I løbet af graviditeten strækker og skiller det yderste lag mavemuskler sig på midten for at give plads til den voksende baby.
For nogle kvinder er det ikke et problem; mavemusklerne samler sig igen efter fødslen.
Men det sker ikke for andre, og mellemrummet mellem musklerne, som man kan føle med fingrene, og som man kan se, hvis man for eksempel ligger på ryggen og løfter hovedet, forbliver.
Hvis man kan føle en kløft langs midten af maven, som oftest er dybest omkring navlen, kan det være tegn på, at man har rectus diastase.
Hos nogle kvinder buler maven som følge, så man kan ofte se en spids på midten af maven, hvis man træner musklerne. Det er tilfældet for rigtig mange kvinder umiddelbart efter fødslen, og hos nogle kvinder forsvinder mellemrummet ikke.
Indtil for ganske nylig har eksperter som Kari Bø, professor ved sektion for idrætmedicinske fag ved Norges Idrætshøjskole (NIH), anbefalet øvelser, som træner den indre tværgående mavemuskel, transversus abdominis, i forsøget på at reducere kløften.
Men i et nyt studie finder blandt andet Kari Bø og forskeren Sandra Lødeng Gluppe ved NIH, at denne slags træning ikke modvirker skilte mavemuskler alligevel.
Det ser faktisk ud til, at musklerne snarere glider lidt længere fra hinanden i stedet for at trække sig sammen; i modsætning til hvad forskerne troede.
Så nu aner forskerne ikke, hvilken slags træning, som kan hjælpe – hvis nogen overhovedet.
»Jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg har taget fejl,« siger Kari Bø.
Etableret sandhed siden 1990'erne
»I slutningen af 1990'erne blev en opfattelse etableret, der lød, at man kunne lave øvelser, som trænede den indre tværgående mavemuskel, hvilket ville hjælpe med at lukke en rectus diastase,« siger Kari Bø.
Øvelsen gøres ved, at man trækker navlen ind mod rygsøjlen uden at krumme eller bevæge ryggen.
Det kan gøres i mange forskellige udgangspositioner og varianter. 'Planken' er et eksempel på en meget avanceret og vanskelig transversus-træning, ifølge Kari Bø.
Hvad var denne opfattelse baseret på?
»Der var en fast tro på, at de indre muskler er vigtige for stabiliteten og afgørende i at lukke diastasen, men forskerne undersøgte ikke, om øvelserne nu også gjorde det, de skulle.«
Det eneste alle stadig er enige om, er, at du ikke skal lave maveøvelser, der fører til, at maven buler som en spids midt på, ifølge professoren.
Tanken blandt fysioterapeuter og trænere har også været, at transversus-træninger er vigtig for at forebygge og behandle rygsmerter, men det har der været stor debat om, og flere forskere mener ikke, at den lille muskel har denne effekt, ifølge Kari Bø.
»Nu er der også kommet flere randomiserede studier og metaanalyser, som stiller spørgsmålstegn ved, om transversus- og coretræningen har en effekt på rygsmerter. Transversustræningens voldsomme popularitet resulterede i, at man også begyndte at bruge den for rectus diastase i den tro, at musklen ville lukke mellemrummet, som opstår i løbet af graviditeten,« fortæller Kari Bø, som tilføjer:
»Det er blevet en førende teori, at det skulle være godt for rygproblemer og bækken – også under og efter graviditeten.«
Så ingen effekt
Men nu publicerer de norske forskere et studie i tidsskriftet Physical Therapy, hvor de tester mavetræning på nybagte mødre for at vurdere, om den trækker musklerne langs mavens midte sammen.
Det blev gjort som en del af et andet studie, hvor de testede effekten af bækkenbundstræning og knibeøvelser efter fødslen.
175 førstegangsfødende kvinder deltog i studiet.
Studiet var både randomiseret og kontrolleret, hvilket vil sige, at kvinderne blev inddelt i 2 grupper på en måde, så de tilsvarede hinanden og fulgte helt forskellige forløb.
