Kan man sige noget om, hvor mennesket er på vej hen? Bliver vi højere og klogere, får vi mindre negle og færre hår?
Sådan lyder spørgsmålet til Spørg Videnskaben fra Ole i Aarhus.
Vi har endnu en gang kontaktet en af eksperterne på området, lektor Thomas Mailund fra Aarhus Universitets Center for bioinformatik, for at høre, om han kan spå om fremtidens mennesker.
\ Spørg Videnskaben
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Det handler om at få så mange efterkommere som overhovedet muligt
Før vi begynder at spå om fremtiden, er det vigtigt at bringe mekanismerne på banen, så vi forstår, hvad der driver evolutionen.
»Evolution har nemlig ikke noget at gøre med ‘de stærkeste overlever’. Det eneste, det drejer sig om, er, hvor mange unger man får, og om de unger lever længe nok til selv at få unger,« forklarer Thomas Mailund.
Der kan være store forskelle i den måde, naturen griber opgaven an. Nogle dyr føder få unger og passer godt på dem. Derved øger de muligheden for, at ungerne bliver gamle nok til selv at få børn. Det ser vi ofte hos store pattedyr.
Andre dyr er derimod ligeglade med, om flertallet af deres børn dør, så længe der er nok, der overlever. For eksempel får insekter utroligt mange unger, hvor kun meget få af dem overlever. Til gengæld er der næsten garanti for, at en del af afkommet overlever, og artens succes er garanteret.
Vi bliver ikke nødvendigvis høje og smukke
Hvis vi kigger på mennesker og prøver at forudse, hvordan vi ser ud i fremtiden, er det de samme overvejelser, vi skal gøre os.
Lad os som eksempel kigge på to par. Det ene par er stærke, høje, smukke mennesker med alle forudsætninger for at klare sig godt i livet. Det andet par er svage, små, grimme mennesker med hår mellem tænderne. Det andet par har en masse modgang i livet, men overlever dog alligevel.
Umiddelbart skulle man tro, at det er de stærke, høje og smukke mennesker, der er primus motor i evolutionen, men sådan er det ikke.
Vi antager: Det stærke par får to børn, som hver får to børn, som hver får to børn og så videre. Det svage par får tre børn som hver får tre børn… Du har nok fattet pointen.
Går vi så fire generationer frem, så er det stærke par blevet til i alt 16 personer, mens det svage par er blevet til 81 personer.
Over tid forsvinder de stærke mennesker helt, da de kun er en lille gruppe og derfor mere sårbare over for katastrofer, sygdomme med mere. Derfor kan vi have udviklet os til små, grimme, svage mennesker med hår mellem tænderne og ikke høje flotte mennesker. Altså er det i den retning, evolutionen har trukket os.
En anden vigtig faktor er tidspunktet, vi får børn på. Hvis de stærke mennesker først får børn, når de er 30 år, mens de svage allerede får børn, når de er 20 år, så ændrer befolkningen sig endnu hurtigere, og over ganske kort tid bliver der endnu flere ”svage” end ”stærke” mennesker i befolkningen.
»Det er det, der ligger i evolutionslæren. Det handler om, hvor mange børn du får. Det interessante ved mennesker er så, at det ikke nødvendigvis er styret af biologien. Det er i høj grad kulturen, der styrer, hvor mange børn vi får,« forklarer Thomas Mailund.
\ Evolution og afkom
Evolution handler i alt sin enkelthed om at få en masse afkom. Ofte vil kun en del af afkommet overleve sult, kulde, sygdom og rovdyr.
Den overlevende del er genetisk set bedre tilpasset til miljøet og vil videregive de arvelige træk, der gør dem bedre tilpasset til miljøet, til deres eget afkom.
Evolutionen skubber med andre ord arterne i en given retning.
Charles Darwins teori om, at den bedst tilpassede overlever, er i så fald kun gældende, hvis den bedst tilpassede så samtidig er blandt dem, der får flest børn.
Bønderne udkonkurrerede jægerne
Mennesket ligner ikke noget andet dyr på planeten, når det drejer sig om evolutionen. Vi har nemlig sat os ud over de rent biologiske mekanismer, når det gælder, hvor mange børn vi får.
Hvis vi kigger på jæger-samler-samfundet og det tidlige bondesamfund i forhistorisk tid, så ser vi et eksempel på, hvordan vi som mennesker påvirker vores egen evolution. Det var nemlig ikke biologiske fordele, der gjorde, at bondesamfundet udkonkurrerede jæger-samler-samfundet, men derimod deres tilgang til teknologi.
Da bondesamfundet dyrkede deres egne afgrøder, havde de tilgang til mere mad end jægerne, og dermed kunne de brødføde flere børn. Desuden var det formentligt mindre praktisk at få mange børn i et jæger-samler-samfund, der hele tiden var i bevægelse.
»Vi kan ikke sige noget om, hvem der havde de stærkeste gener af de to samfund. Det vi kan sige er, at det samfund, der havde adgang til teknologi, var det samfund, der bestemte, i hvilken retning vores evolution skulle gå. Det er teknologi, der gør, at mennesker har overtaget hele kloden,« fortæller Thomas Mailund.
\ Læs mere
Menneskets evolution opfører sig anderledes
»Der er helt klart noget i mennesket, der gør, at vores evolution opfører sig anderledes. Man kan sige, at det er de samme mekanismer som i andre dyr, plus kultur,« siger Thomas Mailund.
