Hvem er det lige, der melder sig frivilligt til at have sex i et laboratorium? Det spørgsmål slog mig, da jeg læste et studie af ideelle sexstillinger for mænd med rygproblemer. Til forsøgets formål blev par filmet med motion capture og infrarød teknologi, mens de havde sex.
Forskerne befandt sig i et andet rum, hvor de kunne høre, men ikke se, deltagerne. Elektroder blev brugt til at optage muskelaktivitet i bestemte dele af kroppen for at få en ide om styrken.
Andre sexstudier går endnu tættere på. Penis pletysmografi (måling af ændringer i en legemsdels volumen som resultat af variationer i blodomløbet, red.) måler penisomkredsen ved reaktion på seksuelle billeder - altså hvor hård en mand bliver, når han ser porno.
Kvinders seksuelle opstemthed måles ved vaginal pletysmografi; en sensor i en lille cylinder indsættes i vagina som en tampon, der måler seksuel ophidselse. Ikke en særlig sexet oplevelse kunne man forestille sig.
Måske er der nogle mennesker, der tænder på at vide, at deres seksuelle aktiviteter bliver overvåget af eksperter? Hvis det er tilfældet, kan vi så generalisere ud fra fundene i laboratoriebaserede sexstudier?
Masters og Johnson var først til at forske i sex
William H. Masters og Virginia E. Johnson var i 1950’ernes USA de første forskere, der observerede sex i laboratoriet. I deres tidlige eksperimenter studerede de prostituerede ud fra en bekymring om, at ingen andre ville melde sig som frivillige deltagere.
I alt bar 145 kvinder en elektrokardiograf for at konstatere deres puls og elektroencephalografer for at kontrollere deres hjerneaktivitet, så forskerne kunne måle deres reaktion på pornografi, onani eller vibratorer.
Masters og Johnsons senere forskning involverede frivillige fra det brede samfund. De observerede sex mellem over 300 par, som var blevet sat tilfældigt sammen. De studerede også deres egen seksuelle respons – ved at have sex med hinanden i videnskabens tjeneste, mens de var koblet til laboratorieudstyret.
Deres 'human sexual response cycle' teori var resultatet af dette arbejde. Den cyklus af ophidselse, orgasmer og udløsning under seksuelt samvær blev anset for at underbygge almindelig sex og seksuel dysfunktion. Det fik en enorm indflydelse på, hvordan sex blev opfattet inden for medicin og samfundet i det hele taget.
Sexforskningens metoder rejser spørgsmål
De tidlige sexforskere var fast besluttede på at være 'videnskabelige' for at undgå at blive kritiseret for at have skumle motiver. Det betød, at de eksperimentelle metoder blev optaget helt ukritisk; det var alt sammen hård videnskab (ingen intentioner om ordspil her).
Men anvendeligheden af sådanne metoder til et så komplekst fænomen som seksuelt begær og respons har mange nutidige sex- og samfundsforskere stillet spørgsmålstegn ved.
Mål af kropslig respons er ikke den eneste måde, vi kan forstå sex på. Nogle vil mene, at sex kun foregår inde i hovedet, hvor værdier og følelser er vigtigere end kropslige funktioner. Kvinders seksuelle begær bliver for eksempel oftere forbundet med det at være begæret end med en fysiologisk reaktion.
Kvinder og mænd kan også begære og nyde sex, når deres kroppe er 'dysfunktionelle'; altså når de ikke kan gennemføre et samleje, eftersom det ikke er den eneste måde, man kan have sex på.
Forsøgspersonerne kan også være problematiske
Der er også blevet rejst spørgsmål om, hvorvidt deltagere i sexforskning er repræsentative for befolkningen. Mandlige studerende, der melder sig som frivillige til seksuelle eksperimenter, har vist sig at være mindre seksuelt frygtsomme og skyldbetyngede end dem, der afviser. De har ofte haft flere sexpartnere en de, der ikke er frivillige, og de har engageret sig i mere forskelligartet seksuel adfærd.
Kvindelige frivillige har vist sig at have flere seksuelle traumer, at onanere oftere og i højere grad at have været eksponeret for pornografi i en tidlig alder, samt at have mindre seksuel frygt.
I dag er forskere, der bruger eksperimentelle metoder til at studere sex, en minoritet. Etiske overvejelser, problemer med rekruttering, problemer med at få finansieret forskningen, og bevidsthed om, at sex er mere end kroppen, er nogle af årsagerne hertil.
Sexforskere i dag bruger primært spørgeskemaer eller interviews, hvor de udspørger folk om deres seksuelle erfaringer og lyster.
Men deltager-bias - altså en skævvridning af resultaterne med afsæt i valget af deltagere - er også et problem inden for selvrapporterende sexforskning. Sexundersøgelser og frivillige interviewdeltagere har vist sig at være mere seksuelt erfarne, mere sensationssøgende, mere 'erotofile' – med mere onani og flere seksuelle fantasier – og lavere social konformitet. De har også et større selvværd og er generelt mere åbne.
Forskellige metoder skal i spil
Alt det betyder ikke, at alle frivillige inden for sexforskning er ekshibitionistiske og anderledes – eller at der overhovedet er noget galt med det, hvis de er.
Mange mennesker, der deltager i sexforskning, har bekymringer eller problemer og vil gerne hjælpe andre, der står i den samme situation. Andre er ganske enkelt bare afslappede med deres kroppe og seksualitet – og glade for at fremme videnskabelig forståelse for seksuel adfærd.
Hvilken metode, der egner sit bedst til at studere sex, afhænger af spørgsmålet, man ønsker at besvare gennem sin forskning. De, der interesserer sig for kropsfunktionerne, måler seksuel respons i laboratoriet. Følelser, fornemmelser og kulturelle konstruktioner af køn kræver et interview eller en spørgeundersøgelse.
Hvis du samler disse metoder, får du et mere komplet billede af kompleksiteten ved seksuelt begær og adfærd.
Og nå ja, svaret på spørgsmålet, om den bedste stilling for rygsmerter? For mænd, doggy style. Men ikke hvis din partner også har rygsmerter, for fremoverbøjning er den værste position af alle for ham og hende.
Jane Ussher modtager støtte fra the Australian Research Council, Cancer Council NSW, National Breast Cancer Foundation, Prostate Cancer Foundation Australia, Family Planning NSW og Community Migrant Resource Centre, til at forske i seksualitet. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos the Conversation.
