Din etnicitet påvirker den behandling, du får i sundhedsvæsenet

Baran er 47 år og kurdisk fra Tyrkiet, men har boet i Danmark i 20 år. Han er blevet opereret på en ortopædkirurgisk afdeling, er stadig indlagt og plaget af mange smerter.

En morgen fortæller han mig om en oplevelse fra samme nat, hvor han følte sig dårligt behandlet, da personalet ikke troede på hans smerter.

Han begynder at hægte personalets mistro sammen med hans tyrkiske baggrund og forklarer mig, at han altid har arbejdet og betaler både topskat og moms og derfor er berettiget til hjælp.

»Hvis han [personalet] kendte min historie, ville han ikke være sådan […] måske troede han, at jeg var sådan som de andre tyrkere, der er sådan… de er på a-kasse og hvad hedder det… bistand, men jeg har betalt skat altid, så jeg har ret til at få hjælp. Jeg er ikke, som han tror,« siger Baran.

Hans fortælling står ikke alene.

Ifølge internationale undersøgelser bliver patienter der kategoriseres som etniske minoriteter ulige behandlet i sundhedssystemer.

Det sker også i Danmark (se her og her).

Jeg har fulgt 13 patienter (der her er anonymiserede med andre navne) på to ortopædkirurgiske afdelinger for at få et indblik i, hvordan uligheden konkret kommer til udtryk, og hvad det betyder for patienterne.

Min forskning peger på, at patienterne kommer på overarbejde, når de skal forsøge at overbevise systemet om, at de er både er værdige til og taknemmelige for hjælp, fremfor det modsatte.

Patienter på overarbejde

Barans reaktion er et eksempel på overarbejde, når han oplever, at hans smerter ikke bliver taget alvorligt.

International forskning viser, at smerter hos racialt eller etnisk minoriserede patienter i langt højere grad undervurderes og undermineres i sammenligning med majoriserede hvide patienter.

I Danmark florerer endda et diskriminerende og uhåndgribeligt udtryk som ’etniske smerter’, der bruges, når læger og sygeplejersker ikke forstår patientens symptomer.

Men vi er alle etniske, og på den vis vil alle smerter være etniske smerter.

Men det begreb kender Baran ikke til. I stedet trækker han på personlige erfaringer med at være positioneret som etnisk minoritet i Danmark.

I offentligheden portrætteres etniske minoriteter blandt andet som en gruppe, der ikke automatisk har ret til velfærdsstatens ydelser, da ’de’ ikke har bidraget gennem hele deres livstid.

Forsøger at adskille sig fra ’de andre’

Baran forklarer forskelsbehandlingen med at blive kategoriseret som en del af det ’de’.

Han tager samtidig afstand fra forskelsbehandlingen ved at forsikre mig om, at han ikke er ’som den gruppe’, der er på bistand, og han derfor ikke passer ind i fordomme om indvandrere, der ikke yder før de nyder.

Denne adskillelse bliver vigtig for Baran netop i kraft af hans navn, lette accent, udseende og historie.

At være borger i et samfund, hvor fortællingen er, at man på baggrund af sit etniske ophav bliver positioneret som potentielt problematisk, eller endog én som udnytter den danske velfærdsstat, skaber det, jeg kalder ’overarbejde’.

Når Baran oplever, at hans smerter ikke tages alvorligt, bliver hans forklaring og reaktion et udtryk for et slags overarbejde, som han må gøre grundet hans etniske markører.

Patienterne tier

Men både Baran og de andre patienter underkendte samtidig diskriminerende oplevelser.

De fleste af de patienter jeg fulgte, berettede om forskelsbehandling, som de koblede sammen med deres minoriserede position, men ingen konfronterede personalet. De tav.

Patienten Sara fortalte for eksempel om en episode, hvor hun blev dårligt behandlet, fordi sygeplejersken ifølge Sara troede ‘hun var en af dem’ (araber).

Sara begynder at græde imens hun fortæller mig, at hun ikke sagde noget.

Det kan blandt andet skyldes, at det er svært og ikke legitimt at tale højt om uligheder, eksempelvis oplevelser af diskrimination, i et dansk samfund, der historisk er bygget op omkring lighedsværdier.

Går efter ’god energi’ hos personalet

Tre af de patienter jeg fulgte, var unge mænd, som er født og opvokset i Danmark.

De oplevede ikke, at deres ret til hjælp var et spørgsmål, men de oplevede alle tre at blive afvist, da de i første omgang søgte lægehjælp.

De måtte derfor arbejde for at finde personale, der mødte dem som ligeværdige, altså de sundhedsfaglige ’med god energi’, som endte med at tilbyde dem den rettidige behandling.

I en samtale med en af de unge mænd, Hasan, vender han tilbage til at være ‘en som ham med kasket’:

»Du ved… En som mig med kasket, jeg går efter personale med god energi. Ligesom dig og Peter [kirurgen]. Og Betina [sygeplejerske] i opvågningen. Hun var den samme, selvom du ikke var der.«

Sproglige barrierer endte i fejl og indlæggelse

To andre patienter, jeg fulgte, var Hristo og Simon.

De er østeuropæiske migrantarbejdere, som begge oplevede fejlbehandling i form af misforstået og fejlgiven information samt fejlbehandling som udløste nuværende indlæggelsesforløb.

Til trods for tydelige og alvorlige fejl, blev det vigtigt for både Hristo og Simon at fremstå tilfredse, ikke-klagende og ukritiske. De oplevede det ikke som en given ret at få hjælp.

I kombination med ikke at kunne tale engelsk eller dansk (eller have adgang til tolk), endte de i en ekstremt udsat situation, hvor de fremstod ukritisk taknemmelige til trods for fejlbehandling.

Ikke at kunne sproget, skabte overarbejde for flere af patienterne og deres pårørende.

Det viste sig hos Maya, hvis far, Kamil, er en af de patienter, jeg fulgte:

»Fordi han [Mayas far] ikke taler godt dansk, føler han, at han altid skal sige en ekstra tak. For hvad hvis den manglende sidste tak gør, at han ikke får lige så god behandling, når nu han ikke kan forstå.«

13 patienter på ortopædkirurgiske afdelinger

Mine resultater baserer sig på et etnografisk feltarbejde, hvor jeg over ni måneder har fulgt i alt 13 patienter kategoriseret som etniske minoriteter under deres indlæggelsesforløb på to ortopædkirurgiske afdelinger i Region Hovedstaden.

Her har jeg fulgt, talt med og observeret patienterne og deres pårørende i mødet med sundhedsvæsnet både under indlæggelsen, i sengeafsnit, på operationsgangen, under operationer, i opvågningen, til røntgen, under genoptræning og på vejene imellem.

Jeg har også talt med sygeplejersker, læger, fysioterapeuter, ergoterapeuter, SOSU-assistenter og andre ansatte på hospitalet.

Det har givet et indgående kendskab til patienterne, som jeg har talt med i op til fire timer ad gangen og i op til fire dage afhængig af indlæggelsesforløbene.

Målet med dette studie er derfor ikke at afdække omfanget af ulighed, men at få et dybdegående indblik i de mekanismer, der skaber ulighed, og får betydning for etnisk minoriserede patienters pleje- og behandlingsforløb.

Mange typer overarbejde

Gennem mine analyser af feltobservationerne, viser der sig mange forskellige typer overarbejde, da der selvfølgelig er stor forskel på den brede gruppe af personer, der kategoriseres som ’etniske minoriteter’ i Danmark.

Jeg fulgte patienter med forskellige aldre, køn, sygdomshistorik, migrationshistorie, arbejdsliv og livsomstændigheder.

Den største gruppe jeg fulgte, var migranter der kom til Danmark som børn eller unge voksne.

Deres overarbejde knytter sig især til at undgå at blive set som den ’problematiske migrant’, hvilket Barans fortælling er et eksempel på.

Det oversættes i sundhedsvæsnet til den ’non-compliante patient’.

Ses som non-compliante patienter

I sundhedsvæsnet er ’compliance’ et medicinsk udtryk, der beskriver i hvor høj grad patienter opfylder og følger lægens anvisninger for behandling.

’Non-compliance’ kan derfor lede til negative forventninger, og når patienter er kategoriseret som etnisk minoritet, får det også ofte en etnisk eller kulturel årsag.

Det ser vi eksempelvis med ideen om etniske smerter, hvor lægen ikke forstår patientens symptomer og forklarer dem med patientens etnicitet.

Patienter kan blive set som anderledes fra en danskheds- eller hvidhedsnorm via deres navn, accent, fysiske udseende og religiøse markører.

Det skal ses i lyset af de måder og ord vi bruger, når vi beskriver danskhed, og som minoriserede patienter ofte placeres i modsætning til.

Ulighed skaber overarbejde

Ovenstående kan forstås som andetgørende processer, og det skaber overarbejde for patienterne, når de fra første sekund har behov for at bevise deres legitimitet til at modtage ligeværdig behandling.

Overarbejdet er en konsekvens af social ulighed i sundhed, da etnisk minoriserede patienter må håndtere de forestillinger, der følger af en etnisk minoriseret status i Danmark.

Det er det der sker, når Baran (og andre patienter) understreger, at han adskiller sig fra de minoritetsgrupper, han ses som en del af, og som samfundet anser som problematiske.

Når politiske tendenser flyder over i behandlingen

Social ulighed i sundhed er strukturelt betinget. Det betyder, at sundhedsvæsnet ikke er en isoleret, objektiv og rationel størrelse, sådan som det ofte portrætteres.

Sundhedsvæsenet er et politisk organ, som eksempelvis laver et tolkegebyr, hvor patienter selv skal betale for tolk, hvis de har været i Danmark i mere end tre år - man kunne kalde det integrationspolitik i sundhedsvæsnet.

Samtidig er sundhedsvæsenet præget af samfundsmæssige forestillinger, hvilket kan lede til ideer som eksempelvis ’etniske smerter’ blandt sundhedsprofessionelle.

Det er et begreb, som så vidt jeg ved, ikke eksisterer andre steder end i Danmark.

I Sverige beskrives kulturelle smerter, og det har samme implikationer, men brugen af etniske smerter genfindes ikke i andre sundhedsvæsner.

Idéen om etniske smerter skaber ulighed

I Politiken beskriver to professorer, hvordan ’etniske smerter’ skaber ulighed og er diskriminerende.

For personale overser sygdomme og symptomer, som i yderste instans kan blive fatale, hvis reelle symptomer afskrives som ’etniske’ eller ’kulturelle’.

Mens patienters overarbejde relaterer sig ret direkte til at undvige de samfundsmæssige fortællinger om ’etniske minoriteter’, kan ideer om etniske smerter eller tolkegebyr vise at politiske tanker og tendenser også påvirker sundhedsvæsenets ydelser og behandling.

At sundhedsvæsenet er en politisk organisation ses som nævnt også i tolkelovgivningen.

Ifølge de samme professorer, hindrer loven livsvigtig tolkning, og risikoen for at symptomer får en kulturel eller etnisk forklaring stiger.

Forhold som tolkning og smertebehandling kan helt konkret linkes til både Baran, Kamil, Hristo og Simons oplevelser, der alle kommer på ’overarbejde’ i mødet med sundhedsvæsenet.

Politiske tendenser flyder derfor over i sundhedsvæsnet og selve behandlingen, hvilket er medvirkende til at skabe strukturel ulighed i sundhed.