KORT NYT FRA UDLANDET:
Du får firkantede øjne af at sidde for længe foran fjernsynet. Den har du sikkert hørt før, og det passer heller ikke. Men måske sker der noget endnu værre?
Ifølge et nyt studie kan for mange timer på sofaen nemlig være skyld i, at hjernen krymper hurtigere med årene. Det skriver Huffington Post.
Forskere fra Boston University School of Medicine fandt i studiet en direkte sammenhæng mellem dårlig form og mindre hjerner mange år senere. Undersøgelsen har brugt data fra en periode på 20 år.
I forsøgene skulle de 1.500 forsøgspersoner testes på løbebånd for at finde deres såkaldte maksimale VO2, den maksimale mænge oxygen kroppen kan bruge på ét minut.
Tyve år senere skulle de tage den samme test samt have deres hjerne skannet i en MRI-skanner.
Her viste det sig, at de personer, som klarede løbebåndstesten dårligst, også havde mindre hjerner end de andre deltagere, tyve år senere.
Mere specifikt kunne forskerne måle sig til, at for hver otte enheder lavere, deltagerne fik i løbetesten, var hjernen krympet med, hvad der svarer til to år hurtigere, end normalt.
Forskerne medgiver dog, at de ikke ved præcis, hvordan manglende fysisk aktivitet hænger sammen med mindre hjerner, men blot at der er en sammenhæng.
Studiet er netop udgivet i tidsskriftet Neurology.
Læs også:
Skader det at se serier 15 timer i streg?
Elektrisk lys og skærmtid ødelægger søvnen og skader helbredet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams