Hvert år dør op mod 138.000 mennesker af slangebid, og omkring tre gange så mange får amputationer eller andre permanente lidelser som følge af giften. Det gør slangebid til et alvorligt og ofte overset sundhedsproblem, især i verdens fattigste egne, hvor der er dårlig adgang til modgift.
Men selv når modgift er tilgængeligt, er det langtfra en perfekt løsning. Mange typer modgift virker kun mod et begrænset antal af verdens i alt cirka 600 giftige slanger - og derfor kræver det ofte, at man ved præcis, hvilken art der har bidt, hvilket kan være svært for både offer og sundhedspersonale.
Men i et nyt studie, offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Cell, mener forskere nu at have taget et vigtigt skridt i en ny retning: mod en mere generel modgift, der kan virke mod mange forskellige giftslanger.
Og det er takket være én mand, nemlig den amerikanske automekaniker Tim Friede.
200 slangebid og 500 injektioner
Tim Friede er slangeentusiast og har i 17 år haft en hobby, som de fleste nok vil finde ret usædvanlig:
Fra 2000 til 2017 injicerede han sig selv med slangegift fra nogle af verdens mest dødbringende slanger, heriblandt sorte mambaer, kongekobraer og taipaner. I alt injicerede han sig selv flere end 500 gange og blev derudover bidt godt 200 gange.
Tim Friede overlevede - en enkelt gang på et hængende hår, hvilket kostede ham fire dage i koma - og udviklede over tid en vis immunitet. Det gør, at han i blodet bærer rundt på antistoffer, som forskere i det nye studie har kunnet isolere og undersøge.
Videoen herunder viser Tim Friede lade sig selv bide af to slanger - hvilket måske kan virke ubehageligt for nogle at se.
Forskerne identificerede to særlige antistoffer ved hjælp af en donation af Tim Friedes blod, som viste sig at kunne binde sig til og neutralisere neurotoksiner i visse typer slangegift. De kombinerede antistofferne med varespladib, et kemisk stof, der blokerer en anden gruppe giftstoffer.
Da forskerne testede blandingen på mus, viste forsøget lovende resultater, beskriver forskerne: Musene overlevede eksponering for gift fra 13 ud af 19 forskellige giftslanger.
Godt studie – men et lille skridt
Så hvor langt er vi fra en modgift, der modvirker giften fra mange forskellige slangearter?
Desværre stadig ret langt, lyder vurderingen fra Andreas Hougaard Laustsen-Kiel, der forsker i slangebid og modgift ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), efter at have læst studiet.
Ifølge ham er det nye studie spændende, men det rummer altså ikke en perfekt løsning på problemet med slangegift.
»Det er et solidt ’proof of principle’, altså et bevis på, at man godt kan finde antistoffer, der virker bredt mod udvalgte toksiner fra nogle giftsnoge,« fortæller han til Videnskab.dk.
»Men det er vigtigt at understrege, at det er et lille skridt, og vi er stadig langt fra en universel modgift.«
Han peger især på, at forsøget er udført under meget kontrollerede forhold, hvor modgiften, eller ‘cocktailen’, som forskerne kalder det i studiet, havde gode chancer for at virke.
Blandt andet fik musene relativt små mængder gift, langt mindre end hvad man ville blive udsat for ved et rigtigt slangebid.
»Musene overlevede unaturligt længe, selv dem der ikke blev givet modgift. I virkeligheden ville de være døde meget hurtigere, hvis forskerne havde fulgt Verdenssundhedsorganisationens (WHO) anbefalinger i forhold til, hvor stor en giftdosis man bør bruge i denne type forsøg,« siger han og tilføjer:
»Det fremgår også af studiets egne begrænsninger, men jeg vil sige, at det stadig bliver præsenteret lidt for optimistisk i studiet.«
I et skriftligt svar til Videnskab.dk fortæller Mark Bellin, seniorforsker hos Centivax og medforfatter til det nye studie, at musene i forsøget fik »fire gange den mediane dødelige dosis« for hver type slangegift. Den værdi fastsatte forskerne selv i laboratoriet, fordi mængden, der skal til for at opnå en dødelighed, varierer meget for hver gift.
Du kan læse Mark Bellins svar i faktaboksene i løbet af artiklen.
Skal også modvirke skader?
Desuden er det ikke tilfældigt, hvilke slangegifte forskerne har valgt at teste deres modgift på.
Andreas Hougaard Laustsen-Kiel påpeger, at forskerne udelukkende har testet deres cocktail på udvalgte slanger af slangefamilien Giftsnoge (Elapidea), som har visse fællestræk i deres gift.
»De har ’cherry picket’ arter fra hele verden. Men der er mange andre giftslanger og endda giftsnoge, hvor behandlingen her næppe ville virke,« siger han.
Selv hvis man overlever et slangebid, betyder det ikke nødvendigvis, at man slipper billigt. Mange ofre oplever alvorlige følgeskader, som den nye behandling slet ikke tager højde for:
»En god modgift skal også modvirke vævsskader og dermed indirekte mod infektioner og langvarige smerter. En ny modgift er ikke god, hvis man overlever, men så mister en arm bagefter,« siger Andreas Hougaard Laustsen-Kiel.
