Vi sidder i sofaen på kontoret i Asle Wangs lille bilforretning. Det er en stille formiddag i Mjøndalen i Buskerud.
Det er 16 år siden, at faderen døde, men Asle Wang husker dagen i detaljer. Hjerteinfarktet kom uden forvarsel.
Den eftermiddag havde han talt i telefon med faderen, en helt almindelig samtale om fælles bekendte og arbejde. Efter de havde lagt røret på, lagde den 71 år gamle mand sig ned for at tage en middagslur.
»Han vågnede aldrig igen. Min mor fandt ham i hans seng,« siger Asle Wang stille.
Han glemmer aldrig den sang, der blev spillet i radioen på vej ned til forældrenes hus. Han kan stadig ikke holde ud at høre den.
»Hans død kom som et chok. For han var en frisk person. Han havde leddegigt, men var aktiv idrætsudøver til det sidste. Han var sej, løb på ski og løb orienteringsløb uden klager. Så det kom som en voldsom overraskelse,« siger han.
Han bliver eftertænksom. Der er stille i lokalet. Kun lyden af sofaen, der knirker lidt, når han skifter stilling.
»Når familien mister sit ene ben, bliver det svært at holde balancen.«
Eiler Wang havde hjerteinfarkt
Eiler Wang deltog I Vigor-studiet, som testede en ny medicin, der skulle lindre leddegigt. Sønnen bemærkede ikke nogen forandring hos faderen, efter han var begyndt at tage den ukendte medicin Vioxx.
Men faderen var generelt ikke typen, der beklagede sig i tide og utide. Da han fik Vioxx, blev hans leddegigt bedre, står der i lægernes papirer. Men i perioder blev han også slap og svimmel. Fem måneder efter han begyndte på medicinen, var han død.
Obduktionen viste, at han sandsynligvis havde haft hjerteinfarkt, før han blev en del af studiet, og dermed var han i risikozonen for at få et nyt. Norsk patientskadeerstatning slog dog ikke tvivl om, at Vioxx havde medvirket til, at det næste hjerteinfarkt blev fatalt. Familien Wang fik erstatning.
Dødsfaldene og skaderne hos patienter i forskningsprojektet afslørede, at medicinen gav dem en forhøjet risiko for hjerteinfarkt. Vioxx forhøjede også risikoen for slagtilfælde og andre skader.
Medicinfirma solgte farlig medicin
Lægemiddelfirmaet Merck valgte alligevel at producere pillen. Den kom på markedet i 1999, samme år som Eiler Wang døde. For Vigor-studiet, som Merck stod bag, viste nemlig også, at Vioxx var mildere mod maven, end det etablerede lægemiddel naproxen. Den smertestillende medicin blev solgt på apoteker over hele verden.
Dermed gik mange tusind liv tabt. Lægemiddelfirmaet fortalte ikke om de urovækkende tegn på hjerteproblemer, som opstod i løbet af forskningen. Også i et andet studie af Vioxx holdt Merck risikoen for hjerteinfarkt hemmelig, ifølge forskere, der efterfølgende kiggede nærmere på sagen.
Det rammer langt flere, end dem der fik problemer i forskningsprojekterne.
Mange kom alvorligt til skade
Efter medicinen kom på markedet, anslog amerikanske forskere, at hele 140.000 kunne have fået alvorlige skader, og at op til 56.000 døde på verdensbasis. I Norge regnede man med, at 400 døde, men efterfølgende har Statens Lægemiddelstyrelse udtalt, at tallene var overdrevne. Under alle omstændigheder blev mange skadet af Vioxx-brug.
Asle Wang bliver oprørt, når han snakker om det. Faderens indsats blev overset og hindrede ikke, at pillen blev solgt. Faderen døde forgæves.
Nu hæver den 57-årige stemmen:
»Det er en forbrydelse! Det er helt tragisk. At gøre det, når de ved, at de har at gøre med farlige sager.«
»De gambler med folks liv,« siger han om lægemiddelfirmaet, der stod bag forskningen.
Tilbageholdte oplysninger
Tanken om, at faderen kun have være i live, hvis han ikke havde deltaget i det internationale forskningsprojekt i Drammen, er tung at bære.
»71 år er alt for tidligt. Hans bror, der er ældre, lever endnu. Det er mærkeligt at tænke på, at min far kunne have været her i dag. Han ville have været 87 år,« siger Wang.
