Et tapas-bord fyldt med lækre anretninger kan lære dig mere om god sex, end du måske lige tror.
Det er et af fem råd, som to forskere i anledning af Uge Sex uddyber til Videnskab.dk, da vi ringer for at høre, hvordan man får den fedeste oplevelse i sengen.
»Kigger vi på sex mellem to parter, er god sex sex, hvor begge går fra mødet med en god følelse. Begge skal ses og have noget ud af det. Og så kan jeg ikke understrege, hvor vigtigt det er, at det er samtykkebaseret,« lyder det overordnede svar fra Astrid Højgaard, der er klinisk lektor hos Sexologisk Forskningsinstitut på Aalborg Universitet.
… og så til de konkrete råd - herunder hvordan tapas-bordet egentlig kan gøre dig til en bedre elsker.
1. Kommunikation, kommunikation, kommunikation
Vi begynder ved kommunikation og grænser, som er vigtige, når vi har sex og er især vigtige, hvis man ikke kender hinanden. Det kan dog være grænseoverskridende at snakke om sex, især hvis man ikke er vant til det.
Mikkel Marquardsen, der er læge hos Sexologisk Klinik i Region Hovedstadens Psykiatri, anbefaler, at man starter kommunikationen udenfor soveværelset. Tag for eksempel snakken om behov og forventninger over en middag. Jo mere man snakker om det, desto nemmere bliver det.
»Jo bedre man kender hinanden, jo mindre kommunikation er nødvendig,« fortæller Astrid Højgaard og tilføjer:
»Man er forpligtet til at kommunikere under sex. Det gælder begge veje. Man kan ikke forvente, at den anden part kan læse ens tanker.«
Du kan bruge dine ord, når du kommunikerer. Hvis du på forhånd kan mærke, at du er øm, kan du sige, at du har brug for, at den anden part er forsigtig. Du kan også på forhånd fortælle, hvad du godt kan lide eller ikke så godt kan lide.
Du kan også under akten sige, når noget er godt, bede den anden part om at blive der, hvor de er. Hvis det ikke er rart, kan du bede din partner om at stoppe, om at gøre noget andet.
Astrid Højgaard peger på, at det er vigtigt at holde den positive tone. At man ikke ydmyger eller kommanderer med den anden.
Kommunikation kan også være ordløs. Du kan bruge den såkaldte ‘guiding hand’, hvor du øver dig i at flytte den andens hånd. Enten hen til et sted, du har lyst til at blive rørt, eller væk fra et sted, du ikke har lyst til at blive rørt. Du kan også kommandere rytmen med din krop.
Mikkel Marquardsen peger på, at den nonverbale kommunikation kan være nemmere end den verbale. Men det stiller også højere krav.
»Når man ikke bruger sine ord, kræver det, at man er ekstra nærværende og opmærksom på sine egne grænser og den andens kropslige signaler,« fortæller han.
2. Tag dig god tid
Astrid Højgaard hører ofte fra kvinder i heteroseksuelle konstellationer, at forspillet ofte bliver glemt, og at de har tendens til at skynde sig at få det overstået og få manden til at komme. Det er ærgerligt, mener hun, for det omvendte havde været bedre:
»Skynder man sig, når kvinden ikke at blive våd, og så kan det gøre ondt.«
Hun mener, at der sommetider bliver fokuseret for meget på produktet og ikke nok på vejen derhen.
»Jo højere seksuel spænding, der bliver opbygget, desto federe bliver forløsningen også. For begge parter,« fortæller hun og råder til, at man tager sig god tid. Har man svært ved at blive våd, kan man bruge glidecreme som hjælpemiddel, men det skal ikke være som alternativ til forspil.
Mænd har ofte mere lyst til sex end kvinder, fremgik det af Projekt SEXUS, en befolkningsundersøgelse om danskernes sexvaner i 2017-2018. Den påstand mener Astrid Højgaard godt, vi kan købe. Det betyder, at det ofte er dem, der tager initiativet til det og derfor har gjort sig kropsmæssigt og følelsesmæssigt klar. Han er ‘foran’, kan man sige, og derfor er det vigtigt at sørge for, at kvinden kommer med.
Mikkel Marquardsen mener ikke, at mænd nødvendigvis har mere lyst til sex end kvinder, men at mænd har mere spontan lyst, grundet testosteronniveauet.
»Forestil dig, at du forbereder et måltid. Selvom du ikke er sulten i starten, bliver du det måske på grund af, at du løbende smager og dufter til maden. Sådan oplever mange især kvinder deres sexlyst,« fortæller han.
Det betyder, at manden skal trykke lidt på bremsen, da det kan gå for stærkt for kvinderne.
\ Projekt SEXUS
Projekt SEXUS er en befolkningsundersøgelse fra 2019, der afdækkede danskernes sexvaner.
Undersøgelsen er lavet på baggrund af svar fra 62.675 danskere i alderen 15-89 år. Spørgeskemaet blev sendt ud i e-Boks og bestod af mere end 600 spørgsmål, men pga. filtre har den gennemsnitlige deltager svaret på ca. 180 spørgsmål.
