Det var et mysterium.
Fire unge mænd kunne ikke producere levedygtige sædceller og dermed ikke få børn.
Ifølge et nyt dansk studie skal man finde årsagen i den genetiske kode, skriver Politiken.
De danske forskere har fundet en lille bogstav-ændring i den genetiske kode hos de unge mænd.
»De fire unge mænd er ramt af en mutation i deres arvemasse, som rammer et enzym, der er vitalt for sædcelledannelsen. Man ved fra studier i mus, at disse gnavere ikke kan producere sædceller, hvis lige præcis det enzym mangler,« siger seniorforsker Kristian Almstrup fra Rigshospitalet, der er medforfatter til studiet, til Politiken.
Han tilføjer, at forskerne er de første til at bevise, at den samme mekanisme gør sig gældende hos mennesker.
Enzymet bliver kaldt PNLDC1.
Forskerne har kortlagt den fulde arvemasse hos 1.011 unge mænd, der har mistet evnen til at producere sædceller.
Ved at lede efter mutationer (ændringer i den genetiske kode red.), fandt Almstrup og hans kollegaer den samme mutation hos de fire unge mænd i starten af 30’erne fra Danmark, Holland, Portugal og USA.
Alle fire mænd var ifølge Politiken af mellemøstlig herkomst, og den genetiske kode hos dem afslørede, at de stammer fra familier med en stor grad af indavl, hvilket er mere udbredt i Mellemøsten end andre steder i verden.
Studiet er publiceret i tidsskriftet New England Journal of Medicine.

































