I 2009 blev den amerikanske karate-instruktør Philippe Padieu tiltalt for at have haft ubeskyttet sex med seks kvinder, selv om han var klar over, at han selv var smittet med hiv.
For at bevise, at Philippe Padieu var smittekilden, bad anklageren en gruppe forskere om at lave en dna-analyse af de syv udgaver af hiv-virusset, som blev fundet i blodet hos Padieu og kvinderne.
Det lykkedes forskerne at finde ud ad, hvordan smitten havde udviklet sig genetisk, og på den måde kunne de konkludere, at ikke bare var de forskellige virus i slægt med hinanden, Padieaus hiv-virus var med al sandsynlighed genetisk ophav til kvindernes virus.
Resultatet blev et afgørende bevis i sagen, og i denne uges udgave af det videnskabelige tidskrift PNAS fortæller forskerne om deres metode, som sandsynligvis også kan bruges til at analysere smitteveje for andre vira, lige fra madforgiftning til miltbrand og hepatitis.
Smitter andre med vilje
Op mod 50 millioner mennesker over hele verden er smittet med hiv, og en del af dem er blevet smittet af et andet individ, som godt var klar over, at han eller hun bar sygdommen.
Men bevidst hiv-smitte er en forbrydelse, der kan være svær at bevise. Det kræver blandt andet, at man kan fastslå, hvem der har smittet hvem.
Her har dna-analysen af hiv-virussen vist sig at være et nyttigt redskab. Siden 1998 har man i denne slags retssager brugt analysen til at bestemme, om ofrenes og den anklagedes virus lignede hinanden.
Men nu har de amerikanske forskere vist, at det ikke kun er muligt at bestemme slægtskab mellem forskellige virus, men også bestemme hvilket virus, der har været den oprindelige smittekilde.
Hiv-dna forandrer sig
Det er ikke helt simpelt at sammenligne to HIV-virus genetiske aftryk. I modsætning til menneskets genetiske aftryk, som er forholdsvis fast, så muterer virus-genomet hele tiden.
»Det er især overfladen af cellen, som har behov for at ændre form og udseende for at undgå at blive genkendt af kroppens immunforsvar. Det er derfor i overfladen af virus, at der sker den største evolution,« forklarer Louise Bruun Jørgensen, som er laboratorieleder ved Statens Serum Institut, og som selv forsker i blandt andet hiv.
Mutationerne betyder, at en patient har mange forskellige udgaver af virusgenomer i sig samtidig. Men når hiv-virus smitter fra et menneske til et andet, så er der tale om en flaskehals.
»Når man bliver smittet, bliver man kun smittet af en virusklon. Den ene virusklon danner så igen forskellige unikke former i den nye patient. Men det virus, man finder i den smittede, burde altså også findes i smittekilden,« forklarer Louise Bruun Jørgensen.
Når en person smitter en anden, så vil nogle af generne, men altså langt fra alle, blive videreført.
Evolutionstræer
Det er her, evolutionsbiologien kommer ind i billedet.
For på nøjagtig samme måde som evolutionsbiologer kan se på fugle, dinosaurer og krokodiller og regne ud, at forfaderen må have været et krybdyr, så kunne forskerne ud fra forskelle og ligheder på virus-genomerne regne ud, hvilken virus, der var ophavsmand til de andre.
»Forskerne har kigget på virus og sagt: når de her gensekvenser findes i de andre patienter, så er det nok denne virus, der har givet ophav til de andre,« siger Louise Bruun Jørgensen.
Metoden bygger på et fænomen, som kaldes parafyli: Når to dyr viser nogle særlige kendetegn, men den ene er nærmere beslægtet med nogle andre dyr, der ikke har disse kendetegn, så kan man argumentere for, at disse kendetegn har været til stede i forfaderen til alle tre linjer af dyr.
Teknikken kræver, at man har flere forskellige udgaver af virus – man skal så at sige kende flere af grenene på virussens evolutionstræ – og virusernes forandelighed betyder, at det efter 10-15 år vil være svært at lave sådan en analyse.
Problematisk at retsforfølge
Selv om der findes nogle usikkerhed i metoden, så ser det ud til, at den virker. I sagen om Padieu og i en lignende sag fra 2004, analyserede forskerne dna-prøverne uden at ane, hvilken prøve, der tilhørte den mistænkte.
Alligevel fandt de i begge tilfælde frem til, at den anklagede var smittekilden, og begge gerningsmænd blev efterfølgende dømt.
Louise Bruun Jørgensen ser et potentiale i metoden, men hun advarer også om, at hiv-kriminalitet er et vanskeligt og kompliceret område.
»Det er problematisk at retsforfølge folk, blandt andet fordi det er svært at bevise, om nogen har smittet andre med forsæt. Der findes en del sager i USA, men i Danmark og Europa er man ikke så glade for at retsforfølge. Man kan frygte, at nogle i så fald vil undgå at blive hiv-testet,« siger Louise Bruun Jørgensen.
Ny indsigt i virusevolution
Men selv om hun ikke tror, at metoden vil blive brugt i særlig høj grad i Danmark, så mener hun, at metoden giver andre, interessante muligheder.
»Metoden kan bruges til at forstå hiv-virus evolution. Vi ved ikke så meget om de flaskehalse, der findes, og om hvordan virusset udvikler sig. Man kunne bruge den evolutionære tilgang på nogle gamle prøver, og se på udviklingen, men det vil være et kæmpe arbejde,« siger Louise Bruun Jørgensen.
Desuden virker metoden også på andre virus.
»Metoden vil sikkert også virke på andre virus, for eksempel hepatitis C og B, som også udvikler sig på en lignende måde.«
