Har du et nytårsforsæt om at præstere bedre i discipliner som løb, cykling eller svømning? Så burde du måske inkludere dit toilet i planerne.
Det mener forskere fra universitetet i Taipei, Taiwan, i hvert fald. De har testet 13 triatleters kognitive præstation i tre situationer:
- når de ikke har tømt tarmen,
- når de har tømt tarmen naturligt,
- når de har tømt tarmen ved hjælp af afføringsmiddel.
Og resultaterne taler for sig selv: Samtlige triatleter klarede den kognitive test bedre, efter de havde taget afføringsmiddel og været på toilettet. Ni ud af 13 præsterede bedre, efter de havde tømt sig naturligt uden hjælp.
Det skriver mediet ScienceAlert.
Men hvad har det med en sportspræstation at gøre?
Selvom de taiwanesiske forskere ikke har testet effekterne på atleternes sportslige resultater, mener de alligevel, at det kan have en vigtig betydning for, hvordan de klarer sig i for eksempel et triatlon:
»Når du dyrker motion, især langdistance-øvelser, sender din hjerne store mængder af kommandoer ud til musklerne,« forklarer Chia-Hua Kuo, der er motionsfysiolog ved universitetet i Taipei, i en pressemeddelelse.
Forskerne, hvis studie er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Sports Medicine and Health Science, mener altså, at det er godt givet ud at besøge toilettet, inden du begiver dig ud på din løbetur.
De fraråder dog, at man gør det med hjælp fra afføringsmiddel, medmindre ens læge har anbefalet det.

































