På vej hjem fra julemarked i Hamborg ved en motorvejs familie restaurant ser jeg en stort opsat artikel om en af mine patienter, som skrev dagbog i det sidste af hans forløb, inden han kom på hospice, hvor han døde kort tid efter.
Det er altid tragisk, når en ung mand dør af sin kræftsygdom, og denne historie var ikke meget anderledes, hvis det ikke var fordi den belyser en af de mange situationer i det danske sundhedsvæsen, hvor ”systemet” sætter regler, som kunderne i butikken forventer overholdt og hvor skuffelserne over mangler naturligt nok kommer frem i nogle af de mange stressede situationer, som kommer i komplicerede sygdomsforløb.
Mange ting at holde styr på
Der er regler for, hvordan man registrerer, at man har talt med patienterne om allergier (skal opdateres med jævne mellemrum), hvordan man godkender medicin (og mindst en gang om året går vi igennem den medicin, som patienten tager). For patienter i videnskabelige protokoller er der desuden regler for, hvordan selv de mindste notater i journalen skal separat godkendes efterfølgende.
Til alt dette skal der tillægges den kontaktordning, som har været i spil i nogle år. og som for nylig blev nævnt i Tv-avisen som noget, som der skal strammes yderligere op om.
Jeg bruger selv en del tid på at tale med vore yngre læger om kontaktordningen. Ikke på at diskutere, hvordan man som kontaktlæge gebærder sig, men faktisk mere på, hvordan man som læge tackler patienter, som man ikke er kontaktlæge for, men som man ser, for de yngre lægers vedkommende som forvagt på en afdeling, hvor akutte indlæggelser forekommer (det gør det på min afdeling, hvor leukæmi og lymfom patienter ofte indlægges med feber som eneste symptom).
Kontaktlægen er ikke altid til rådighed
Det er klart, at kontaktlægen ikke er der 24/7 og heller ikke kan give fremmøde , når vedkommende patienter indlægges under disse omstændigheder.
Hvad skal man så sige til denne patient, som ydermere kan være deltager i en af de videnskabelige protokoller, som er i gang på min afdeling? Og hvordan skal et relatere sig til den information, som gives til patienten på diagnose tidspunktet?
Her tror jeg, at vi som læger skal være bedre til at gøre klart, at:
1. Kontaktlægen skal være til stede ved nøgletidspunkter for patienten, det være sig
a. den første samtale om diagnose og prognose
b. samtale om deltagelse i en videnskabelig protokol
c. de efterfølgende, hvor effekten af én eller flere behandlinger gøres op
d. samtalen ved afslutning af behandling
e. samtalen, hvor et tilbagefald konstateres
2. Disse kontakter langt fra er alle patientens i den pågældende afdeling - de fleste rent faktisk er rutiner, som fx indebærer behandling, mestendels i sygepleje regi, ambulante konsultationer eller fremmøde til diagnostiske undersøgelser.
3. Dette scenarie selvsagt også for patienter i videnskabelige protokoller
Dette setup gælder på min egen afdeling, men er relevant på mange andre, hvor behandlingsforløb er komplicerede.
Skift i kontaktlæger kan forekomme
Dette kan måske opfattes derhen, at jeg ikke tror på kontaktlæge ordningen. Intet kunne være længere fra virkeligheden. Jeg er passioneret tilhænger af den, men på ovenstående vilkår, der indebærer, at patienten fra starten orienteres om at kontaktlægen vil være til stede på nøgle tidspunkter, men at vedkommende i øvrigt behandles af et team. De involverede kan så substituere for hinanden i rutinesituationer, som blandt andet indebærer tilrettelæggelse af behandlingsforløb, herunder bestilling af opfølgende.
For at komme tilbage til patienten, som jeg nævnte i starten skiftede vedkommende faktisk kontaktlæge i forløbet, da vedkommendes tilbagefald skulle behandlingens med en stamcelletransplantation, som indebærer andre ekspertiser. Sådan et skift skal selvfølgelig forklares for patienten som en naturlig følge af en ændret (her forværret) situation.
Da transplantationen også mislykkedes kom der af samme ekspertise baserede årsager en ny kontaktlæge i det sidste forløb. Hos denne patient gik disse overgange heldigvis smertefrit, men vi skal klart være opmærksomme på som behandlere at fortælle om kontaktlæge ordningen på en måde, så patient og pårørende er topinformerede om den.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg
