Forskere kurerer kvinde for HIV med ny behandling
hiv

Blot to gange tidligere er det lykkedes at kurere patienter for HIV. (Foto: Shutterstock) 

Blot to gange tidligere er det lykkedes at kurere patienter for HIV. (Foto: Shutterstock) 

16 februar 2022

For blot tredje gang nogensinde har forskere kureret en person for HIV. 

Denne gang er sygdommen kureret med en ny metode, der kan blive en fremtidig kur, lyder det fra eksperter. 

Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt The New York Times og NBC News.

Der er tale om en behandlingsmetode, hvor forskere har brugt blod fra navlestrengen hos en donor. Blodet bar på stamceller med en sjælden mutation, der forhindrer HIV at trænge ind i cellerne. 

Ifølge NBC News fandt behandlingen sted for fire år siden, og patienten modtager nu ikke længere medicin mod HIV, og hun er angiveligt symptomfri og sund. 

Det er første gang, en kvinde kureres for HIV. Der er kun to kendte tilfælde, hvor der i begge er tale om mænd. En af dem var Timothy Ray Brown, der formåede at være virusfri i 12 år, inden han i 2020 døde af kræft, skriver New York Times. 

I begge tilfælde var mændene ramt af kræft, og som en del af deres kræftbehandling modtog de stamceller fra knoglemarven hos donorer. 

Stamcellerne i knoglemarven bar samtidig på en lignende mutation, som blokerer for HIV-infektion. Begge mænd blev således kureret for HIV som et led i deres kræftbehandling. 

Knoglemarvs-metoden har dog været forbundet med alvorlige bivirkninger i begge tilfælde, såsom inflammation i organer, og Timothy Ray Brown var tæt på at dø efter transplantationen. 

Det er ikke tilfældet med kvinden, der ligelede er kræftpatient. 

Resultaterne af forsøget med den nye behandlingsform blev præsenteret ved Conference on Retroviruses and Opportunistic Infections i Denver, USA tidligere på ugen, men der foreligger endnu ikke et fagfællebedømt studie om det.

Forskningen bag den nye behandlingsform, der blandt andet tæller Marshall Gatsby, ekspert i smitsomme sygdomme ved Weill Cornell Medicine of New York, er økonomisk støttet at flere afdelinger under det amerikanske sundhedssystem, beretter New York Times. 

Ifølge NBC vil forskerne nu holde øje med kvinden. Hvis der går nok tid - et par år - og virussen ikke er vendt tilbage, vil hun blive endeligt betragtet som kureret for sygdommen, der ikke længere har dødelig udgang, men bliver hos patienten livet ud. 

Mediet beskriver, hvordan hendes helbred - indtil videre - har givet forskere »mere håb og flere muligheder for fremtiden«. 

rf 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.