Ny biografi kaster lys over glemt dansk læge og medicinhistoriker

Da lægen Vilhelm Møller-Christensen i 1949 stak spaden i jorden ved Åderup lidt udenfor Næstved og påbegyndte udgravningen af den gamle Sankt Jørgensgård, vidste han ikke, at der ventede ham en stor opdagelse.

Ikke længe efter, at de første skeletter kom til syne under gårdspladsen på gårdejer Peter Jensens gård (Sankt Jørgensgården) opdagede Vilhelm Møller-Christensen, at de havde et karakteristisk svind af knoglemasse centralt i ansigtsskelettet, omkring overkæbe og næsehule.

Han opdagede ligeledes til sin forundring og glæde, at hans opdagelse ikke var beskrevet tidligere. Han kaldte sit nyopdagede knoglepatologiske syndrom facies leprosa – det spedalske ansigt – og daterede skeletterne til cirka år 1400-1500.

I 1951 rejste Møller-Christensen til hospitalet Pleiestiftelsen for spedalske i Bergen i Norge, hvor der endnu var 14 patienter. Han undersøgte de syv, og hos fem af dem fandt han på røntgenbilleder forandringer svarende til det, han havde fundet på de spedalske middelalderskeletter fra Næstved.

I nogle tilfælde kunne han også palpere (mærke det med fingrene) knogletabet i overkæben.

Opdagelsen vakte international begejstring

På den måde var der bygget bro mellem fortid og nutid. Det var bevist, at middelalderens lepra (spedalskhed) i mange tilfælde formentlig var den samme sygdom som den nutidige.

Den palæopatologiske forskning (forskning i tidligere tiders sygdomme via eksempelvis skeletter) havde også påvist et klinisk symptom – svind i knoglemassen i ansigtsskelettet – som kunne indgå i diagnostik.

Normalt peger pilen kun den anden vej. Medicinhistorikere anvender nutidig viden til forståelse af fortidens sygdomme.

Vilhelm Møller-Christensen rejste i 1953 til den internationale lepra-kongres i Madrid, hvor hans opdagelse blev modtaget med begejstring.

Den belgiske leprolog Michel Lechat, og den vesttyske leprolog Egon Klingmüller bragte siden betegnelsen ‘Møller-Christensens syndrom’ i anvendelse som synonym for facies leprosa.

Vilhelm Møller-Christensen publicerede siden et væld af artikler om spedalskhedens knoglepatologi i internationale tidsskrifter og rejste jorden rundt til spedalskhedshospitaler og kongresser, og i sin tid som professor (1964-73) åbnede han tillige et spedalskhedsmuseum i baggården til Medicinhistorisk Museum i Bredgade.

Den engelske forfatter Graham Greene hørte om Møller-Christensen, da han i 1959 besøgte Michel Lechat på Spedalshedshospitalet i Ilyonda i Belgisk Congo og blev så fascineret af det, at han optog Møller-Christensen som en fiktiv birolle i sin roman ‘Udbrændt’ (eng.: ‘A Burnt-out Case’) fra 1960.

Fra indremission til medicinhistorisk forskning

Vilhelm Møller-Christensen blev født i Haslev på Sydsjælland i 1903, hvor han voksede op i et indremissionsk hjem. Allerede som medicinstuderende i 1920’erne blev han interesseret i lægevidenskabens historie, da han blev introduceret til det af professoren i faget Vilhelm Maar.

Mens Møller-Christensen arbejdede som praktiserende læge i Hillerød i 1930’erne, skrev han doktordisputats om ‘pincettens historie’, og i 1935 påbegyndte han det store projekt med udgravningen af Æbelholt Klosterruin, der i 1958 udmundede i ‘Bogen om Æbelholt Kloster‘ og åbningen af et museum – et sjællandsk sidestykke til Øm Kloster Museum og læge Kristian Isagers bog om dette.

Møller-Christensens iver og foretagsomhed tiltog efter opdagelsen af de spedalske skeletter i Næstved i 1949, og hans opdagelse blev på en måde hans skæbne og held.

Han fik udrettet ganske meget. Han gjorde blandt andet en væsentlig indsats for at få etableret palæopatologien som videnskabelig disciplin i Danmark, satte mange aktiviteter i gang i det medicinhistoriske miljø og fik moderniseret det Medicinhistoriske museum i Bredgade.

Ihærdig og ærekær

Møller-Christensen var en meget vidende, grundig og ihærdig mand og en glimrende formidler, og han havde en smittende og til tider nærmest overvældende effekt på dem, der delte hans interesser.

Han kunne imidlertid også være meget ærekær, selvhøjtidelig og nærtagende og fik af den grund også mange fjender i det akademiske miljø, hvilket ikke var helt let at håndtere for hverken ham selv eller omgivelserne.

Det bedste eksempel på det er striden i bestyrelsen i Medicinhistorisk selskab i 1965-66 mellem Møller-Christensen og Egill Snorrason, der med tiden udviklede sig til en personlig vendetta, hvor de to gennem skriverier i blandt andet Ugeskrift for læger førte krig imod hinanden.

Inden han blev professor, arbejdede han en stor del af tiden som praktiserende læge og skolelæge i Hillerød og siden Roskilde. Det var imidlertid tydeligt, at det var medicinhistorisk forskning, der var hans hjertebarn og ikke klinisk lægevidenskab, og det var formentlig i tiden som professor, at han havde det bedst arbejdsmæssigt.

