Lille studie: En effektiv metode til bedre hukommelse? Tegn det, du skal huske
Kilde: 
11 januar 2019

For dem, der er dårlige til at huske, er den gode nyhed, at det bliver væsentligt nemmere, hvis man tegner det, man skal huske.

Og for dem, der er dårlige til at tegne, er det måske en endnu bedre nyhed, at niveauet af dine tegneevner ikke er afgørende for, at metoden virker.

Det er i hvert fald konklusionen i et nyt studie fra et forskerteam ved University of Waterloo i Canada, skriver Science Alert.

Data fra 48 deltagere indgår i studiet, og der er altså tale om et lille studie.
Halvdelen af deltagerne var omkring 20 år gamle, mens den anden halvdel var omkring 80.
Alle deltagere gennemførte den samme serie af øvelser, hvor de skulle beskrive en række ord, enten ved at:
  • skrive ordet af 
  • beskrive ordet, for eksempel de fysiske egenskaber ved ordet
  • tegne det, ordet repræsenterede

Efter en pause skulle samtlige deltagere genkalde sig så mange ord som muligt, og mens den yngre halvdel huskede flere ord end den ældre, så gjaldt det for begge grupper, at de huskede flest af de ord, de havde tegnet.

Forskerne mener, at metoden er så effektiv, fordi flere områder af hjernen aktiveres, når man tegner.
Informationen kan så at sige blive bearbejdet både visuelt, rumligt, verbalt, semantisk (gren inden for sprogvidenskaben, der beskæftiger sig med sproglige udtryks betydning) og motorisk på én gang.

Forskerne håber desuden, at metoden for den ældre aldersgruppe kan styrke forsvaret mod sygdomme som Alzheimers og demens.

»Vi tror, at det at tegne er særligt relevant for mennesker, der lider af demens, fordi det bedre udnytter dele af hjernen, der stadig er bevarede, og at det kan hjælpe disse mennesker, der har en kognitiv svækkelse, til at huske,« udtaler en af forskerne, Melissa Meade, i en pressemeddelelse fra universitet.

På et mere lavpraktisk niveau foreslår forskerne, at du kan tegne din indkøbsseddel i stedet for at skrive den.

Om ikke andet kan det være en lille hverdagsøvelse, der måske kan styrke din hukommelse på længere sigt.

Studiet er publiceret i Experimental Aging Research.

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.