Vi troede, at verdens ældste intakte menneskelig, 5.300 år gamle Ötzi, var en behåret, lyshudet jæger-samler-fyr. Men det er måske slet ikke tilfældet.
En ny og forbedret DNA-analyse af den kendte ‘ismand’-mumie tyder nemlig på, at den afdøde 46-årige i stedet var landmand med relativt mørk hud og skaldet isse.
Det skriver ScienceAlert.
I et nyt studie, der netop er blevet udgivet i tidsskriftet Cell Genomics, har forskerne fra det tyske Max Planck Institute analyseret sig frem til Ötzis ophav, men deres resultater flugter slet ikke med tidligere bud på, hvordan han så ud.
Tilbage i 2012 blev Ötzis genom for første gang analyseret, og her fandt man ud af, at han var i nær familie med nutidsmennesker fra Sardinien. Derfor antog forskerne, at Ötzi var efterkommer af østlige- og kaukasiske jæger-samlere, som fusionerede i det 5. årtusind.
Men de nyeste resultater peger i stedet på, at Ötzi var beslægtet med anatoliske landmænd fra området, hvor Tyrkiet i dag ligger. Disse mennesker migrerede senere til Italien, hvor de forblev relativt isolerede i Alperne og holdt sig for sig selv.
I Ötzis genom fandt forskerne også beviser på en ‘landbrugs-kost’ og en hudpigmentering, som er mørkere end den, som man i dag typisk finder blandt europæere.
Og så kommer vi til håret. Forskerne har fundet tegn på, at ismanden nok var skaldet, men uanset volumen af lokkerne, så var de nok sorte.
De nye fund matcher med, hvordan mumien ser ud - mørklødet hud og skaldet - men førhen har man taget for givet, at det var resultatet af at være nedfrosset i flere tusind år.
Tidligere har forskere kunnet slå fast, hvad Ötzis kost bestod af, og hvilket tøj han havde på, men at fastslå fortidsmandens udseende er altså en helt anden og mere kompliceret snak.
aeh



































