KORT NYT FRA UDLANDET:
Klimaforandringerne påvirker hele kloden, men ikke lige meget alle steder, og der sker heller ikke de samme ting. Det skriver Arstechnica.
Men nu har forskere udarbejdet to kort, der ved hjælp af satellitdata viser, hvilke områder der er mest sårbare overfor ændringerne. Det viser, hvor der bliver varmere, vådere og flere skyer.
Kortene er netop udgivet i det anerkendte tidsskrift Nature.
Det første kort, som du kan se længere nede i artiklen, er lavet ved hjælp af data fra flere forskellige kilder.
Først og fremmest har de brugt en database kaldet enhanced vegetation index – en opgørelse af, hvor meget Jorden er dækket af planter år efter år, målt ved hjælp af satellitdata.
Den information har forskerne sammenholdt med viden om, hvad der vil ske med bestemte regioner, hvis de bliver udsat for afvigelser indenfor temperatur, luftfugtighed og skydække.
På det andet kort kan du se, hvilke regioner, der er følsomme over for forskellige slags ændringer. Nogle områder får det svært, når vandmængden ændrer sig, andre når skydækket ændrer sig.
Da forskerne kombinerede de forskellige informationer om plantedække og sårbarhed for klimaændringer, blev resultatet det øverste kort, hvor de grønne områder er de mindst sårbare over for ændringer, mens de røde er de mest sårbare.


Læs også:
Sådan kan klimaforandringer blive meget voldsomme
Psykologer: Sådan får vi folk til at interessere sig for klimaet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams