Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Færre kvinder bliver professorer på universiteterne

Færre kvinder bliver professorer på universiteterne

Annonce:

Selvom 57 procent af de indskrevne studerende er kvinder på de danske universiteter, så er der færre af dem, der gør karriere samme sted og ender med titlen som professor.

Det skriver DR.

»Vi ser en tendens til, at andelen af kvinder på universitetet bliver lavere for hvert trin, vi går op ad karrierestigen«, siger Mathilde Cecchini, der er Postdoc ved Aarhus Universitet og forsker i køn og karriere.

Det har en negativ betydning for dansk forskning, mener hun, fordi Danmark vil gå glip af dygtige og talentfulde kvinder, der kan blive forskere.

Derudover vil det også have indflydelse på, hvilke forskningsprojekter den mandsdominerende forskningsverden undersøger.

Ifølge tal fra DR er 80 procent af alle professorer i Danmark mænd, og selvom universiteter som Aalborg Universitet har fokus på ligestilling, kan de ikke ændre på kønskvoterne med det samme, siger universitetets dekan, Lars Hvilsted, til DR.

Han mener, at den store forskel bunder i, at mænd er mere tilbøjelige til at ansætte andre mænd. Derfor håber han på bedre fordeling mellem mænd og kvinder, fordi det kun vil hjælpe forskningen.

Annonce:

»Mænd og kvinder tænker da heldigvis ikke ens, så det er klart, at hvis vi ansætter flere kvinder, vil det også gavne forskningsmiljøet «, siger han.

På 9 år steg andelen af kvindelige professorer på det nordjyske universitet fra 13 procent til 20 procent.

clg