Det er netop kulturen, der gør, at det er så svært at sige noget om, hvordan mennesker ser ud i fremtiden. Mennesker har en evne til at udvikle sig, ud over ren biologi. Det er blandt andet den kulturelle evne til at dele viden med vores afkom, der bringer den naturlige evolution i knæ.
Tag for eksempel stenøksen. Viden om, hvordan man laver en stenøkse, kan gå i arv fra forældre til børn. Børnene behøver ikke at udvikle et gen over flere tusinde år, der gør, at de selv kan udvikle en stenøkse.
På den måde kan mennesker skabe et evolutionært pres, der er stærkere end det biologiske. Gruppen, der laver våben, kan bedre fange føde end gruppen, der kun ved, hvordan man fanger dyr med hænderne. Også selvom gruppen med våben måske har biologisk set svagere gener.
Sex er evolution
En af de helt store sværvægtere, når vi snakker om evolution, er sex.
Lad os som eksempel kigge påfugle. Påfugle har lange haler, og hannerne med de længste haler er mest attraktive. Gennem flere tusinde generationer vil hannerne med de længste haler få mest afkom, som så også har lange haler, og til sidst vil fugle med lange haler udgøre arten.
Det burde egentligt være det samme med mennesker, men det er det ikke nødvendigvis. Vi har nemlig for vane at skifte seksuelle præferencer ud, oftere end vi skifter sokker. For at vi kan sige noget om, at vi udvikler os i den ene eller den anden retning, er det nødvendigt, at skønhedsidealet for det første er det samme for hele befolkningen, og så skal det for det andet helst forblive det samme i 100.000 år. For det tredje skal skønhedsidealet også komme til udtryk ved, at smukke mennesker får flere børn.
Hvis store ører var et skønhedsideal, som gjorde, at folk med store øre fik mere afkom, så ville mennesket langsomt udvikle større og større øre over tusinder af år.
Det er vel unødvendigt at sige, at sådan kommer det formentligt aldrig til at forholde sig hos mennesker i den globale verden, vi lever i i dag. Det er dog ikke det samme som at sige, at det ikke har været sådan for bare få tusinde år siden.
Man må erkende, at naturen ikke er herre over vores evolution længere. Det er os, der bestemmer vores biologiske fremtid. Naturlig selektion er erstattet af kunstig selektion
Thomas Mailund
»Langt de fleste forskelle mellem racer er skabt af seksuel selektion. Det er præferencer i befolkninger gennem tusinder af år, der har bestemt de forskelle, vi ser i dag,« forklarer Thomas Mailund.
Vi får muligvis kortere tarme
Hvis Thomas Mailund skal nævne en mulig ændring i mennesker om 100.000 år, så vælger han kortere tarme.
Vores diæt har ændret sig meget, siden vi rendte rundt og jagede med spyd i skovene. I dag er der stor tilgang til mad og for den sags skyld også fedt. Det er derfor, vi ser mange fede mennesker i dag. En mulig løsning fra naturens side kan være at udstyre os med kortere tarme, så vi ikke optager så meget fedt og sukker i kroppen.
»Hvis vi antager, at fedme både sætter begrænsninger på individets evne til at få afkom, og at fedme aldrig bliver et ideal, så vil vi om mange tusinder år have kortere tarme,« siger Thomas Mailund.
Mennesker kontrollerer selv sin evolution
Men er det så realistisk, at naturen egentligt får lov at bestemme, hvilken retning mennesker tager? Ifølge Thomas Mailund så kan naturen lige så godt lade være med at prøve at ændre os.
»Man må erkende, at naturen ikke er herre over vores evolution længere. Det er os, der bestemmer vores biologiske fremtid. Naturlig selektion er erstattet af kunstig selektion,« siger han.
Allerede i dag kontrollerer vi vores fremtid med hård hånd. Vi fjerner børn med Downs syndrom. Vi kan udrydde et uønsket gen i løbet af én generation, hvis vi vil, og arvelige sygdomme forsvinder også snart.
»Vi er meget snart på et niveau, hvor vi kan skræddersy vores gener efter forgodtbefindende. Vi kan sagtens gøre det nu, men vi tør ikke, før vi kender de ultimative effekter af manipulationen. I en snarlig fremtid vil man skræddersy mennesker til her og nu og de normer, der eksisterer. Så kun én ting er helt sikkert. Vi bliver ikke ved med at være, som vi er nu,« reflekterer Thomas Mailund.
Er vi så blevet til en anden art?
»Her må man stille sig selv spørgsmålet. Hvad er en art? For egentligt er vi alle sammen overgangsarter på vej mod noget nyt. Om en million år vil vores efterkommere næppe være i stand til at få børn med os, og så er vi vel en anden art. Vi vil nok betragte de folk, som lever om en million år, som mennesker, men vil de betragte os som det samme?« afslutter Thomas Mailund.
Videnskab.dk takker Ole for hans gode og opfølgende spørgsmål og kvitterer med en Spørg videnskaben T-shirt. Desuden takker vi endnu en gang Thomas Mailund for hans ekspertviden om menneskets udvikling.
Denne artikel blev bragt på Videnskab.dk første gang d. 18. august 2011.