Undersøgelsen viste, at 13,9 procent af de adspurgte kvinder på tværs af alder ikke havde haft lyst til sex det seneste år, mens andelen for mænd var 4,5 procent.
17 procent af de adspurgte mænd havde lyst til sex flere gange om dagen, mens det samme gjalt for 4 procent af kvinderne. 16 procent af mændene havde lyst hver dag, mens det gjalt for 4 procent af kvinderne.
Afdeling for Epidemiologisk Forskning (Statens Serum Institut, SSI) og Sexologisk Forskningcenter (Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet) stod bag projektet, der var ledet af Morten Frisch, overlæge ved Statens Serum Institut og adjungeret professor ved Aalborg Universitet.
3. Sex som tapas
Helt enkelt er sex en måde at få og give nydelse på og er ikke lig med penetration. Man kan opnå nydelse på mange forskellige måder. Også ved kærtegn, fortæller Astrid Højgaard.
Mikkel Marquardsen mener, at vi skal se forspillet og intimiteten som fundamentet af sex.
»Vi har det med at fokusere på hovedretten og desserten, altså samlejet og klimaks, og på den måde glemme de andre retter,« fortæller han og henviser til, at vejen frem til orgasmen er mindst lige så vigtig - hvis ikke vigtigere.
Han peger også på, at vi ofte følger et såkaldt ‘sex script’, altså et manuskript over, hvordan vi har sex:
»Vi har en idé om, hvordan sex skal foregå (Forspil - samleje - klimaks - restitution), og det kan låse os fast og gøre sex kedeligt og ensformigt.«
Han råder til, at vi i stedet for en fire retters menu ser sex som tapas. Vær nysgerrig og udforsk det, der opstår. Brug tid på at pirre og husk, at hele kroppen er et seksuelt organ. Fokuserer du udelukkende på de erogene zoner, kan det blive kedeligt og ensformigt.
»Trykker du kun på én knap, kan det blive mekanisk, for selvom chokolade smager godt, kan man også få for meget af det gode,« fortæller han.
4. Pep jeres sexliv op med onani og sexlegetøj
Mikkel Marquardsen opfordrer til, at man ikke ser onani som noget, man kun gør alene. Det kan være et redskab, der gør sex med en partner mere nydelsesfuld.
»Orgasmer er ikke noget, man får, men noget, man tager, og til det er onani et godt redskab,« fortæller han.
Astrid Højgaard nævner sexlegetøj som en mulighed, der kan give mere nydelse. Både alene eller med partner. Mikkel Marquardsen er enig i, at sexlegetøj kan gøre sex frækkere og mere spændende, men har sine forbehold:
»En vibrator kan give en mere intens oplevelse, end hænder kan, men alt med måde. Hvis du vender dit sind og krop til intens stimulering, kan du glemme at sætte pris på de mere subtile sanser.«
5. Sex er ikke æstetisk
»Det kan være svært at have sex, hvis man er ung og perfektionistisk,« siger Astrid Højgaard. Kroppen tager sig ikke nødvendigvis bedst ud under sex. Kroppen hænger måske, og man har måske et andet ansigtsudtryk, end man plejer.
Mikkel Marquardsen peger på, at vi lever i et præstationssamfund, hvor vi bliver påvirket af film og porno:
»Det er svært at slappe af og opnå nydelse, hvis man forsøger at have sex på den ‘rigtige’ måde og opnå den ‘rigtige’ orgasme.«
»Er man meget optaget af, hvordan man ser ud - holder man sammen på kroppen, er det svært at sætte sig selv fri og få en orgasme,« fortæller Astrid Højgaard.
Er man optaget af, hvordan man ser ud under sex, råder hun til, at man husker sig selv på, hvad Woody Allen engang sagde:
»Sex er kun noget svineri, hvis man gør det på den rigtige måde.«
Sex for første gang?
Skal du have sex første gang, er det klogeste, man kan gøre, at være forberedt, mener Astrid Højgaard.
Hav prævention på dig, så du kan slappe af og ikke skal bekymre dig om graviditet eller kønssygdomme.
Derudover er det en god ide at finde en person, du har tillid til. Et menneske, du kan betro dig til.
»Den første gang er en vigtig oplevelse, en indvielse. Så betro din krop og din sjæl til et menneske, der vil dig det bedste,« fortæller Astrid Højgaard og tilføjer, at omgivelserne også har betydning.
Find et sted, hvor du ikke bliver afbrudt, og hvor det er rart at være.
Du skal være opmærksom på forventningspres og kun have sex, fordi du selv har lyst, pointerer Mikkel Marquardsen.
Derudover mener han, at det kan være en fordel at have sin seksuelle debut over flere gange. Altså finde en person, man kan være sammen med flere gange og udvikle det over tid.
»Det vigtigste er, at du er åben og ærlig og mærker efter, hvad du selv har lyst til fra øjeblik til øjeblik,« siger Mikkel Marquardsen.
Husk, at samtykke altid kan trækkes tilbage. Du har ikke lovet noget, fordi du ligger nøgen med en anden.
\ Kilder
Projekt SEXUS: Sex i Danmark 2017-2018