Hvor stor en risiko den 71-årige løb, da han begyndte at bruge Vioxx mod leddegigten, var der ingen, der vidste, da projektet startede. Det så lægemiddelfirmaet Merck derimod tegn på undervejs i studiet. I en forskningsartikel fra 2000 udelod Merck-forskerne information om nogle af dødsfaldene, så risikoen virkede mindre, hvilket tidsskriftet New England Journal of Medicine (NEJM) reagerede kraftigt på efterfølgende.
Forskerne svarede, at de havde valgt et studiedesign, som udelukkede dødsfald, der fandt sted efter en vis dato. NEJM påpegede, at et sådan design gav en skæv fremstilling af resultaterne.
Merck informerede amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) om dødsfaldene. Da FDA offentliggjorde dataene i 2001, og andre forskere analyserede dem, blev risikoen alment kendt. Flere studier viste, hvor farligt Vioxx var. Men ingen stoppede salget af lægemidlet. Først i 2004 trak Merck medicinen fra markedet.
»Jeg er bitter«
Asle Wang fik ikke at vide, at det var forskningsprojektet, der havde taget livet af faderen, før der var gået nogle år. Da Vioxx-skandalen blev kendt, strømmede det ind med erstatningssager hos Norsk patientskaderstatning. Wang-familien fik hjælp af en advokat og var blandt de første, der fik udbetalt erstatning.
»Jeg blev bitter og forbandet, da jeg hørte om sammenhængen,« siger Asle Wang.
Eiler Wang døde i studiet, der skulle slå fast, at Vioxx var et tryggere alternativ til andre piller. Asle Wang tror, at faderen var glad for at være med i studiet. Han stolede på forskerne. Det gør sønnen ikke længere.
Han tror, at lignende sager kan føre til, at folk bliver mere skeptiske over for at deltage i et forskningsprojekt. Han har selv lært aldrig at gøre det.
»Prisen er for høj. Men jeg kunne sikkert have været med i noget lignende, hvis jeg ikke havde haft denne historie i baghovedet,« siger han.
De må ikke slippe af sted med det
I bilforretningen går døren op. Asle Wangs søn, Sølve Kristoffer Wang, kommer ind.
De to arbejder sammen her i familievirksomheden. Farfar var også bilsælger.
Der var tætte bånd mellem de tre på mange måder. Asle Wang og faderen delte mange gode tider på jobbet. Senior fandt på sjov og ballade, alt fra at putte sten i folks rygsække til at binde kollegaernes biler fast til stolper. Sønnen fastholder traditionen med sin egen søn.
De så også ofte hinanden i fritiden. Farfar tog tit den få kilometer lange tur for at besøge børnebørnene. Han var deres helt.
Sølve Kristoffer Wang var kun 11 år, da farfaren gik bort. Nu er han blevet 27 og laver frokost, som han spiser ved pulten. Han lytter til samtalen. I begyndelsen tøver han med at sige noget, men efter noget tid taler han. Han siger, det er vigtigt at dele historien.
»Det var meget trist, at han døde. Nu ved jeg, hvad der skete. Og jeg mener ikke, at de skal slippe fra det så let,« siger han.
Andre patienters liv kan blive sparet
De to mænd sidder tilbage med indtrykket af, at lægemiddelindustrien er mest optaget af at tjene penge.
Efter alle sagerne, der fulgte Vioxx-afsløringerne, betalte Merck milliarder i forlig. Virksomheden påtog sig dog ikke skylden, skriver amerikanske National Public Radio, som har lavet en oversigt over forløbet i Vioxx-sagen.
I USA kom der en række spørgsmål fra patienter, som havde taget skade, efter medicinen kom i salg. I Norge fik 114 personer erstatning af den norske stat, gennem Norsk patientskadeerstatning (NPE). I 19 sager konkluderede NPE, at patienten døde af skaderne.
»Man kan ikke måle liv i penge. På den anden side, hvis sådanne sager ikke får konsekvenser for lægemiddelfirmaerne, kan de bare blive ved med at gøre, som det passer dem,« siger Asle Wang.
»Det er vigtigere, at det gør ondt på dem, end at vi får penge,« siger Sølve Kristoffer Wang.
Faderen nikker.
De mener også, at det er vigtigt at fortælle deres historie for andre patienters skyld. Tusindvis af liv kunne være sparet, hvis lægemiddelfirmaet Merck havde taget Eiler Wang og de andre patienter i forskningsprojektets dyrt købte erfaringer alvorligt.
MSD Norge, Mercks norske afdeling, har afslået tilbuddet om at kommentere sagen.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
