Coronavirussen har rejst kloden rundt og inficeret én person ad gangen.
Nogle af de smittede spreder muligvis ikke så meget smitte, mens andre SARS-CoV-2-smittede er såkaldte 'superspredere'.
Her forklarer Elizabeth McGraw, leder af Center for Infectious Disease Dynamics ved Pennsylvania State University, evidensen bag vores viden om supersprederne, samt hvorfor supersprederne kan være afgørende for overførslen af en sygdom.
Hvad er en superspreder?
I starten af coronaudbruddet estimerede forskerne, at en person med SARS-CoV-2 i gennemsnit smittede 2 til 3 andre personer.
Mere nylige studier mener nu, at dette tal muligvis er højere.
Allerede i januar var der rapporteringer fra Kina om én enkelt patient, der smittede 14 personer på et sygehus Wuhan. Det gør ham til en superspreder: En person der smitter et særligt stort antal personer.
Epidemiologerne har siden sporet en række andre eksempler på SARS-CoV-2-superspredning:
- I Sydkorea blev cirka 40 personer smittet på samme tid i forbindelse med én enkelt gudstjeneste.
- I den amerikanske delstat Washington mødte 61 medlemmer af et lokalt sangkor op til koraften. 32 blev bekræftet smittet med coronavirus, og 20 personer fik symptomer.
- I Chicago - før påbuddet om social distancering blev indført - var en person, som var gæst ved en middag, en begravelse og en fødselsdagsfest, ansvarlig for 15 nye smittetilfælde.
I løbet af et sygdomsudbrud vil epidemiologerne altid gerne hurtigt afdække, om superspredere er en del af billedet. Supersprederne kan nemlig skrue voldsomt om for hastigheden af smittespredningen eller udvide sygdommens geografiske spredning markant.
Hvad kendetegner en superspreder?
Om man er en superspreder eller ej, afhænger af en kombination af:
- Patogenet (den infektiøse mikroorganisme, der fremkalder sygdom).
- Patientens biologi.
- Patientens miljø eller adfærd.
Visse smittede personer spreder mere virus end andre, hvis deres immunsystem har svært ved at undertrykke patogenet.
Asymptomatiske personer (der er smittede, men ikke viser symptomer på sygdom, red.) - og det er helt op til 50 procent af alle COVID-19-smittede - forsætter deres almindelige aktiviteter, så de utilsigtet smitter flere personer.
Selv smittede, der på et tidspunkt får symptomer, er i stand til at overføre smitte i den præ-symptomatiske fase (inden de får symptomer, red.).
Adfærd, rejsemønstre samt kontakt med andre bidrager til superspredning
Adfærd, rejsemønstre samt kontakt med andre kan også bidrage til superspredning.
En smittet butiksansat kommer sandsynligvis i kontakt med et stort antal personer og varer hver dag.
En international forretningsmand eller -kvinde krydser kloden på kort tid.
Sundhedspersonale, som er smittet, kommer i kontakt med et stort antal personer, som måske har underliggende sygdomme, og som derfor er ekstra modtagelige.
Demonstrationer, hvor det er en udfordring at følge påbuddet om 'social distancering', det vil sige at nedbringe antallet af sociale kontakter og sikre behørig afstand mellem hinanden, og hvor demonstranterne råber højt eller hoster som følge af tåregas - øger også risikoen for superspredning.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Hvor stor en del af COVID-19 er superspredere?
Adskillige studier, som ikke er publicerede eller fagfællebedømte endnu, kaster lys over den rolle, superspredningen spiller i forhold til den globale udbredelse af COVID-19.
Forskere i Hongkong undersøgte en række sygdomsklynger ved hjælp af kontaktopsporing, hvor man sporede alle de personer, som COVID-19-patienterne havde været i kontakt med.
Forskerne fandt adskillige tilfælde, hvor én enkelt person var skyld i helt op til mellem 6 og 8 nye smittetilfælde. De estimerede, at blot 2 procent af SARS-CoV-2-smittede var ansvarlige for 80 procent af alle lokale smittetilfælde.
Forskerne viste også, at smittehændelserne var associerede med personer, der havde mange sociale kontakter udover deres familiemedlemmer.
Det understreger vigtigheden i at isolere de smittede, lige så snart de tester positivt eller udviser symptomer.
1 og 10 procent af de smittede står for 80 procent af smitteoverførslen
Et studie i Israel valgte en anden tilgang. Forskerne sammenlignede den genetiske sekvens i prøver fra patienter med coronavirus i Israel med prøver fra patienter fra andre lande.
Udfra hvor forskellige genomerne var kunne forskerne identificere, hver gang SARS-CoV-2 kom ind i Israel, og de kunne så følge, hvor hurtigt virussen spredte sig i landet.
Forskerne estimerede, at 80 procent af smitteoverførslen i lokalsamfundet kunne spores tilbage til mellem 1 og 10 procent af de smittede.
Da en anden forskergruppe modellerede, hvor mange smittetilfælde én smittet person almindeligvis er skyld i, fandt de også individer, som var meget infektiøse (smitteoverførende). Disse personer stod for mere end 80 procent af smitteoverførslen i en population.
Har superspredere tidligere spillet en rolle?
Der findes en række historiske eksempler på superspredere.
Den mest berømte er Tyfus Mary, der angiveligt smittede 51 personer med tyfus gennem den mad, hun tilberedte for de familier, hun arbejdede for som kok.
I de seneste 20 år har superspredere startet en række mæslingeudbrud i USA. Syge, ikke-vaccinerede personer besøgte steder fyldt med andre mennesker som eksempelvis skoler, fly, hospitaler eller forlystelsesparker, hvor de smittede en række andre personer.
Superspredere spillede også en afgørende rolle i andre udbrud af coronavirusser, blandt andet SARS i 2003 og MERS i 2015. Superspredningen af både SARS og MERS fandt hovedsaglig sted på hospitalerne, hvor snesevis af mennesker blev smittet ad gangen.
Kan alle smitsomme sygdomme spredes gennem superspredning?
Ja. Forskerne har identificeret superspredere i forbindelse med sygdomsudbrud forårsaget af bakterier (eksempelvis tuberkulose) og virusser (eksempelvis mæslinger og ebola).
Ligesom det lader at være tilfældet med det nuværende coronaudbrud, estimerer forskerne, at 20 procent af befolkningen er ansvarlig for mere end 80 procent af alle sygdomstilfælde.
De gode nyheder er, at de rette tiltag og foranstaltninger i forhold til overførslen af smitte - hyppig, grundig håndvask, masker, karantæne, vaccinering, nedbringe antallet af sociale kontakter samt sikre behørig afstand mellem hinanden og så videre - kan inddæmme smittespredningen og sætte en stopper for en pandemi.
Elizabeth McGraw hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
