Er blod altid rødt?

»Er blod rødt i alt levende bortset fra de kongelige, der har »blåt« blod i årerne?«.

Sådan spørger læser Kurt Mortensen. Det korte svar er nej, men hvis du er interesseret i at vide, hvilke andre blodfarver der findes i verden, og hvorfor, så læs endelig videre.

Vi begynder hos os selv. Vores blod er så rødt, at vi bruger termen blodrød til at beskrive noget, der er virkelig rødt. Men hvor kommer farven fra?

Det har blodekspert og lektor i biokemi ved Aarhus Universitet Christian Brix Folsted Andersen svaret på.

»Den røde farve kommer fra hæmoglobinproteinet, som findes i de røde blodlegemer. Hæmoglobin indeholder et jernatom, som giver hæmoglobinet og dermed blodet den højrøde farve, når det kommer i forbindelse med ilt,« fortæller han.

Forskellige grader af rød i arterier og vener

Hæmoglobin er et såkaldt transportprotein. Det udfører en af blodets vigtigste opgaver, nemlig at transportere ilt rundt i kroppen.

Blodet bliver iltet i lungerne, idet ilten binder sig til hæmoglobinet, hvilket altså giver det den velkendte røde farve.

Derfra pumpes det gennem arterierne ud i kroppen, hvor ilten fordeles. Hæmoglobinet mister derved sin intense røde farve og bliver mørkere, hvorefter det transporteres gennem venerne tilbage til lungerne for igen at blive iltet.

Hvis du har prøvet at donere blod, har du måske bemærket, at blodet i poserne ser mørkere ud end det blod, der pibler ud, hvis man kommer til skade.

Forklaringen er, at blodet i poserne ikke er iltet. Hvis der derimod går hul på en vene, vil blodet lynhurtigt skifte farve til en meget klar rød, idet det møder ilten uden for kroppen.

Variation fra person til person

Hæmoglobinet farver altså vores blod rødt, og så er det jo nærliggende at tro, at blodets rødhed kan variere fra person til person, alt efter hvor meget hæmoglobin man har.

»Det er i princippet rigtigt. Folk har fra naturens side forskellige mængder røde blodlegemer, og vi kan selv øge mængden af røde blodlegemer i kroppen ved at leve sundt og motionere,« siger Christian Brix Folsted Andersen, der dog ikke mener, at det vil kunne ses med det blotte øje.

»I teorien vil blodet få en mere intens rød farve, hvis man øger mængden af røde blodlegemer, men den røde farve er så intens i forvejen, at man ikke kan se nogen forskel,« forklarer han.

Dyreblod er mere mangfoldigt

Hæmoglobinproteinet findes i hvirveldyr, og derfor deler vi blodfarve med alle de dyr, som har en rygsøjle.

Det forholder sig anderledes med de mere lavtstående hvirvelløse dyr, som har en noget større palet af blodfarver.

Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen

Fællesnævneren blandt de fleste levende væsener er dog, at det er blodets iltbærende protein, der bestemmer farven.

Kobberatom farver noget dyreblod blåt

Bløddyr og leddyr, som eksempelvis blæksprutten og dolkhalen, har ingen røde blodlegemer og derfor intet hæmoglobin. I stedet har de det iltbærende protein hæmocyanin.

»Den store forskel mellem de to proteiner er, at hæmoglobin er indkapslet i det røde blodlegeme, mens hæmocyanin cirkulerer frit rundt i plasmaen,« fortæller lektor på DTU Aqua Peter Vilhelm Skov.

I modsætning til hæmoglobins jernatom indeholder hæmocyanin et kobberatom, som giver blodet en blålig farve, når det er iltet.

»Hæmocyanin binder sig mere effektivt til ilt, men til gengæld kan det ikke transportere lige så meget ilt som hæmoglobin. Hvert hæmocyaninprotein kan kun transportere ét iltmolekyle, hvorimod hæmoglobin kan transportere fire,« siger Peter Vilhem Skov og forklarer, at det er særligt nyttigt for dyr med et lavt iltbehov.

»Hvis dyret for eksempel lever dybt nede i havet, hvor miljøet er koldt og iltniveauet lavt, samtidig med at dyrets stofskifte og iltbehov er lavt, er det nyttigt at kunne trække små mængder ilt ud med høj effektivitet,« siger han.

Grøn, lilla og gul

Der findes også andre blodfarver end rød og blå.

Mange dyr fra ledormegruppen, for eksempel igler, har et iltbærende protein, der farver blodet grønt, og bløddyr fra havormegrupper, som pølseorme og stjerneorme, har et protein, der farver blodet lilla.

Og så er der en række dyr, for eksempel biller, hvis blod indeholder store mængder af grundstoffet vanadium. Stoffet er ikke iltbærende, men når det kommer i kontakt med ilt, bliver det gult.

Og så er der de farveløse

Mest kuriøse er dog en række antarktiske fisk, hvis blod er fuldstændig gennemsigtigt. Det gælder for eksempel scotia-isfisken, som Peter Rask Møller, der er lektor ved Statens Naturhistoriske Museum, fiskede op og undersøgte på Galathea 3-ekspeditionen.

»Isfiskenes blod indeholder ingen ilttransporterende proteiner. Deres blod består kun af plasma og hvide blodlegemer. På grund af deres levemiljø har de simpelthen ikke brug for et iltbærende protein,« fortæller han.

De antarktiske fisk lever selvsagt i et miljø, der er meget koldt, og når vandet nærmer sig frysepunktet, indeholder det større mængder ilt. Desuden har fiskene store blodkar og et stort hjerte, som effektivt pumper ilt rundt i kroppen.

»Isfiskene er ret rolige, og deres stofskifte er lavt, så det er ganske enkelt ikke nødvendigt for dem at have et protein, der bruger energi på at transportere ilt rundt i blodet,« siger Peter Rask Møller.

Manglen på blodlegemer medfører i øvrigt, at isfiskenes blod er tyndere end normalt og derfor hurtigere kan pumpes rundt i kroppen. Det hjælper ved de lave temperaturer, som generelt gør blod mere tyktflydende.

Myten om det royale blå blod

Svaret på Kurt Mortensens spørgsmål er derfor, at blod kommer i mange forskellige farver, og at farven i langt de fleste tilfælde afhænger af blodets iltbærende protein.

Hvad angår de kongeliges blå blod, stammer udtrykket ifølge ordbogen over det danske sprog fra det spanske ’sangre azul’ og henviser til de »vestgotiske adelsmænds lyse hud med fremtrædende blodaarer, i modsætning til maurerne«.

Den lyse hud fik adelens blodårer til at fremstå blå, hvilket skabte myten om, at aristokratiet var adskilt genetisk fra de lavere klasser.

Årsagen til, at blodårer ser blå ud, er, at lys skal trænge gennem huden, for at vi kan se årerne. Mellem hudens overflade og blodårerne ligger det subkutane fedtvæv, som kun tillader blåt lys at penetrere huden.

Derfor er det den blå farve, der reflekteres. Det varme, røde lys absorberes af huden, inden det når til blodårerne.

Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.