KORT NYT FRA UDLANDET:
Vores immuncellers opgave er, at beskytte os mod sygdomme. Men på immuncellernes overflade sidder en masse receptorer, som kan være defekte.
Nu viser en ny undersøgelse fra Det Danske Bloddonorstudie, at der er en klar sammenhæng mellem en særlig immunreceptordefekt og blodpropper i hjertet. Det skriver Bloddonorerne i Danmark.
»Personer, som er bærere af denne receptordefekt, har over dobbelt så stor risiko for at få blodpropper i hjertet i forhold til personer, som har den normale receptor.« siger Khoa Manh Dinh, det står bag studiet, til Bloddonorerne i Danmark.
Tidligere studier har givet uoverensstemmende resultater og peget på, at receptordefekten kan have en beskyttende effekt overfor hjertekarsygdomme, men nu støtter Koha Manh Dinhs forskningsprojekt op om det modsatte – i hvert fald når det kommer til blodpropper i hjertet.
Her kunne han påvise en markant forøget risiko, men der skal yderligere forskning til at finde ud af, om receptordefekten også har en betydning for udvikling af de andre typer af hjertekarsygdomme.
I studiet har forskerne foretaget analyser på gener på 15.000 bloddonorer ud fra deres blodprøver. De genetiske data kunne Khoa Manh Dinh bruge til at finde ud af, om en person havde den normalt forekommende version af receptoren eller den defekte version.
Ved at sammenholde de 15.000 bloddonorer fra undersøgelsen med registret over indlæggelser på de danske sygehuse kunne Khoa Manh Dinh finde ud af, hvor mange der havde været indlagt med en hjertekarsygdom og heraf hvor mange, der havde den normale receptor kontra den defekte.
Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Atherosclerosis.
Læs også:
Derfor øger rygning din risiko for at få slagtilfælde
Kroppen kan selv fjerne blodpropper
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams