Kræftramte børn bør følges efter endt behandling

Kræft hos børn er et af de medicinske områder, hvor vi har set de største gennembrud i behandlingen. Disse gennembrud betyder, at fire ud af fem børn i dag overlever en kræftdiagnose.

Men kræft hos børn er typisk meget aggressiv og kræver intensiv behandling. Operationer, stråleterapi og kemoterapi i høje doser er alt sammen faktorer, der kan føre til andre sygdomme senere i livet.

Det gælder både for børn og voksne, men børn er ekstra sårbare overfor kræftbehandling, da den bliver givet på et tidspunkt, hvor barnets krop gennemgår en massiv udvikling, og organerne modnes.

\ Læs mere

Unge kræft-overlevere har svært ved at fungere senere i livet

Dobbelt så stor risiko for indlæggelser

»Overlever vores barn?« er oftest det første spørgsmål fra forældre, når deres barn bliver diagnosticeret med kræft.

Men derefter kommer hurtigt tanker om, hvordan sygdommen vil påvirke barnet på længere sigt. Vil det være i stand til at få børn? Uddannelse? Og hvilke andre senfølger kommer der?

Fordi mange børn i dag overlever en kræftdiagnose og har et langt liv foran sig, må vi undersøge, hvordan det går børnene på længere sigt.

Det har jeg netop gjort i min ph.d., hvor jeg har arbejdet på at kortlægge de sygdomme, som børnekræftpatienter bliver ramt af senere i livet.

Min forskning viser, at tidligere børnekræftpatienter har en dobbelt så stor risiko for at blive indlagt på hospitalet, som personer der ikke har haft kræft i barndommen.

Børnekræftoverleverne bliver indlagt med en bred vifte af forskellige sygdomme, som rammer stort set alle kroppens organsystemer.

\ Læs mere

Kræft kommer ikke alene - andre sygdomme følger med

Børnekræft i Norden

Hvert år diagnosticeres omkring 275 børn og unge under 20 år med kræft i Danmark. Cirka 80 procent af dem er stadig i live efter fem år.

Der findes 12 forskellige typer af børnekræft og over 30 forskellige underdiagnoser, og behandlingen af disse sygdomme er meget forskellig.

I de nordiske lande (Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige) er der i dag omkring 24.000 personer, som har overlevet en kræftsygdom i barndommen. Det svarer til, at der for hver 1000 personer vil være 1, som er tidligere børnekræftpatient.

Hvordan har vi undersøgt det?

Vores undersøgelser er baseret på registerdata fra mere end 30.000 børnekræftoverlevere fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Alle patienter fik diagnosen kræft, før de var fyldt 20 år.

Vi undersøgte, hvor mange gange patienterne havde været indlagt på hospitalet, efter kræftbehandlingen var afsluttet, og hvilke sygdomme de var indlagt med.

Herefter blev risikoen for sygdom blandt de tidligere børnekræftpatienter sammenlignet med risikoen for hospitalsindlæggelser blandt næsten 200.000 mennesker, som ikke havde haft kræft i barndommen.

\ Læs mere

Kroppen glemmer aldrig kræftbehandling

Øget risiko for hospitalsindlæggelse

De fleste børn, der diagnosticeres med kræft, vil heldigvis aldrig opleve senfølger, der er så alvorlige, at de fører til en indlæggelse – og langt fra alle senfølger er alvorlige.

Men omkring 25 procent af de tidligere børnekræftpatienter bliver indlagt med senfølgesygdomme, som kan skyldes deres kræftsygdom og behandling. Sammenlignet med antal indlæggelser for folk, der ikke har haft kræft som børn, er det dobbelt så mange, der bliver ramt.

Vores undersøgelser viser, at risikoen for at blive indlagt med senfølger forblev forhøjet resten af livet hos de tidligere børnekræftpatienter.

De ekstra indlæggelser, som denne gruppe oplevede, var domineret af sygdomme i nervesystemet, det endokrine system (som styrer hormonbalancen og stofskiftet i kroppen), fordøjelsessystemet og luftvejene.

Især sygdomme som epilepsi og nedsat stofskifte var hyppige. Derudover fandt vi, at risikoen for at udvikle en ny kræftsygdom var mere end fordoblet i forhold til sammenligningsgruppen.

Kræfttypen har stor betydning

Sygdomsmønsteret er meget afhængigt af, hvilken type kræft barnet havde haft. For det første kan selve placeringen af kræfttumoren være afgørende for, om man kommer til at få senfølger.

Hvis man eksempelvis har en tumor i skjoldbruskkirtlen, vil man typisk opleve stofskifteforstyrrelser, da skjoldbruskkirtlen er det organ, der regulerer kroppens stofskifte.

For det andet er behandlingerne meget forskellige for de forskellige kræfttyper. Overordnet kan man sige, at de personer, som har fået høje doser af stråling og for nogens vedkommende også kemoterapi, har størst risiko for senfølger.

Fra tidligere undersøgelser ved vi, at især stråling til hjernen kan give koncentrationsbesvær og indlæringsvanskeligheder samt problemer i forhold til vækst og pubertetsudvikling.

\ Læs mere

Kan laserlys og nanopartikler erstatte kemoterapi?

Bedre opfølgning på kræftramte børn

Resultaterne af vores undersøgelser kan allerede nu bruges af lægerne på børnekræftafdelingerne til at identificere de patienter, som har en høj risiko for at udvikle senfølger.

I dag følges højrisikopatienter i senfølgeklinikker efter endt kræftbehandling, hvor de bliver screenet for eksempelvis pubertetsforstyrrelser, nedsat vækst, hormonelle forstyrrelser, stofskifteproblemer og en lang række andre sygdomme.

Vores forskning viser, at risikoen for at udvikle nye senfølger fortsætter med at være forhøjet resten af livet. Derfor anbefaler vi, at man giver de økonomiske rammer, det kræver at indføre en lang og for enkelte højrisikopatienter en livslang opfølgning.

Derudover kan vores resultater om senfølger være vigtige for de praktiserende læger, da det er dem, som møder patienterne, når kræftbehandlingen er slut, og hverdagen melder sig. Hvis de ved, at en af deres patienter har haft kræft som barn, er der nogle symptomer, de skal være særligt opmærksomme på.

Foruden at fokusere opfølgningen af tidligere børnekræftpatienter kan resultaterne fra vores forskning være startskuddet til bedre behandling af børnekræft, således at vi bibeholder den høje overlevelse, men med færre følgesygdomme.

Vi vil i en række kommende studier se på, om der er bestemte former for kræftbehandling og eksempelvis specifikke doser af strålebehandling og kemoterapi, der i særlig grad øger risikoen for senfølger.

I nogle tilfælde kan det måske lade sig gøre at mindske dosis bare en smule eller at vælge en anden type medicin, som giver lavere risiko for senfølger, uden at chancerne for overlevelse bliver mindre.

Dette kan forhåbentlig forhindre nogle patienter i at få senfølger i fremtiden.