Ifølge Mark Bellin valgte forskerne i studiet giftstoffer fra slanger, »der var forskellige nok til at vise, at modgiften har en bred effekt på tværs af de mange slægter inden for elapiderne«.
Du kan læse resten af svaret i faktaboksen herunder:
\ Mark Bellin: »Næste skridt er vævsskader«
Mark Bellin medgiver, at modgiften muligvis ikke virker lige godt mod alle elapider, men understreger, at forskernes data ikke giver grund til at tro, at effekten skulle være dårligere eller bedre blandt de arter, de ikke har testet.
»Men det er bestemt et vigtigt spørgsmål, og det bør undersøges nærmere i fremtidige studier,« tilføjer han.
Han forklarer desuden, at deres næste skridt netop bliver at undersøge, hvordan modgiften virker på vævsskader.
»Men før vi kan måle vævsskader, skal forsøgsdyrene først overleve,« siger han.
Er det overhovedet en god ide?
Andreas Hougaard Laustsen-Kiel stiller i øvrigt spørgsmålstegn ved hele idéen om at skabe én modgift, der skal virke mod bid fra alle slanger i hele verden.
»Det svarer lidt til at ville lave én pille, der både virker mod hovedpine, malaria og diabetes. Det lyder smart, men det bliver upraktisk, dyrt og i sidste ende mindre effektivt,« siger han.
I stedet bør man ifølge ham fokusere på at udvikle bredt dækkende modgifte, der er målrettet de slanger, der findes i en given region, for eksempel Afrika syd for Sahara, Syd- og Sydøstasien eller Mellemamerika.
»Det giver langt mere mening at lave regionalt tilpassede modgifte, der dækker de lokale slanger godt og sikkert. Så spilder man heller ikke ressourcer på at inkludere antistoffer mod arter, der alligevel ikke findes i regionen,« forklarer han.
Mark Bellin, der taler for en bredspektret vaccine, svarer i faktaboksen herunder:
\ Er der brug for en ‘bredspektret’ modgift?
»Selv inden for den samme region er der stor variation i både slangearter og giftenes sammensætning,« fortæller Mark Bellin og tilføjer:
»En unik modgift målrettet enkelte arter, slægter eller regioner vil stadig kunne ende med at blive brugt forkert.«
Derudover vil det kræve adskillige forskellige produktionsfaciliteter, kliniske forsøg og distributionscentre at udvikle flere specialtilpassede modgift-cocktails til hver enkelt region, siger han.
I sidste ende vil ændringen i produktionsomkostninger måske - eller måske ikke - opveje de ekstra omkostninger, der følger med, skriver han til Videnskab.dk.
»Når det er sagt, er der bestemt gode argumenter for at udvikle flere forskellige modgifte i stedet for én universel. Det er noget, vi bør forske mere i. Men det betyder ikke, at vi bør opgive tanken om en universel modgift, som kan have enorme fordele.«
Ikke nødvendigt for at lave gode antistoffer
Slutteligt understreger Andreas Hougaard Laustsen-Kiel, at selvom det lyder spektakulært, at antistofferne i studiet stammer fra en mand, der har sprøjtet sig selv med gift i næsten to årtier, er det ikke nogen nødvendig vej til en ny behandling.
»Man behøver altså ikke en mand, der injicerer sig selv med slangegift, for at lave gode antistoffer. Det kan vi sagtens gøre i laboratoriet på en sikker og kontrolleret måde,« siger han.
\ »Synd, hvis hans smerter ikke kom menneskeheden til gavn«
Om hvorvidt det var nødvendigt at bruge et menneske i forsøget, svarer Mark Bellin blandt andet:
»Baseret på den viden, vi har i dag, er antistofferne i Tims blod både mere effektive og dækker bredere end noget, vi indtil videre har været i stand til at fremstille syntetisk. Vi har direkte sammenlignet hans antistoffer med dem, der er skabt i andre laboratorier, og vi har selv produceret mange syntetiske antistoffer mod både slangegift og andre mål. Så vi ved, hvor virksomme de kan være.
Når det er sagt, har immunsystemet haft omkring 500 millioner år til at udvikle sig. Det har udviklet sig til hurtigt og effektivt at finde og neutralisere giftstoffer og sygdomsfremkaldende organismer. Selv om der er skabt imponerende antistoffer fra både naive og syntetiske biblioteker, er naturen stadig bedst til det.
Da Tim Friede havde gennemført alle disse ekstreme eksperimenter med sin egen krop, længe før vi mødte ham, ville det være synd, hvis hans smerte og lidelse ikke kom menneskeheden til gavn.«
På DTU bruger Andreas Hougaard Laustsen-Kiel og hans kolleger alpakaer til at udvikle såkaldte nanobodies. Det vil sige små, stabile antistoffer, der kan produceres til lavere pris og med større præcision end mange traditionelle modgifte.
»Alpaka-antistoffer er enklere, mere stabile og meget billigere at producere. Og det er vigtigt, for slangebid rammer især folk i udviklingslande, hvor pengene og laboratorierne ofte mangler,« siger han.
