Læger og forskere har hidtil troet, at moderkagen var et passivt organ, der udelukkende transporterede næringsstoffer fra moderen til fostret. Den opfattelse er netop ændret af en forskergruppe på Cambridge University.
Forskerholdets undersøgelser på mus viser, at moderkagen rent faktisk kan nedbryde sig selv for at sikre, at fostrets hjerne har de rigtige næringsstoffer på kritiske tidspunkter under udviklingen. Resultaterne er netop udgivet i det prestigefyldte Proceedings of the National Academy of Sciences.
»Det er et interessant studie, der uddyber vores forståelse for de mekanismer, der sørger for, at fostret har det ok,« fortæller professor Niels Uldbjerg fra Aarhus Universitets kliniske institut.
Hjernens udvikling har indflydelse på flere generationer
Du skal tænke på det, som om hjernens udvikling er delt op i udviklingstrin. På et specifikt tidspunkt bliver hver del af hjernen udviklet, og det er på disse tidspunkter utroligt vigtigt, at hjernen får de nødvendige næringsstoffer.
Tag for eksempel hypothalamus, der er den del af hjernen, der styrer instinkterne herunder moderfølelsen. Hypothalamus udvikles midtvejs gennem graviditeten, men det kan ske, at moderen sulter i netop den periode, og derfor er hjernen i risiko for ikke at få nødvendige næringsstoffer.
Når hypothalamus ikke får de nødvendige næringsstoffer, er der risiko for underudvikling.
Hvis hypothalamus ikke udvikles normalt, kan det forringe afkommets evne til at tage sig af næste generations afkom. Derfor er hele slægtens reproduktive succes hængt op på, at denne del af hjernen udvikles under de mest optimale betingelser.
»Der er udviklet flere teorier om, hvordan vi udvikler os senere i livet, hvis vi ikke har haft de optimale betingelser, mens vi var fostre. I voksne, der var undervægtige ved fødslen, kan man bl.a. se en overhyppighed af forhøjet blodtryk, sukkersyge og åreforkalkning. Fostertilværelsen spiller altså ind senere i livet. Det med moderfølelsen er nyt for mig, men ikke overraskende, for pengene skal jo passe sammen så at sige,« reflekterer Niels Uldbjerg.
Moderkagen kan nedbryde sig selv
Heldigvis er der øjensynligt udviklet et system, der forhindrer babyer til sultne forældre at få hjerneskader i hypothalamus. Moderkagen nedbryder sit eget væv og tilbyder sine proteiner og andre næringsstoffer til fostret.
»Vi vidste ikke, at der fandtes denne beskyttelse af fostret. Jeg forventede, at mangel på føde ville påvirke både fostrets hjerne og moderkagen ligeligt. I stedet ser det ud til, at moderkagen beskytter fostrets hjerne på bestemte kritiske tidspunkter i udviklingen,« fortæller adfærdsneurolog Barry Keverne fra Cambridge University, der er en af forskerne bag undersøgelsen, i en pressemeddelelse.
Niels Uldbjerg fra Aarhus Universitet følger op:
»Der er flere mekanismer, som kan hjælpe fostre, der ikke får den rigtige ernæring. Det med modekagen er nyt, men ”brain-sparing” er velkendt, og det er også det, vi måler på, når vi vurderer undervægtige fostre. Det er en anden teknik og tankegang, men resultatet er det samme, fostret for bedre betingelser,« siger han.
Brain-sparing er en mekanisme, der slår til, hvis blodet, der går fra moderkagen til fostret, ikke har nok næring. I så fald dirigeres blodet hen til de vigtigste organer i fostret, som er hjernen, hjertet og binyrerne.
Moderkagen opretholder generne i fostrets hjerne
Ud over at nedbryde moderkagen havde den ufrivillige sultperiode også indflydelse på gen-reguleringen i moderkagen og fostrets hjerne.
Vi plejer at sige, at mødre, der brækker sig meget under graviditeten, har gode moderkager, hvilket er godt for at udvikle sunde fostre. Det er væsentligt at vide, at hvis fostret ikke har de mest optimale betingelser, så er det moderkagen og moderen, der betaler for bivirkningerne
Niels Uldbjerg
Et af de gener, der blev påvirket af sultperioden, var Peg3, der styrer et hormon, der kontrollerer mælkeproduktion, moderfølelse og fødsel i afkommet. Generne, er under normale omstændigheder kontrolleret af moderen, da niveauet af Peg3 er det samme i både moderkagen og fostret.
Det er altså moderens egne gener, der afgør, hvordan hendes børn kommer til at være som forældre.
Men hvad sker der så, når der ikke længere er nok mad til, at moderen selv kan styre genreguleringen?
Under sultperioden fandt forskerne ud af, at niveauet af Peg3 fald 35 procent i moderkagen, mens det rent faktisk steg i fostrets hjerne. Moderkagen havde altså beskyttet fostrene, så hjernen ikke tog skade i den kritiske periode.
Resultaterne får Barry Keverne til at konkludere, at hypothalamus og moderkagen ikke blev udviklet separat, men rent faktisk blev udviklet i et system, der skal sikre, at den næste generation bliver gode mødre.
Brækkende mødre har gode moderkager
Undersøgelserne blev foretaget på mus, der blev sultet i 24 timer under graviditeten. Bagefter undersøgte forskerne moderkagen og fostrene for at se, hvordan sulten havde påvirket dem begge.
»Selvom studiet blev udført på mus, er der mange ting, vi kan lære af det. Vi plejer at sige, at mødre, der brækker sig meget under graviditeten, har gode moderkager, hvilket er godt for at udvikle sunde fostre. Det er væsentligt at vide, at hvis fostret ikke har de mest optimale betingelser, så er det moderkagen og moderen, der betaler for bivirkningerne,« afslutter Niels Uldbjerg.