- Gruppe 1: Blev sat i gang med et træningsprogram, som trænede bækkenbunden og transversusmusklen: 3 sæt med 8-12 repetitioner.
- Gruppe 2: Fungerede som kontrolgruppe og levede helt normalt.
Forsøgsdeltagerne havde født seks uger før, de gik i gang med programmet.
Hver uge i fire måneder fik de vejledning, men seks måneder senere var der ingen nævneværdig forskel mellem de kvinder, der havde trænet og dem, der ikke havde trænet.
Det samme gjorde sig gældende efter et år. Langt færre havde mellemrum ved tjekkene, men der var cirka lige så mange i hver gruppe.
Forskerne undersøgte også deltagernes maver med ultralyd i løbet af maveøvelserne. De observerede, at mavemusklerne gled lidt væk fra hinanden snarere end at trække sig sammen.
Så nu mener Kari Bø, at vi står helt tomhændede i træningsbehandlingen af rectus diastase.
Mange ubesvarede spørgsmål
Kvinderne i træningsgruppen og kvinderne i kontrolgruppen trænede mavemusklerne derhjemme, men de sidstnævnte gjorde det på eget initiativ og uden indblanding fra forskerne.
Forskellen på de to grupper er altså, at træningsgruppen i tillæg modtog vejledende træning samt bækkenbundstræning én gang om ugen samt derhjemme i fire måneder.
Tanken var nemlig også, at bækkenbundstræningen ville afhjælpe diastasen, ifølge Kari Bø.
»Flere studier har vist, at transversus-musklen bliver aktiveret, når vi træner bækkenbundsmusklerne, og vores udgangspunkt var, at træningen af mavemusklerne ville virke mod diastasen, men det gjorde den ikke. Hverken bækkenbundstræningen eller træningen af mavemusklerne havde effekt.«
Kari Bø understreger, at der er en svaghed ved studiet: Ingen af deltagerne havde et ekstra stort mellemrum mellem mavemusklerne.
»Vi sidder altså nu tilbage og ved kun ganske lidt om, hvad der skal til for at lukke dette mellemrum hos kvinder, der har det i let til moderat grad. Og vi ved endnu mindre om, hvad der kan hjælpe kvinderne med et stort mellemrum. Så der er mange ubesvarede spørgsmål.«
Flere studier er kommet frem til lignende resultater, som det studie Kari Bø var medforfatter på i 2015 i tidsskriftet Physiotherapy, men der var tale om eksperimentale studier, der ikke er af den samme kvalitet som det nye studie, ifølge Kari Bø.
»Ikke overraskende«
Helena Frawley er lektor ved Monash University i Melbourne, Australien, og ekspert på blandt andet sundhedsrelateret fysioterapi og inkontinens blandt kvinder.
Helena Frawley skriver i en email til Forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite, at hun kender til de norske forskere og mener, at deres arbejde generelt er rigtig godt.
Helena Frawley er ikke ekspert i emnet i det norske studie, men hun vejleder en ph.d.-afhandling om diastase.
Hun har læst det nye studie og mener, at det er solid forskning. Hun er dog ikke overrasket over resultaterne.
»Jeg ville ikke forvente, at et træningsprogram, der fokuserer mest på bækkenbundsøvelser, ville have en signifikant effekt på om deltagerne havde diastase eller ej,« skriver hun i sin email.
Kari Bø understreger imidlertid, at deltagerne i træningsgruppen i tillæg til hjemmetræningen lavede maveøvelser under den vejledende ugentlige træningssession i de fire måneder, som studiet varede; i tillæg til bækkenbundsøvelserne, som antageligt træner transversusmusklen.
Forskellen på grupperne var netop den ugentlige vejledende træningssession med bækkenbundstræning og mavetræning.
Helena Frawley er dog enig med de norske forskeres konklusioner:
»Som forskerne skriver, ved vi endnu ikke, hvad der er de mest effektive træningsøvelser, hvis de overhovedet findes, for at behandle denne tillstand. Der er behov for mere forskning,« skriver den australske forsker i en email til Forskning.no.
Gør det egentlig noget?
