Hvordan ‘snyder’ graviditeten immunforsvaret?

I den første artikel i vores serie om forskning i graviditet og immunforsvaret kunne du her på Forskerzonen læse om, hvordan man først sent i lægevidenskabens historie begyndte at være opmærksom på et immunologisk mysterium:

Hvordan kan det være, at den gravides krop ikke afstøder fosteret, som den ville afvise noget andet fremmed væv, der ikke er en del af kroppen i forvejen?

Man kan se fosteret som et slags midlertidigt transplantat. Da man begyndte at udføre organtransplantationer fandt man ud af, at donor og modtager skal matche i vævstype. Det nedsætter risikoen for, at organet bliver afstødt.

Der findes mange forskellige vævstyper, og det er meget sjældent muligt at finde en doner, der matcher fuldstændigt. Derfor er der blevet udviklet medicin, der dæmper immunforsvaret hos personer, der har gennemgået en organtransplantation.

Udviklingen af denne immunhæmmende medicin gør, at præcis matching af vævstyper ved de fleste typer organdonation ikke er nødvendig.

Under en graviditet er der oftest mismatch mellem morens og farens vævstyper, og moren tager jo normalt ikke immundæmpende medicin.

Så burde din mor ikke have afstødt dig som foster?

Dit uundværlige immunforsvar er unikt

Immunforsvaret spiller en central rolle i menneskets overlevelse. Immunceller, hvide blodlegemer, kan kende forskel på egne celler og fremmede eller syge celler.

Den evne er vigtig i bekæmpelsen af infektioner, men også ved kræft.

For at hjælpe immuncellerne med at skelne egne celler fra fremmede har kroppen vævstypemolekyler. Hos mennesker kalder man vævstypemolekyler for HLA-molekyler (humant leukocyt-antigen-molekyler), som vi også var inde på i forrige artikel.

Din kombination af HLA-molekyler er næsten unik. Medmindre man er i familie, er HLA-molekylerne meget forskellige mennesker imellem. Lige så forskellige som menneskers udseende kan være, lige så forskellige kan deres celler se ud på overfladen.

Når immunforsvaret ser noget fremmed

Immunforsvaret er konstant på vagt – heldigvis!

Når en celle bliver inficeret, for eksempel af et virus, viser HLA-molekylet en stump af virus (et såkaldt peptid) på celleoverfladen og samtidig ændrer strukturen af molekylet sig (se figur 1c). Immuncellerne vil se cellen som syg, hvorefter den bliver dræbt.

Ved organtransplantationer ser HLA-molekylerne fra donoren altid en smule anderledes ud end modtagerens, uanset om man ‘matcher’ med donoren eller ej (se figur 1b). Cellerne i det transplanterede organ bliver derfor set som vævsfremmed, og immunforsvaret vil afstøde det, hvis man ikke giver immunhæmmende medicin.

Hos fosteret stammer halvdelen af HLA-molekylerne fra faren, og de er altså fremmede for morens immunforsvar (se figur 2).

Fosteret er ikke i direkte kontakt med morens celler, da hinder og moderkagen omgiver det. Moderkagen er forbindelsen mellem mor og foster. Den er genetisk ens med fosterets celler og er oprindeligt udviklet fra nogle af fosterets celler, såkaldte trofoblastceller, i det helt tidlige fosteranlæg (se figur 3).

Moderkagen er dermed også delvis fremmed for moren.

Via en mekanisme, der kaldes implantation, sætter fosteranlægget sig fast i livmoderen, og moderkagen dannes. Celler fra moderkagen vokser ind i livmodervæggen og morens blodkar.

Det er en proces, der er helt afgørende for fosterets overlevelse og beskyttelse, men samtidig gør processen også moderkagen til et potentielt mål for morens immunforsvar.

Det leder tilbage til det immunologiske mysterium om, hvorfor moren ikke afstøder fosteret og moderkagen.

Specielle molekyler sikrer ‘borgfred’ i kroppen

De tidligere beskrevne vævtypemolekyler er såkaldte klassiske HLA-molekyler. Cellerne i moderkagen har kun ganske få af disse klassiske molekyler på overfladen af deres celler. Til gengæld har de nogle anderledes vævstypemolekyler, såkaldte ’non-klassiske’ HLA-molekyler (se figur 1d).

De non-klassiske HLA-molekyler giver morens immunforsvar besked om, at her er noget fremmed, der skal tolereres, og som ikke skal angribes. Der udvikles såkaldt immuntolerans.

På den måde bliver morens immunforsvar hæmmet af signaler fra moderkagen, og fosteret får lov til at blive i livmoderen. Man kan se det som en slags midlertidig accept – en borgfred mellem mor og foster.

Når graviditeten går galt

Vi har altså nogle helt særlige molekyler på vores celler, som har det job at sikre, at moderkage, og dermed foster, ikke bliver afstødt. Men det er desværre ikke altid, at de gør deres job godt nok.

I Danmark rammes cirka 3 procent af gravide kvinder af svangerskabsforgiftning, og op mod 15 procent oplever i perioder fertilitetsproblemer. Man kender ikke altid årsagerne, og det kan være til stor frustration.

Forskning viser, at nogle af årsagerne findes i immunforsvaret.

Hvis de førnævnte non-klassiske HLA-molekyler ikke virker som de skal, kan det føre til, at morens immunforsvar ikke får tilstrækkelig besked om at acceptere det fremmede foster.

Hvis dette sker tidligt i graviditeten, kan det muligvis føre til nedsat fertilitet eller gentagne tab af graviditeten. Man mener, at det blandt flere andre faktorer kan føre til udvikling af svangerskabsforgiftning senere i graviditeten.

Forskning er nøglen til mysterierne

I løbet af de sidste årtier har der været utallige hypoteser om morens accept af det fremmede foster. Som nævnt i forrige artikel blev man allerede i 1950’erne opmærksom på, at fosteret, der arver halvdelen af sine gener fra faren, er delvist fremmed for morens immunsystem.

En af hypoteserne var dengang, at morens immunforsvar ignorerer moderkagen og fosteret. I dag ved man, at dette ikke er sandt.

Immunforsvaret ser graviditeten, og det husker og lærer endda af tidligere graviditeter, hvilket vi vender tilbage til i en senere artikel.

På trods af flere årtiers forskning er der stadig store huller i forståelsen af immunforsvarets rolle under graviditeten. Det er derfor nødvendigt med mere forskning inden for feltet.

Det vil ikke kun gavne gravide og behandlingen af graviditetsrelaterede sygdomme. Det vil også kunne bruges til at bringe forskningen videre inden for organtransplantationer, kræftbehandling og behandling af autoimmune sygdomme.

Læs første artikel i serien her.