Forskere har udviklet en teknik, der i fremtiden måske kan hjælpe med at diagnosticere Parkinson, før symptomer viser sig, og accelerere jagten på en kur.
Parkinsons Sygdom, som op mod 10 millioner mennesker lider af, er svær at diagnosticere, fordi der endnu ikke er en test for sygdommen. Symptomerne varierer, og mange andre sygdomme har lignende symptomer, så patienter risikerer at blive fejldiagnosticeret.
Men nu mener amerikanske forskere, at de har fundet en måde, der kan identificere ophobningen af anormale proteiner, som er linket til sygdommen, længe inden symptomer viser sig.
Det skriver The Guardian.
I en artikel, der er udgivet i tidsskriftet Lancet Neurology Journal, mener forskerne at have bekræftet, at metoden, der på engelsk kaldes alpha-synuclein seed amplification assay (alphaSyn-SAA), præcist kan identificere de mennesker, som er i risiko for at udvikle sygdommen.
Studiet involverede prøver af den væske, der omgav de 1.123 deltageres hjerne og ryghvirvel – nogle havde allerede diagnosen, andre viste tidlige eller slet ingen symptomer.
Andrew Siderowf, som er professor ved University of Pennsylvania og står bag studiet, fortæller til The Guardian, at »en effektiv biomarkør for Parkinson kan have dybdegående implikationer for måden, vi behandler sygdommen, hvilket potentielt muliggør at diagnosticere tidligere, identificere de bedste behandlinger for forskellige patienter og sætte turbo på kliniske forsøg.«
Fundet kan altså potentielt bane vejen for tidlig opdagelse, diagnose og behandling af Parkinson.
aeh