De skriver, at der ikke er beviser for, at spækhuggerne er ude på at hævne sig på mennesker. Forskerne skriver også, at de er bange for, at misinformation kan få folk til at skade spækhuggerne.

»De går ikke til angreb«

I februar mødtes forskere og eksperter i Madrid i Spanien for at diskutere, hvad der kan gøres. Eksperterne var enige om, at spækhuggerne ikke var aggressive, når de kom i kontakt med bådene.

Én af de forskere, der skrev under på det åbne brev i 2023, er Volker Deecke, som er hvalforsker ved University of Cumbria i England.

Han fortæller, at undervandsvideoer viser, at spækhuggerne er rolige, når de nærmer sig fartøjerne.

Forskerne mener, at det ser ud til, at spækhuggerne er mest interesserede i bådenes ror. Det lader altså ikke til, de er ude på at sænke bådene.

Hvalforskerne mener derfor, at det er forkert at kalde møderne for 'angreb'.

En spækhugger-trend?

Eve Jourdain mener, at spækhuggerne muligvis er legesyge - at de ganske enkelt er nysgerrige på bådene og folkene ombord.

»Spækhuggere synes måske, det er underholdende, når folk skriger og råber og smider ting fra bådene,« siger hun.

Og når de først er begyndt, er det måske ligefrem blevet en trend. Spækhuggere opfører sig nemlig lidt som os mennesker: Hvis en eller anden gør noget, som de andre kan lide, så begynder de andre straks at efterligne dem.

Volker Deecke fortæller, at spækhuggere nogle gange skaber ret mærkelige trends.

I 1980'erne begyndte spækhuggere i en fjord i den nordvestlige del af USA at lægge døde laks op på hovedet i stedet for at spise dem med det samme.

Det gjorde de oftere og oftere i et par år, før de stoppede igen, fortæller Volker Deecke.

Men de forskellige spækhugger-trends spreder sig ikke så langt, og det kan skyldes, at forskellige grupper af spækhuggere ikke kommunikerer med hinanden.

»Spækhuggerne taler ikke et indbyrdes samme sprog,« siger direktøren for Wild Orca, Deborah Giles til Washington Post.

Er spækhuggere farlige for mennesker?

Der er ingen beviser for, at mennesker nogensinde er blevet dræbt af vilde spækhuggere.

I 2005 mødte en 12-årig dreng en spækhugger ved havnefronten i Seattle, USA. Den store spækhugger svømmede hen mod drengen og stødte næsten ind i ham, men den bed ikke.

Spækhuggerne har en tendens til at holde sig væk fra os. Ifølge Eve Jourdain skyldes det muligvis, at de er meget kræsne.

De går efter bytte med meget fedt på kroppen. De spiser helst fisk, andre hvaler, sæler, søløver, blæksprutter og pingviner. Nogle gange spiser de endda hvidhajer.

Eve Jourdain siger, at mennesker ikke engang nærmer sig noget, der ligner mad for spækhuggere.

Volker Deecke beroliger med, at der kun er en lille risiko for, at spækhuggerne vil udvikle smag for mennesker.

»Mennesker er nok ikke belønnende bytte. Det kan godt være, vi er for magre til, at det overhovedet er besværet værd,« slutter Volker Deecke.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.