Gør det egentlig noget, at man har rectus diastase med et mellemrum mellem musklerne eller en bule på midten?
Det er mest et kosmetisk spørgsmål, mener Kari Bø.
»Vi mennesker har jo også så mange andre skavanker lige fra hallux valgus (skæv storetå) til mus i knæene. Vi ved faktisk ikke, om det er så farligt for hverken ryg eller bækken, hvis mellemrummet mellem mavemusklerne ikke er lukket,« siger hun til Forskning.no.
Netop dette spørgsmål skal Sandra Lødeng Gluppe med vejledning fra Kari Bø undersøge som ét af flere studier omhandlende rectus diastase.
Det vil de gøre ved at sammeligne ryglidelser blandt kvinder både med og uden rectus diastase.
Fungerer fint – teknisk set
Om kroppen fungerer fint – rent teknisk – selvom mavemusklerne ikke hænger helt samme, er ét spørgsmål, men, om man som kvinde plages af en let eller meget bulet mave, er noget helt andet.
Måske synes kvinden ikke, at det er et større problem; måske er hun bare stolt af sin mave, som jo trods alt bragte et dejligt barn til verden?
Det er det tredje studie af slagsen, som Sandra Lødeng Gluppe skal i gang med – også denne gang under Kari Bøs vejledning.
Kari Bø er overbevist om, at nybagte mødre ikke må være bekymrede, hvis de har skilte mavemuskler efter fødslen.
Hun fortæller, at de fysioterapeuter, som hun har kontakt med, får besøg at stadig flere kvinder med en lille kløft i maven, som er bekymrede over det og over træningen.
Der er desuden mange aktører, der hævder, at de står med løsningen, men uden belæg, advarer professoren.
»Der er et stort pres på kvinderne. Det forventes, at de kommer sig hurtigt efter fødslen, og der er stor aktivitet på forskellige websider om dette anliggende. Kvinderne bliver lovet, at tilstanden kan forebygges og behandles med forskellige øvelser – uden at de har nogen som helst data, som beviser, at det er muligt.«
Mere forskning
Kari Bø har selv tidligere anbefalet kvinder med diastase at træne transversusmusklen.
»Ja, jeg har skrevet to bøger på norsk om træning i løbet af graviditeten, og vi har trænet transversus i forskellige træningsformer genenm årene. Det er måske vigtigt i nogle idrætsformer som springgymnastik, rytmegymnastik, sportsgymnastik og dans, men det er svært at finde studier, der også handler om ryg og bækken inden for forskellige sportsgrene, Så her er der brug for mere forskning,« siger Kari Bø.
»Vi har foretaget en række studier med brug af ultralyd af kvindernes maver og gransket, hvad der sker med diastasen, når de træner transversus og andre øvelser. Alle studierne er kommet frem til det samme: Sammentrækning af transversus åbner snarere end lukker diastasen.«
Kan de tidligere anbefalinger havde gjort ondt værre for nogle kvinder?
»Nej, det tvivler jeg på, for det er en meget lille åbning, som finder sted. Men vi tror altså ikke, at træningen har en positiv effekt på at lukke åbningen igen.
Når vi når frem til efteråret, har de måske mere viden om, hvilken slags træning der skal til – om nogen.
Kari Bø har været i både USA, New Zealand og Australien for at tale med fysioterapeuter om de nye fund.
Her spurgte hun også ind til forslag til, hvilke øvelser de burde prøve sig med.
»Mange vil nok fortsætte med versus-træningen, og andre mener, at vi skal forsøge os med almindelige sit-ups. Men dem, som arbejder med patienter, får dagligt personer ind, som ønsker hjælp. Og da vi ikke har solid forskning på feltet, er man selvsagt nødt til at eksperimentere i praksis og forsøge sig med forskellige øvelser, for vi ved altså ikke, hvad der virker.«
»Det eneste, der er enighed om, er, at man ikke skal gøre øvelser, hvor man kan se maven bule ud gennem diastasen, selvom det ikke altid er lige let at slå fast uden ultralyd,« slutter Kari Bø.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
