Forandringer i den midaldrende hjerne kan gøre os klogere på demens

Hjernen forandrer sig ikke altid med samme hastighed. Nogle gange går det hurtigere end ellers - som om livets ur tikker hurtigere end normalt.

Det er vores barndom, ungdom og alderdom gode eksempler på.

Men det ser ud til, at det samme ur tikker nogenlunde regelmæssigt i løbet af store dele af voksenlivet: én tur rundt om Solen - ét år ældre.

Men der er muligvis et stadie i livet, hvor hjernens ur begynder at accelerere. Hjernen begynder at forandre sig, uden at du nødvendigvis bemærker det.

Kan forudsige vores fremtidige helbred

Hjernens forandringer kan endda være forårsaget (delvis) af, hvad der er i vores blod. Dette stadie af hjernealdring, som finder sted, når vi er i 40'erne til 50'erne, eller 'midaldrende', kan forudsige vores fremtidige helbred.

Psykologer, der studerer, hvordan vores mentale evner ændrer sig med alderen, har fundet ud af, at evnerne gradvist aftager, fra vi er i 20'erne og 30'erne.

Men når man vurderer forskellige personers erindringer om hverdagshændelser, ser ændringen over tid ud til at være særlig hurtig og ustabil i den mellemste del af livet.

Selv sunde og raske mennesker risikerer at opleve en hurtig forringelse af deres hukommelse, mens andre oplever, at den ligefrem bliver bedre.

Hjernestrukturer kan ændre sig midt i livet

Det peger på, at hjernen kan gennemgå en acceleration i modsætning til gradvise forandringer i løbet af denne periode.

Flere strukturer i hjernen har vist sig at ændre sig midt i livet. Hippocampus, et område der er afgørende for at danne nye minder, er ét af dem.

Hippocampus skrumper i løbet af store dele af voksenalderen, og dette svind ser ud til at accelerere, når vi er midtvejs i livet.

Pludselige forandringer i hippocampus' størrelse og funktion midtvejs i livet kan ligge til grund for forandringer i hukommelsen, som dem vi har nævnt ovenfor.

I sidste ende er det forbindelserne mellem hjernecellerne - den hvide substans - der gør hjernen i stand til at udføre sine funktioner.

Disse forbindelser modnes langsomt i løbet af voksenlivet, og i særlig grad dem, der forbinder områder af hjernen, der har med kognitive funktioner, som hukommelse, ræsonnement og sprog at gøre.

Interessant nok når mange af hjerneforbindelserne et vendepunkt halvvejs i vores levetid, hvor de går fra at få større massefylde til at miste massefylde.

Det betyder, at signaler og informationer ikke kan blive transmitteret lige så hurtigt. Reaktionstiden begynder også at blive forringet.

Hjerneregionerne danner 'kliker'

Det er gennem de hvide substansforbindelser, at hjerneregionerne taler med hinanden og danner indbyrdes forbundne netværk, der kan udføre kognitive og sanselige funktioner, som ens hukommelse eller syn.

Men de såkaldte sensoriske netværk bliver gradvist svækket i løbet af voksenlivet, og de kognitive netværk bliver hurtigere svækket i løbet af den mellemste etape af livet, og især dem, der er involveret i hukommelsen.

Ligesom visse grupper i samfundet har en tendens til at danne kliker, gør hjerneregionerne det samme gennem deres forbindelser.

Denne organisering af hjernens kommunikation giver os mulighed for at udføre nogle af de komplekse opgaver, vi tager for givet, som at planlægge vores dag eller træffe beslutninger.

Hjernen lader til at toppe, når det gælder de færdigheder, når vi rammer livets mellemste stadie.

Midtvejs i livet bliver til tider endda omtalt som et 'sweet spot' for visse typer af beslutningstagning, men så begynder netværkets 'kliker’' at falde fra hinanden.

Det er værd at bemærke, hvorfor disse subtile ændringer betyder noget. Den globale befolkning på 60 år og opad forventes at være fordoblet i år 2050, og det betyder desværre også en markant stigning i antallet af demenstilfælde.

For stort fokus på hjernen i alderdommen

Forskningen har længe fokuseret på alderdommen, hvor følgerne af at blive ældre er mest tydelige, men hvor det også ofte er for sent at gribe ind.

Den mellemste fase i livet kan være en periode, hvor vi kan opdage tidlige risikofaktorer for fremtidig kognitiv svækkelse, som eksempelvis er en konsekvens af demens.

Det er af afgørende betydning, at der stadig er mulighed for at gribe ind, inden det sætter ind.

Så hvordan opdager vi forandringer uden at skulle give alle en dyr hjernescanning?

Ny teori

Som vi nu ved, kan indholdet i blodet få hjernen til at ældes. Med tiden svækkes vores celler og organer langsomt, og immunsystemet kan reagere ved at starte inflammationsprocessen.

Inflammatoriske molekyler kan derefter ende i blodbanen, finde vej til hjernen, forstyrre dens normale funktion og muligvis svække vores kognitive evner.

I et fascinerende studie analyserede forskere ved Johns Hopkins og University of Mississippi inflammatoriske molekyler i blodet hos midaldrende personer. Forskerne kunne forudsige fremtidige kognitive ændringer 20 år frem i tiden.

Det er i tråd med en vigtig, fremadstående teori: Alder defineret ud fra biologiske mål og forandringer siger mere om vores fremtidige helbred, end hvor mange år vi har levet.

Urets tikken kan bremses udefra

Vores biologiske alder kan ofte blive beregnet med let tilgængelige og forholdsvist billige tests på klinikker.

Den mellemste etape af livet kan have større betydning for vores fremtidige hjernesundhed, end vi tror. For urets hastige tikken kan bremses udefra.

For eksempel gavner fysisk træning hjernen gennem dens 'blodbårne budbringere'. De kan være med til at modvirke tidens tand.

Måske kan vi finde en måde at udnytte budbringerne dem til at få hjerneurets metaforiske lodder og pendul til at falde til ro.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.