Forbindelsen er allerede velkendt: Personer, der er socialt isolerede eller føler sig ensomme, har større risiko for for tidlig død samt en række sygdomme – som hjertesygdom, slagtilfælde og type 2-diabetes.
Det viser mange studier, men vi ved ikke rigtig hvorfor.
Hvilke mekanismer kan tænkes at omsætte isolation og ensomhed til farlige tilstande i væv og organer?
Et team af britiske og kinesiske forskere har forsøgt at finde ud af mere.
Isolation og ensomhed
Chun Shen fra Fudan University og hendes kolleger benyttede data fra over 40.000 deltagere i den britiske UK Biobank-database, hvor der findes både blodprøver og resultater fra spørgeskemaer.
På baggrund af spørgeskemaerne kunne forskerne kortlægge, om deltagerne var socialt isolerede – altså om de objektivt set kun havde lidt kontakt med andre.
De kunne også måle, om personerne var ensomme, altså om de havde en subjektiv følelse af ensomhed.
Det sammenlignede Chun Shen og kolleger med niveauet af en række forskellige proteiner i blodet.
Proteiner i blodet afslører helbredet
Proteiner er molekyler, der bidrager til mange processer i kroppen. De hjælper med at transportere vigtige stoffer, regulere kemiske reaktioner, sende beskeder, og de angriber og dræber indtrængende organismer for at forsvare kroppen.
Niveauet af forskellige proteiner i blodet kan derfor fortælle os en hel del om helbredstilstanden hos hver enkelt af os.
Chun Shen og kolleger fandt, at social isolation var forbundet med niveauet af 175 forskellige proteiner i blodet.
Ensomhed var forbundet med 26 proteiner. Der var et stort overlap mellem kategorierne.
Knyttet til sygdom og død
De fleste af disse proteiner var involveret i betændelse og immunsystemet, ifølge forskerne. En del af proteinerne var også forbundet med fedtstoffer i blodet.
Der var en klar sammenhæng mellem proteinerne i blodet og sundhedsproblemer forbundet med ensomhed.
50 procent af proteinerne var forbundet med hjertesygdomme, type 2-diabetes og slagtilfælde, og hele 90 procent var forbundet med en risiko for for tidlig død.
Ensomhed styrer en række proteiner
Chun Shen og hendes kolleger foretog også yderligere forskning for at afdække mere om årsag og virkning: Var det ensomhed, der førte til proteinernes særlige profil, eller kan en bestemt proteinprofil være skyld i en tendens til isolation og ensomhed?
Forskerne brugte en teknik kaldet 'mendelsk randomisering', som har til formål at undersøge mulige årsagssammenhænge.
Undersøgelserne peger på, at ingen af proteinerne forårsagede social isolation. Det så dog ud til, at ensomhed muligvis var en direkte årsag til niveauet af fem forskellige proteiner.
Effekten var ikke særlig stor, men tilsammen kan disse proteiner forklare lidt om sammenhængen mellem ensomhed og sygdom.
Studiet belyser noget interessant
»Det er et velgennemført studie med en solid beskrivelse af analyserne og resultaterne,« skriver Linn Nilsen Rødevand ved Institut for Klinisk Medicin ved Universitetet i Oslo.
Hun forsker selv i koblingen mellem psykisk og fysisk sygdom, men har ikke deltaget i dette studie.
»Studiet belyser et interessant emne. Vi ved meget om psykologiske og sociale faktorer, der bidrager til disse sammenhænge, men vores viden om biologiske faktorer er begrænset,« skriver Linn Nilsen Rødevand.
Tidlig opdagelse
»Sammenhængen til inflammation, fedtstoffer og andre biologiske faktorer passer med viden om sygdomsmekanismer, men de er ikke tidligere blevet undersøgt i forbindelse med proteiner, som i dette studie.«
»Resultaterne kan tyde på ændringer i visse proteinniveauer, før sygdommen opstår,« skriver Linn Nilsen Rødevand.
Hun mener, at yderligere forskning kan give mulighed for tidligere opdagelse af personer, der har øget risiko for visse sygdomme. Dybere viden om de biologiske mekanismer kan også på længere sigt føre til bedre lægemidler.
Linn Nilsen Rødevand understreger dog, at ensomhed og sygdom skyldes et samspil mellem mange forskellige biologiske og psykosociale faktorer.
Skal bekræfte resultater
»Der er behov for en bredere tilgang end analyser af proteiner og de biologiske processer, de er involveret i, for at forbedre forebyggelsen og behandlingen af sygdommene,« skriver hun.
Mere forskning er også nødvendig for at bekræfte det nye studies resultater.
Lin Nilsen Rødevand mener, at det er en styrke, at undersøgelsen havde så mange deltagere, og at forskerne tog højde for faktorer, der kan påvirke resultaterne, som alder, køn, depression og livsstilsfaktorer.
Men gruppen inkluderet i dette studie er måske sundere end befolkningen generelt. Vi får se, om de samme resultater er at finde i andre grupper.
»En anden begrænsning er, hvordan ensomhed blev målt,« skriver Linn Nilsen Rødevand.
For eksempel ved vi ikke, om deltagerne har oplevet ensomhed og isolation over længere tid, og det er en vigtig faktor.
»De fleste mennesker vil føle sig ensomme i løbet af deres liv, og det er ikke et problem i sig selv. Problemet opstår først, når ensomheden gør sig gældende gennem længere tid,« skriver Linn Nilsen Rødevand.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

