Spedalskhed, en gådefuld og frygtet sygdom

Spedalskhed har gennem hele vores historie været en både frygtet og mystisk sygdom. Der er blevet sagt og skrevet meget om den. De fleste mennesker – måske især danskere og andre vesterlændinge – forbinder den nok mest med middelalderen.

Alle har hørt om den i deres skoletid eller kender den fra film, TV-dokumentarer, bøger, museer eller andet.

Men de færreste ved, at der endnu i dag findes lande som Brasilien og Indien, hvor sygdommen udgør et stort folkesundhedsproblem. Eller at den var almindelig i vores naboland Norge så sent som i 1800-tallet, og at der i Bergen var et hospital for spedalske helt indtil 1958.

Spedalskhed er kendt som en modbydelig kronisk og fremadskridende sygdom, der vansirer hud og ansigtstræk. Man mister fingre og tær og får gradvist flere og flere funktionstab og invaliditet.

Samtidig rammer den med forskellig styrke, og mange har kun lettere symptomer og et langsomt fremadskridende forløb. I nogle tilfælde går sygdommen helt i stå og brænder ud, jf. titlen på Graham Greenes roman ‘Udbrændt’.

Mange pårørende og sundhedsprofessionelle kan berette, at de har haft langvarig tæt kontakt til spedalske, men af en eller anden grund ikke kan smittes.

Ligeledes ved man heller ikke helt, hvorfor sygdommen i 1500-tallet forsvandt fra det meste af Europa.

Det er således en gådefuld sygdom – lidt ligesom sclerose.

200.000 nye tilfælde i 2017

Spedalskhed blev i 1873 noget mindre gådefuld, da nordmanden Gerhard Armauer Hansen opdagede den bakterie – mycobacterium leprae eller Hansens bakterie – som er sygdommens årsag.

I slutningen af 1940’erne og starten 1950’erne kom de første antibiotika, promin og dapson, der kunne bremse sygdommen, og i 1982 fik man en effektiv behandling med en kombination af tre antibiotika, der kunne helbrede sygdommen.

WHO havde et ønske om, at sygdommen skulle være udryddet i år 2000. Det blev den ikke. I 2017 kom der eksempelvis godt og vel 200.000 nye tilfælde til. Det er dog et væsentligt fremskridt i forhold til de 11-12 millioner patienter i 1970’erne.

Møller-Christensens opdagelse af skaderne på ansigtsskelettet var en unik og interessant, men ikke banebrydende opdagelse, hvad angår klinisk leprologi.

Det, der har haft betydning for leprologien, er de hudlæger, der har beskrevet hudsymptomernes udseende og fremfor alt påvisningen af bakterien og udviklingen af effektiv medicin.

Det er dog alligevel pudsigt, at en dansk medicinhistoriker har gjort leprologerne opmærksomme på et symptom, som de ikke selv kendte til.

Møller-Christensen prægede en generation af palæopatologer

I Danmark begyndte de tidligste palæopatologiske undersøgelser i renæssancen, da man opgravede nogle af de afdøde konger fra middelalderen for at kontrollere, om deres legemshøjde og kropsbygning var i overensstemmelse med legender og historiske kilder (det var de i nogle tilfælde, mens legenderne i andre tilfælde overgik virkeligheden).

Senere i 17-1800-tallet begyndte man, ligesom i andre europæiske lande, så småt at interessere sig for skeletter fra arkæologiske udgravninger i det hele taget – køns- og alderbestemmelse, race (etnicitet) og sygdomsspor (palæopatologi).

Møller-Christensen gjorde en meget stor indsats for at professionalisere og udbrede kendskabet til palæopatologien og mange af dem, som i 1960’erne, 70’erne og 80’erne beskæftigede sig med det i Danmark, var til dels inspireret og oplært af ham.

Man kan blandt andet nævne tandlæge Knud Danielsen (f. 1929), der i 1966 og 1968 var med på udgravningen i Åderup og i den forbindelse opdagede en udviklingsforstyrrelse i spedalske børnetænder – leprogen odontodysplasi.

Biologisk (fysisk) antropolog Pia Bennike (1946-2017), der i 1988 blev leder af Møller-Christensens lepra-museum og derudover fungerede som lektor ved antropologisk laboratorium på retsmedicinsk institut og underviste arkæologer på Saxo-instituttet, var også blandt dem, som har lært af Møller-Christensen.

I dag henstår hans lepramuseum i rod, og det er lukket. Blandt yngre læger og andre, der ikke har en specifik interesse for medicinsk historie og palæopatologi eller har levet samtidig med Møller-Christensen, er han efterhånden også blevet en noget ukendt person.

Det håber jeg, min biografi kan lave om på.

\ Møller-Christensens vigtigste publikationer

Møller-Christensens vigtigste publikationer. De kan ikke tilgås online, men skal bestilles via eksempelvis biblioteker:

Foto udlånt af Medicinsk Museion, fotograf ukendt

• 1938: The History of the Forceps
• 1944: Middelalderens Lægekunst i Danmark
• 1953: Ten Lepers from Næstved in Denmark
• 1958: Bogen om Æbelholt Kloster
• 1961: Bone Changes in Leprosy
• 1978: Leprosy Changes of the Skull

Billedet viser Vilhelm Møller-Christensen, omkring det tidspunkt hvor han var blevet professor i 1963. Det var formentlig en drøm, der gik i opfyldelse, da han blev professor i medicinens historie.