I første halvdel af 1800-tallet begyndte den vestlige verden at komme op i gear på videnskabsfronten.
Forskere begyndte at lave flere teknologiske og videnskabelige opfindelser såsom damplokomotivet, fotografiet og den elektriske motor. Men også når det gjaldt forskernes forståelse af smerte, kom der nybrud.
Indtil nu havde levn fra ældgamle ideer om smerte fra Antikkens Grækenland hængt ved lægevidenskaben.
Mange videnskabsmænd og filosoffer troede for eksempel, at oplevelsen af fysisk smerte kom inde fra vores hjerte, men i begyndelsen af 1800-tallet blev den ide for alvor udfordret. Videnskabsfolk fik nemlig bedre mikroskoper og andre undersøgelsesmetoder og slog fast, at smertesignalerne kom fra hjernen.
En af de mest fremtrædende videnskabsmænd i perioden var Charles Bell (1774-1842). Han fremlagde evidens for, at hjernen ikke blot var et sanseapparat, men derimod bestod af forskellige dele med forskellige specialiserede funktioner.
Oven i hatten påstod han også, at vi havde fire forskellige typer af nerver til at opfatte kulde, varme, berøring og smerte. På den måde bidrog han med en langt mere detaljeret idé om nervesystemet end andre forskere på det tidspunkt.
Men de helt store fremskridt i smerteopfattelsen var også ledsaget af vilde og vederstyggelige eksperimenter og behandlingsmetoder.
Hvilke, kan du finde ud af i episode to i Brainstorms sommerserie om smertens historie, hvor værterne Anne Sophie Thingsted og Benjamin Færge D'Souza undersøger, hvilke forestillinger om smerte der herskede i første halvdel af 1800-tallet.
For at blive klogere på emnet har de snakket med Adam Bencard. Han er lektor i medicinsk humaniora ved Medicinsk Museion på Københavns Universitet og gruppeleder i The Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research.
Hør episode to i afspilleren i toppen af artiklen eller i din podcast-app - bare søg efter ‘Brainstorm’. Hvis du ikke allerede har hørt den første episode i miniserien, kan du finde den her.
Bedøvelsesmiddel gjorde fødende kvinder høje
En af 1800-tallets nye smertelindringsmetoder var det kemiske opløsningsmiddel kloroform. Det blev opdaget af en skotsk fødselslæge på en måde, der er ekstremt uortodoks efter nutidens standarder.
En novemberaften i 1847 sad skotske James Young Simpson (1811-70) sammen med sine læge-venner i sin dagligstue. Her indtog de kloroform i et eksperiment, som senere skulle skrive verdenshistorie.
Først blev de høje. Så kollapsede de. Og næste morgen kom de igen til bevidsthed. Fra det øjeblik, James Young Simpson vågnede, vidste han, at han havde fundet et stof, som kunne bruges som bedøvelsesmiddel.
Få uger efter begyndte han at ordinere kloroform til de fødende kvinder i sin lægepraksis i Edinburgh (nej, medicin blev ikke testet særlig grundigt dengang, før det blev taget i brug). Men faktisk blev præparatet så populært, at selv den britiske Dronning Victoria (1819-1901) fødte et af sine børn under bedøvelse af kloroform.
I dag ved vi, at kloroform langt fra var det vidundermiddel, man troede i begyndelsen af 1800-tallet, men tværtimod et farligt kemisk stof, som man kan dø af at indtage. Alligevel var det ikke denne fare, som datidens kritikerne lagde vægt på, når de argumenterede imod den risikable smertebehandling.
Hvad kritikernes argumenter handlede om, kan du finde ud af, hvis du lytter til denne episode af Brainstorm.
I episoden kan du også høre mere om:
- Hvilke tanker, Charles Bell og andre videnskabsmænd gjorde sig om vores nervesystem og hjerne.
- De grumme dyreforsøg, der banede vejen for en ny forståelse af smerte i begyndelsen af 1800-tallet.
- Hvordan det gik de fødende skotske kvinder, der tog kloroform.
