»Dette studie viser en klar sammenhæng mellem luftforurening og fødselsvægt,« siger David Q. Rich ved University of Rochester i New York.
Han ledte studiet, der viser, at børn, som blev født lige efter OL, var 23 gram tungere end normalt.
»Dette demonstrerer en konsekvens af luftforurening, men viser også, at fænomenet kan omvendes,« siger han.
Drastiske tiltag
I månederne op til OL og Paraolympics i 2008 indførte de kinesiske myndigheder strenge restriktioner på bilkørsel. De lukkede fabrikker og satte byggeprojekter på hold. Desuden skød de små partikler op i skyerne for at stimulere dem til at danne regndråber, der renser luften.
Og luften blev meget renere: Der var 60 procent mindre svovldioxid, 48 procent mindre kuldioxid og 43 procent mindre nitrogenmonooxid, i en periode på 6-7 uger.
Naturligt eksperiment
Nogle forskere benyttede anledningen til at sammenligne fødselsvægten for graviditeter, der var i ottende måned under OL, med tilsvarende tal fra 2007 og 2009 – da forureningsniveauet var på sit almindelige høje niveau.
Når de sammenlignede tallene for 83.672 fødsler, så de, at børn fra 2008 i gennemsnit var 23 gram tungere end de, der blev født året før og året efter.
Sidste del af graviditeten er særligt vigtig for fosterets vækst, så vel som udviklingen af centralnervesystemet, hjerte-kar-systemet, musklerne og skelettet. Studiet antyder, at forurening kan forkludre denne udvikling, skriver forskerne.
Årsagen er ukendt
Per Schwarze, som forsker i luftforurening ved Folkesundhedsinstituttet i Norge, forklarer, at vi også ser en sammenhæng mellem luftforurening og fødselsvægt i Europa.
»Det europæiske samarbejdsprojekt ESCAPE fandt også en reduktion i fødselsvægt i sammenhæng med luftforurening. Men det er svært at sige, hvad der gør, at børn, der bliver født i dårlig luft, vejer lidt mindre,« forklarer Schwarze.
»De fleste studier undersøger kun én eller nogle få komponenter, for eksempel perfluorerede hydrocarboner, men luftforurening er en langt mere kompleks blanding. Det kan også være, at de faktorer, man finder associationer med, varierer sammen med en anden faktor, som der ikke er kontrolleret for.«
Ved vi noget om, hvilken slags effekt luftforening kan have på kroppen, der kan føre til, babyerne bliver mindre?
»Nej, vi har kun data på statistiske sammenhænge og ved utrolig lidt om, hvilke biologiske mekanismer, der kan ligge bag. Der kan spekuleres i reduceret blodtilførsel, systemisk inflammation eller ændret metabolisme hos moderen, men det er alt sammen spekulationer,« siger Schwarze.
Forskerne bag studiet af de kinesiske babyer spekulerer i, om forureningen kan gøre, at moderkagen ændres, så den giver mindre næring til fosteret.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle




































