Forskere anbefaler paradigmeskifte i behandling af Parkinsons

Er du eller én af dine nære ramt af hjernesygdommen Parkinsons, er der ingen medicin, lægen kan ordinere, der kan stoppe sygdommens udvikling.

Nuværende medicinske tiltag kan hjælpe på symptomer, men det bliver mindre effektivt med tiden, ligesom der ofte opstår bivirkninger.

Der er derfor brug for yderligere tiltag, der kan lindre eller bremse blandt andet den træghed og rysten, der efterhånden bliver hverdag.

Og her er der nyt: Træning kan nemlig gøre en større forskel end hidtil antaget.

Træning har længe været en grundpille i behandlingen af Parkinsons, men i et nyt studie, hvor vi gennemgår den eksisterende forskning om Parkinsons og træning, har vi fundet ud af, at træning og fysisk aktivitet bør spille en endnu større rolle i behandlingen, end den gør nu.

Træning kan være en effektiv behandling

Vores konklusion er, at træning både kan forebygge (eller udskyde) sygdomstilfælde, potentielt forsinke sygdommens udvikling og være en effektiv behandling mod en række fremtrædende symptomer.

På den baggrund foreslår vi et paradigmeskifte i, hvordan vi behandler Parkinsons: Fysisk aktivitet og træning skal simpelthen ordineres som medicin til den enkelte patient så tidligt som muligt i forløbet, sideløbende med den farmakologiske medicin.

Og det bør være individuelt tilrettelagt. Hvorfor? Det kommer jeg til om lidt. Først skal vi se lidt mere på, hvad forskningen faktisk viser om træning og Parkinsons.

Dét siger forskningen om trænings effekt på Parkinsons

Vi har søgt i den største videnskabelig database efter studier med træning og Parkinsons, og gennemgået flere end 100 studier herom. Søgestrategien blev valgt til at dække alle aspekter, inklusive alle typer studiedesign, af træning som medicin ved Parkinsons.

Samlet viser evidensen, at:

• Træning kan betragtes som både sikker og gennemførlig ved Parkinsons.
• Mennesker, der har højere niveauer af moderat til kraftig fysisk aktivitet i midten eller senere i livet, har en lavere risiko for at udvikle Parkinsons sammenlignet med de mindst aktive.
• Træning kan potentielt bremse sygdommens udvikling.
• Træning er en effektiv behandling mod en række fremtrædende symptomer, som der ofte ikke findes farmakologisk medicin imod, såsom dårlig gangfunktion og nedsat muskelstyrke.

Selvom evidensen, for at træning kan nedsætte risikoen for at udvikle Parkinsons og forbedre symptomer ved Parkinsons, er relativt solid, er der stadig brug for mere forskning på områderne.

Blandt andet er der brug for undersøgelser med objektive og fysiske aktivitetsmål, der kan måles (for eksempel via smart watches), da nuværende studier anvender spørgeskemaer til at afgøre aktivitetsniveauet.

Derudover mangler der studier om træningseffekter på Parkinsons kernesymptomer, såsom rysten og langsomme bevægelser. Ligesom der mangler undersøgelser, der sammenligner forskellige træningsinterventioner (for eksempel styrketræning versus konditionstræning) med ’dosis-respons-interventioner’ (med forskellig volumen, intensitet og frekvens af træning), som er nødvendige for at etablere de mest effektive træningsmodaliteter og dosering.

Slutteligt er beviset for træning som en sygdomsmodificerende behandling i øjeblikket mindre robust, selvom det er meget sandsynligt.

Sådan behandler vi Parkinsons i dag – og hvad vi vil ændre

I dag behandles Parkinsons i Danmark primært med farmakologisk medicin, og når symptomer opstår eller når et vist niveau, kan lægen henvise til fysioterapeutisk behandling.

Med vores nye viden mener vi, at mennesker med Parkinsons bør modtage individualiserede træningsprogrammer med løbende opfølgninger sammen med den farmakologiske medicin i begyndelsen af sygdomsforløbet.

Altså at der opbygges en reserve, så symptomer udskydes så længe som muligt.

Det er et drømmescenarie, at patienter får ordineret motion i et kontinuerligt samarbejde mellem fysioterapeuter, træningsfysiologer, neurologer og andre relevante professioner.

Et sådant scenarie vil formentlig også betyde, at patienten kan nøjes med mindre dosis af medicinen, og at man dermed potentielt kan forlænge den periode, hvor medicinen er effektiv. Men det er foreløbig kun en antagelse, som der skal yderligere forskning til at bekræfte.

Hvad får patienterne ud af det?

Vi ved alle, at træning er godt for os. Alligevel dyrker langt de fleste af os mindre motion, end vi bør. Sofaen trækker simpelthen mere end løbe- eller cykelturen, især hvis vejret er træls.

For Parkinsons-patienter skal du tage den manglende motivation og gange den med to, blandt andet fordi sygdommen gør, at man kan blive voldsomt træt.

Alene det at rejse sig fra sofaen kan virke uoverkommeligt. Dertil kommer, at det kan være ekstra svært at motivere sig, da man er ramt på hjernens belønningssystem, nemlig de nerveceller, der producerer dopamin.

Hvis man har Parkinsons, skal man altså udføre den træning, man bedst kan lide. Har man for eksempel svært ved at udføre højintensiv træning på grund af komplikationer, er det stadig muligt at opnå positive effekter ved at deltage i lavintense aktiviteter derhjemme som havearbejde eller daglige gåture med hunden.

Kernebudskabet er, at det er bedre at gøre noget end ingenting, for fordelene opvejer langt de potentielle ulemper. Ulemperne begrænser sig typisk til, at man kan blive træt og få ømme muskler og til den tid og de penge, man skal bruge til for eksempel transport og træningstøj eller medlemskaber.

Træning er en sikker, billig, lettilgængelig og ikke mindst effektiv intervention for mennesker med Parkinsons sygdom, og fra studier i den generelle population ved vi, at det samtidig reducerer risikoen for følgesygdomme som forhøjet blodtryk, diabetes og knogleskørhed.

Da træning kan behandle flere fremtrædende symptomer, som der ofte ikke findes farmakologisk medicin imod, kan det være en vej mod øget livskvalitet.

For eksempel har mange personer med Parkinsons sygdom besværet gang, og det kan træning minimere væsentligt. Det er noget, der kan give livskvaliteten tilbage.

Det er dog vigtigt at påpege, at træning ikke kan erstatte medicin, for som jeg har hørt fra patienter i mine forskningsforsøg: »Medicinen gør, at jeg kan træne. Og træningen gør, at jeg kan fungere i en dagligdag«.

Vores litteraturgennemgang viser trænings centrale rolle som både forebyggende og behandlende element ved Parkinsons.

Vi mangler dog stadig svar på mange vigtige grundlæggende spørgsmål, heriblandt om træning reelt kan forsinke sygdommens udvikling, som vores gennemgang indikerer.

Ikke desto mindre mener vi, at den nuværende evidens er tilstrækkelig til at foreslå et paradigmeskifte, hvor træning ordineres sideløbende med farmakologisk medicin i begyndelsen af sygdomsforløbet.

Vi vil forsætte vores forskning, så der forhåbentligt på sigt vil være så stærkt evidens, at det giver mening for beslutningstagerne at skabe det beskrevne drømmescenarie.